Hjerneflugt koster staten milliarder

Slettet Bruger,

07/11/2007

Staten mister mange penge, når vellønnede danskere tager deres lønninger med sig til et mindre skatteplaget land. Således går staten glib af 24 mio. kr., hvis en akademiker flytter til udlandet frem til pensionsalderen, mens staten må vinke farvel til 32 mio. kr., hvis det er en mellemleder, der betaler skatter og afgifter i udlandet. Det skriver Berlingske Tidende.

Beregningerne er foretaget af Saxo Bank på baggrund af en økonomisk model, der tager højde for en række økonomiske faktorer, deriblandt stigende lønninger og indirekte skatter som moms, registreringsafgifter og meget mere.

Milliarder går tabt
Direktør i Saxo bank, Lars Seier Christensen, advarer politikerne om konsekvenserne ved det høje danske skattetryk.

"Der er beregninger, som viser, at der netto årligt er en fraflytning fra Danmark på 5.000 personer. Mister den danske stat 30 millioner kroner i snit på hver af disse personer, svarer det til, at den danske stat på den lange bane går glip af 150 milliarder kroner årligt. Det er baseret på, at disse personer ikke kommer hjem til Danmark for at hæve pension, når de bliver gamle. Gør de det, bliver regnestykket meget værre," siger Lars Seier Christensen til Berlingske Tidende.

Godt nok skal man have boet i Danmark i 40 år mellem det 15. og 65. år for at få den fulde folkepension. Men ældre, der vender hjem til landet, kan stadig belaste sundhedssystemet, plejehjem, med videre. Derfor anbefaler Saxo-direktøren, at "hvis vi i tide skulle gøre noget for at fremtidssikre vores land rent økonomisk, burde vi sætte personskatterne ned."

"Glade for sammenhængskraft"
Økonom i Arbejderbevægelses Erhvervsråd, Frederik I. Pedersen, afviser dog, at det er velfærdsstaten, der tvinger danskere udenlands.

"Mange kigger på andet end penge og økonomi. En del har en tilknytning til sit fædreland. Mange er glade for vores lave kriminalitet og den sammenhængskraft, der er i Danmark. Samtidig glemmes det ofte i denne debat, at man rent faktisk får noget for de skatter, vi betaler. I Storbritannien kan det eksempelvis koste 10.000 kroner om måneden, at få passet et barn i vuggestue. Herhjemme koster det typisk 2.500 kroner," siger Frederik I. Pedersen til Berlingske Tidende.

[email protected]

Kilde: