Af Katrine Basbøll
Den 14. november 2007 var de fleste aviser enige om, at der efter valgresultatet er borgerligt flertal i Danmark. Det er vist en sandhed med modifikationer. Det kræver i hvert fald en ret fri fortolkning af borgerligheden.Helle Thorning-Schmidt bad danskerne vælge mellem skattelettelser og velfærd. De har valgt mere velfærd og færre eller ingen skattelettelser.
I løbet af valgkampen lancerede Saxo Bank en oversigt over folketingskandidater, der gik ind for en sænkning af marginalskatterne - for mange en klassisk borgerlig mærkesag. Stort set alle folketingskandidater fra Det Konservative Folkeparti og Ny Alliance stod på listen. Venstre - Danmarks Liberale Parti var mere lunkne overfor skattelettelser. Kun 16 kandidater optrådte på listen og i Nordjyllands Storkreds var det ikke muligt at stemme på en kandidat fra Venstre, der gik ind for at sænke skatten. Ud af de 808 kandidater, der denne gang stillede op til Folketinget, havde 223 svaret ja til at ville sætte skatten ned.
Noget tyder på at det ikke er en dagsorden, der optager særlig mange vælgere.
I det nyvalgte Folketing er der i hvert fald kun 29 af de valgte 179 medlemmer, der ønsker at sænke marginalskatterne. Man kan selvfølgelig håbe, der er flere, som blot ikke har ønsket at stå på listen. Men selv hvis hele Venstres gruppe pludselig skulle vågne en morgen og synes, at skattelettelser egentlig er en udmærket idé, så er der stadig kun 69 ud af 179 medlemmer i Folketinget, der er med på den.
Hos Det Radikale Venstre havde en enkelt folketingskandidat forvildet sig ind på Saxo Banks liste. Han blev dog ikke valgt. De Radikale har ganske vist tidligere slået til lyd for at sænke skatten på arbejde, men så vil de til gengæld også hæve andre skatter og afgifter. Selv hvis de alle sammen skulle blive grebet af ideen om lavere skat på arbejde, ville skattesænknings-blokken kun kunne snige sig op på 78 mandater.
En gammel floskel, der skal begrunde det stigende skattetryk i den voksende velfærdsstat er, "at de bredeste skuldre skal bære det tungeste læs". Hvis det er tilfældet, er det trist at kun 29 ud af 179 ønsker at styrke de brede skuldre, mens de resterende 150 hellere vil gøre læsset tungere.
Ser vi så på, hvem der trækker i den anden retning og gerne vil øge det offentlige forbrug, er der et uhyggeligt stort flertal. Skal man tale om en virkelig vinder ved folketingsvalget må det være de fagforeninger, der har fået alle andre partier end V, K og Y til at love at ville sætte flere penge af til løn til deres medlemmer, nemlig de offentligt ansatte. Uagtet at regeringen fastholder ikke at ville afsætte ekstra penge til de offentlige lønninger, så vil der altså være et flertal udenom regeringen, der vil øge de offentlige udgifter ganske betragteligt. Det er ikke heldigt, hvis der bliver præcedens for, at man kan presse politikerne til at lade pengene fosse ud af statskassen ved at samle 50.000 mennesker på Christiansborg Slotsplads med blandede løfter om gratis t-shirts, fadøl og musik og udgive det for at være en bred folkelig protest. I givet fald kan det undre, at søndagsåbent i Føtex, der trækker endnu flere deltagere landet over, ikke bliver betragtet som bred folkelig opbakning til at afskaffe lukkeloven ...
Det bliver spændende at se, hvordan regeringen vil håndtere det massive pres fra begge sider for at øge det offentlige forbrug, når man allerede har spillet ud med et finanslovsforslag, der med Thor Pedersens egne ord går lige til grænsen for, hvad der er økonomisk ansvarligt. Der er ikke meget at give af, og hvis ikke Dansk Folkeparti kan få et par milliarder til de offentligt ansatte hos VK, kan de gå til S og SF. Et lyspunkt er, at Dansk Folkeparti så helhjertet har tilsluttet sig skattestoppet, hvilket sætter grænser for, hvor de kan finde finansiering til øgede offentlige lønninger. Og hvis de som sædvanlig foreslår at tage pengene fra ulandsbistanden finder de næppe et flertal.
Katrine Basbøll studerer erhvervsjura på Syddansk Universitet
