Homoseksuel adoption har folketingsflertal

Slettet Bruger,

20/12/2007

Efter tre forgæves forsøg ser det nu til, at et forslag om at give homoseksuelle ret til adoption, kan vedtages i Folketinget. Det vurderer Det Radikale Venstres familieordfører Simon Emil Ammitzbøll, der efter nytår fremsætter forslag igen. Det skriver Kristeligt Dagblad.

"Dybest set handler det om, at børn får de bedste forældre til at tage vare på sig, så de får den omsorg og kærlighed, de har brug for," siger Ammitzbøll til Kristeligt Dagblad.

Flertalskonstellationerne kan være svære at regne sig frem i det nye folketing, men her synes flertallet sikkert. Således vil begge færøske medlemmer afholde sig fra at stemme, mens de to grønlandske folketingsmedlemmer stemmer for. Det samme gør den samlede opposition og Ny Alliance. Og så overvejer både løsgænger Pia Christmas-Møller, de unge Venstrefolk Sophie Løhde og Karsten Lauritzen, samt den konservative Charlotte Dyremose.

"Jeg støtter det, hvis forslaget lægger op til at fremme, at børnene reelt får de bedst tænkelige forældre uanset køn. Men hvis det bare handler om en rettighedskamp for de homoseksuelle, vil jeg ikke støtte det. Børnene er den svage part, og det er børnenes liv, der skal sikres, uanset om man er homoseksuel eller ej," siger Charlotte Dyremose til Kristeligt Dagblad.

De Konservative og Dansk Folkeparti er imod forslaget ud fra synspunktet om, at alle børn har krav på både en mor og en far, mens Venstres ligestillingsordfører Ellen Trane Nørbye erklærer, at partiet ikke principielt er imod, men er bange for at donorlande vil afbryde samarbejdet med Danmark, hvis man tillader homoseksuel adoption.

[email protected]

Kilde: