Seneste tal Danmarks Statistik siger, at arbejdsløsheden nu er
nede på 3,7 %. Det betyder dog ikke, at antallet af ikke-arbejdende er faldet. Tallet
dækker nemlig over, at flere og flere mennesker udenfor arbejdsmarkedet bliver
tildelt førtidspension i stedet for aktivering.
Siden 2002 er antallet af ledige, som hvert år går over på
førtidspension og dermed ud af arbejdsløshedsstatistikkerne, fordoblet. Det
viser beregninger, som HTS har foretaget på baggrund af tal fra Ankestyrelsen. I
år 2002 blev der tildelt førtidspension til 3367 danskere udenfor
arbejdsmarkedet. I år 2006 var tallet oppe på 6617.
Fordoblingen er sket, mens landets virksomheder i stigende
grad har efterspurgt arbejdskraft af al slags. Jens Vibjerg,
arbejdsmarkedsordfører for Venstre, erkender problemet.
"Det er en voldsom stigning. Der har været en stor stigning
i antallet af unge med psykiske problemer, som får førtidspension. Den gruppe
kan være en del af statistikken. Førtidspensionsreformen skal snart til
forhandling, og der skal vi blandt andet kigge nærmere på stigningerne," siger
Vibjerg til Børsen.
Regeringens førtidspensionsreform i 2003 skulle ellers
nedbringe antallet af førtidspensionister, men dette er ikke sket.