Gallup: Der er intet galt med vores måling

Af Ole Birk OlesenMeningsmålingsinstituttet Gallup vil ikke have siddende på sig, at en undersøgelse af danskernes syn på øremærket barsel til mænd...

Slettet Bruger,

25/01/2008

Af Ole Birk Olesen

Meningsmålingsinstituttet Gallup vil ikke have siddende på sig, at en undersøgelse af danskernes syn på øremærket barsel til mænd skulle være politisk farvet af spørgsmålene fra Gallup. Kritikken er kommet fra forskningschef Geert Laier Christensen fra CEPOS, der bl.a. mener, at fire indledende spørgsmål fra Gallup får de adspurgte til at tænke på den øremærkede barsel, der trækkes frem i det femte spørgsmål, som løsningen på et ligestillingsproblem, hvilket gør dem ekstra modtagelige for at acceptere øremærkningen som en god idé.

"Spørgsmålet er, om der er et aftryk fra tidligere svar på det næste. Det synes jeg er en teoretisk diskussion, og det tror jeg ikke er virkeligheden. Jeg synes ikke, der er noget betænkeligt i de her fem spørgsmål," siger Gallups adm. direktør, Henrik Hansen, til 180Grader.dk.

Han afskriver i stedet kritikken på den konto, at CEPOS' forskningschef nok er lidt for dybt inde i emnet:

"Hvis man sidder meget med den type af undersøgelser, så har man jo en masse viden om emnet, man går meget i dybden, og man er meget pernitten med, hvad der foregår. Men du skal jo regne med, at det her går ud til normale mennesker, så man er også nødt til at bruge et sprog, som de forstår og kan tage stilling til. Des mere kompliceret, du gør det, des mere forkert et svar får du."

Geert Laier Christensen kritiserer også Gallup for ikke at gøre de adspurgte opmærksom på, at en øremærket barsel til manden faktisk betyder, at der er mindre barsel til kvinden. Han vurderer, at nogle af de adspurgte tror, at der er tale om et "gratis" tilbud om mere barsel. Men heller ikke den kritik har noget på sig, mener Gallup.

"Pointen er, at når man stiller sådan nogen spørgsmål, skal man gøre det så kort, præcist og objektivt som muligt. Jo mere hjælpetekst, man putter ind som forklaring, jo mere subjektivt bliver spørgsmålet. Derfor skal man altid vælge ord og formuleringer, som er meget præcise og meget lidt elastiske. Det er, hvad vi tilstræber, og hvad alle internationale opinionsinstitutter tilstræber, at jo kortere og jo mere objektive vi gør spørgsmålet, jo bedre," Henrik Hansen.

[email protected]

Kilde: