Af Robert Spliid
I grådighedens tid hedder Poul Nyrup Rasmussens seneste bog, som bl.a. retter en voldsom kritik mod mange virksomhedslederes umådeholdne grådighed, når det drejer sig om at skrabe til sig på aktionærernes og de ansattes bekostning. Temaet er bestemt ikke nyt, og også i vore europæiske nabolande har diskussionen fået ny næring efter en række uheldige eksempler.Der synes ingen grænser for, hvad visse topdirektører mener, de selv er værd. Ofte henvises til lønningsniveauerne på den anden side af Atlanten, og hvorfor skal europæiske topledere dog stilles ringere end deres amerikanske kolleger? Markedet for rigtigt dygtige managementtyper er jo begrænset, og hvis de europæiske virksomheder ikke følger trop, risikerer de at måtte nøjes med andenrangs ledere.
Topledelsen i større virksomheder udstyres ofte med aktieoptioner, som de ikke selv betaler en øre for. Stiger virksomhedens aktiekurs, er der jackpot, uanset om kursen stiger som følge af dygtigt lederskab eller et euforisk børsmarked. Og topledelsen pådrager sig vel at mærke ingen risiko, for går det skidt for virksomheden, forfalder optionerne i værste fald uden værdi. Men hvad gør det, når man har fået dem gratis.
Hvis en virksomheds værdi stiger med ti milliarder kroner, er der vel intet i vejen for, at topledelsen scorer en halv milliard. "Den har jo æren for virksomhedens værdistigning," hedder det. Men sandheden er, at ingen ansat direktør er i stand til at skabe værdier i denne størrelsesorden, i hvert fald ikke på egen hånd. Derfor er det også rimeligt, at der sker en mere ligelig fordeling af den gevinst, der høstes.
Gyldne faldskærme er lige så forargelige. I mange tilfælde tjener topledere mere på at blive fyret som følge af uduelighed end selv højt betalte lønmodtagere tjener igennem et helt liv. Det er ikke udtryk for "shareholder value", og det er i bund og grund slet ikke foreneligt med grundlaget for markedsøkonomien. Der synes snarere at være tale om principper, der hører hjemme i middelalderens adelsvælde.
Så Nyrup har så ganske afgjort ret i sin kritik af de senere års grådighedstendenser blandt visse erhvervsledere. Det er en adfærd, der bestemt ikke fremmer forståelsen for det kapitalistiske samfund, men tværtimod er med til at undergrave den. Det behøver man ikke være socialdemokrat for at mene.
Er det så ikke rimeligt at indføre et loft over, hvad topledere må tjene? Nej, for i bund og grund er det op til aktionærerne at bestemme, hvad de vil betale lederne af deres firma, det er jo trods alt aktionærernes egne penge. Til gengæld er der behov for mere professionelle bestyrelser, som ikke lader sig besnakke til at give efter for direktionens grådighed.
Det er derfor lidt besynderligt, at Nyrup netop bruger den omsiggribende grådighed på de danske direktionsgange til at angribe lige netop de kapitalfonde, som konsekvent går en stor bue uden om gratisoptioner og gyldne faldskærme.
Kapitalfondene har tværtimod vist, hvordan incentivesystemer skal skrues sammen. De beder kort og godt lederne af de virksomheder, de overtager, om selv at ryste op med en pose penge, som skal investeres i selskabet på samme vilkår som kapitalfonden. Går det godt, kan direktørerne blive stenrige, men går det skidt, kommer de i høj grad til at mærke det på pengepungen.
Direktørerne i kapitalfondsejede selskaber bliver oven i købet altid bedt om at investere beløb, der er så store, at det kan mærkes i privatøkonomien. Mange må endda ud og belåne friværdien for at kunne være med. Der er således ingen grund til misundelighed, hvis det udløser jackpot, for går det omvendt galt, hænger direktøren også på en kæmpegæld.
Så i stedet for at bruge krudtet på at skyde mod kapitalfondene, som faktisk opfører sig ganske fornuftigt, burde Nyrup rettet skytset mod selskaber med en svag bestyrelse, og hvor aktionærerne reelt ikke har noget at skulle have sagt. Nyrup burde være kapitalfondene taknemmelige for, at netop de holder et ekstra vågent øje med selskaber, hvor ledelsen beriger sig på aktionærernes bekostning.
Robert Spliid er chef for IKB Deutsche Industriebank i Luxembourg og finanskommentator i Dagbladet Børsen