Enhedslisten annoncerer for støttefest for terrorister

Den yderste venstrefløj har endnu ikke fralagt sig sympatien for diverse venstreorienterede terrororganisationer

Slettet Bruger,

05/10/2009

Den yderste venstrefløj har endnu ikke fralagt sig sympatien for diverse venstreorienterede terrororganisationer. Det bliver endnu engang demonstreret, idet der på Enhedslistens hjemmeside bliver inviteret til en støttefest for den palæstinensiske terrororganisation, PFLP.

"Mød op, hils på gamle og unge aktivister og giv dit bidrag til palæstinensernes frihedskamp og til kampen mod terrorlovene," står der i invitationen på Enhedslistens hjemmeside. Samtidig gøres det klart, at det ubeskårede overskud fra arrangementet går direkte til den marxistisk-leninistiske terrororganisation PFLP.

Selvom invitationen til støttefesten findes på Enhedslistens hjemmeside, støtter selve partiet ikke festen og har ikke været med til at arrangere den.

"Enhedslisten betragter ikke FARC og PFLP som terrororganisationer, men vi tager skarpt afstand fra en række af deres metoder. Af samme grund bakker vi ikke op om økonomiske indsamlinger til de pågældende organisationer. Vi anerkender deres ret til modstand, men dette skal ske med respekt for menneskerettighederne. Enhedslisten tager altid afstand fra enhver form for terrorisme og voldsanvendelse mod civile," lyder det i en mail til 180Grader.

PFLP stod i 60'erne og 70'erne bag en række flykapringer, der kostede adskillige menneskeliv, mens organisationens militære fløj, Abu Ali Mustafa-brigaden, i de seneste år har udført flere selvmordsangreb på civile mål. PFLP blev desuden i 70'erne og 80'erne støttet af den danske Blekingegadebande, der røvede pengetransporter.

[email protected]

Kilde: