Af Karsten Skawbo-Jensen
Brave liberalister advarer tit mod det, de kalder den konservative fare. Der hentydes ikke til truslen om et voluminøst Konservativt Folkeparti med en masse mandater i Folketinget, men til den konservative forkærlighed for staten. Liberalisterne hævder, at denne forelskelse i en stat kan ende med, at de Konservative i den praktiske politik ender som Socialdemokraterne minus 10 procent.Vi konservative anerkender vigtigheden af en stat og af en vis styring af markedskræfterne, når de er ved at fare ud ad en tangent. Staten skal have den størrelse, som staten nu engang skal have på netop det givne tidspunkt i historien. Den skal være stærk nok til at sikre lov og orden og de svages ret, men ikke så stor, at den lammer alle dem, der godt kan selv. Derfor foregår der hele tiden - i respekt for borgernes skatteindbetalinger - en konservativ afvejning af, hvor det offentlige eventuelt skal slankes, og hvor der på kerneområderne er behov for mere aktivitet i offentligt regi.
Men når det er sagt, så har liberalisterne fuldstændig ret i, at staten som de fleste andre organismer har et indbygget gen for vokseværk, som hele tiden må underlægges en kritisk betragtning, fordi vokseværket i sidste ende fører til ufrihed, kontrol, passivitet og en tung skattebyrde. Vi skal hele tiden stille spørgsmålet: Lader vi her staten vokse ind på et område, hvor borgerne godt kan selv? Og vi skal trods mediestorme og pression turde sige stop. Især skal vi sætte hælene i over for den evindelige omfordeling inden for den store middelklasse.
Et aktuelt eksempel, hvor jeg er glad for at de Konservative har holdt skansen, drejer sig om gratis skolemad. Vi har klart sagt nej til at fortsætte den tendens, der truer med at tømme familien for indhold, altså f.eks. lade staten smøre ungernes madpakker. Børnene tilhører familierne, og det er familiernes ansvar at opdrage børnene og købe mad og tøj til dem. Det kunne man finde ud af tidligere, og det er en opgave, som man også i dag må tage på sig, når man har sat børn i verden. Men hvis forældre og skole sammen ønsker at oprette forældrebetalte madordninger, har man selvfølgelig friheden til det.
Det kunne være nyttigt at skærpe den konservative profil - også for at undgå den såkaldte konservative fare. Personligt har jeg en positivliste, hvor jeg såmænd ikke er så bange for at ligne Socialdemokraterne. Det drejer sig om viljen til at hjælpe syge og handicappede, unge såvel som gamle. Her skal hjælpen være i top. Og vi skal også have et godt uddannelsessystem, der giver alle mulighed for at dygtiggøre sig og skabe et fundament for selvforsørgelse. Rent vand og ren luft, bevarelse af vores kulturarv og et forsvar, der sikrer Danmarks suverænitet, er også at finde på min positivliste.
Men en konservativ negativliste kunne efter min mening også have sin berettigelse. Denne liste kunne bestå af punkter, hvor vi konsekvent burde sige nej til enhver form for overbud og tværtimod love absolut ingenting.
Hvorfor give børnecheck og folkepension til millionærer? Hvorfor udstede billige mimrekort og henstand med boligskat til rige pensionister? Hvorfor støtte kunstnere, før historien overhovedet har vist, om deres værker har karat til at modstå tidens tand? Hvorfor stadig pusle med erhvervsstøtteordninger, som kun forvrider markedet og giver dødvægtstab? Hvorfor ikke forbeholde sociale ydelser til mennesker med dansk statsborgerskab (bortset fra flygtninge, som skal have særbehandling)? Hvorfor ikke sætte kraftigere ind mod det sociale bedrageri, som årligt koster kommunerne milliarder af kroner og ødelægger moral og samfundssind? Hvorfor ikke spare på alle de oplysningskampagner, som ikke virker, og i stedet for lade borgerne tage ansvar selv? Hvorfor ikke forbeholde efterløn til nedslidte?
De Konservative har indtil nu kæmpet to skattelettelser igennem i VK-regeringens levetid. På indtægtssiden har det været en stædig kamp at gøre det sugerør lidt mindre, som staten har stukket dybt ned i borgernes lommer. På udgiftssiden vil det også være en konservativ kamp at turde prioritere - og nedprioritere - de opgaver, som staten skal tage sig af. Smører vi et lag velfærd ud over det hele, bliver det et tyndt lag af noget halvt godt og noget halvt dårligt, der gør alle skuffede og utilfredse. Prioriterer vi derimod, kan der blive et tykt lag velfærd på kerneområderne, og resten må vi som borgere selv tage ansvar for.
Karsten Skawbo-Jensen er folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti i Københavns Omegns Storkreds
