Af Lars Seier Christensen
Lars Seier Christensen er adm. direktør for Saxo Bank A/SMed jævne mellemrum er der en venstreorienteret politiker, der får et surt opstød over ekspertordningen, som tilbyder højtlønnede danskere, der har været væk fra Danmark i mindst fem år, og højtlønnede udlændinge tre år med en indkomstsskat på 25 procent, hvis de bosætter sig i Danmark. Forblændet af misundelse over, at det overhovedet kan lade sig gøre at undgå topskatten, er man klar til at samle et flertal udenom regeringen - hvis man da kan få Dansk Folkeparti med til galskaben. Heldigvis udviste partiet i den forgange uge sund fornuft og undlod at springe på den idé. Egentlig noget der giver mig håb om, at DF reelt godt forstår behovet for og måske en dag kunne tænkes at støtte et mere motiverende skattesystem for dem, der skal skabe den nødvendige velstand. En mulighed for en forståelse, som det borgerlige Danmark ikke skal forsømme at arbejde på og styrke.
Danmark ville se meget anderledes ud, hvis Venstre og DF kom ud af det hjørne, de møjsommeligt har malet sig op i. Hvor skattelettelser er et fyord, og hvor tiden bliver brugt på at opfinde nye sø- og bortforklaringer om det ekstremt store økonomiske råderum, vi reelt har i disse år for at gennemføre en nødvendig skattereform.
Ekspertordningen, eller forskerordningen, er egentlig en af de mest afslørende bekræftelser af, at det danske skattesystem ikke fungerer. Man har på et tidspunkt i begyndelsen af 90'erne med sjældent klarsyn indset, at vilkårene for højtlønnede medarbejdere i Danmark er sådan, at det er nærmest umuligt at tiltrække kvalificeret arbejdskraft fra udlandet. Så når der er fri skattekonkurrence - altså når en udenlandsk erhvervsmand, eller forsker, skal vælge sit næste job og frit kan vælge mellem Danmark eller et andet land, så er det accepteret, at vores system ikke fungerer, og at der må specialordninger til for at vinde. Men fordi vi ikke lever i skattekonkurrence, men i et skattemonopol, fordi vi er så "heldigt" stillet, at store dele af den danske befolkning endnu ikke er mobile eller globaliserede nok til for alvor at udnytte mulighederne i resten af verden, så kan systemet fungere nogenlunde, selvom der er et konstant brain drain af rimeligt omfang.
Kun en dansk universitetsprofessor ville dog benægte, at brain drain foregår, og at det kun kan blive værre i takt med, at de yngre dele af befolkningen oplever verden mere og mere som deres legeplads, mens Morten Korch-filmene bliver lånt ud sjældnere og sjældnere hos Blockbuster (men så er det jo heldigt, at vi har et stats-TV, der kan sende dem uafbrudt). Faktum er, at vi lever på lånt tid, og ekspertordningen viser det.
Udover det uafvendelige i, at der skal en skattereform til, så lad os dog lige kigge på spørgsmålet om, hvorvidt det nu er så urimeligt, at folk, der kommer til landet i en kortere årrække, har en lavere skat end gennemsnitsdanskeren. Som vugge-til-grav-dansker bliver man jo tudet ørerne fulde om alle de goder, der følger med den høje skat - uddannelse, velfærd, sundhedsvæsen, sikring i alderdom mv. Og noget er der selvfølgelig om snakken, selvom man sidder tilbage med en ubehagelig fornemmelse af, at det kunne langt de fleste af os nok klare gennem helt eller delvist private ordninger langt bedre og billigere. Men lad nu det ligge i denne omgang.
Den udenlandske ekspert benytter sig imidlertid ikke af nogen som helst af de ovennævnte fordele, med undtagelse af hvis han bliver ramt af sygdom. Han har ikke fået sin dyre uddannelse i Danmark og bliver heller ikke gammel her. Han er en ren nettoindtægt for den danske stat, og selv med 25% skat (som i bankverdenen bliver til cirka 31%, iøvrigt) så erlægger han mindst 180.000 kroner i skat (idet man skal have mindst 720.000 i årlig indtægt for at komme på ordningen), altså mere end en dansk normalskatteyder - på trods af, at han ikke har de samme fordele af den danske "totalløsning". Herudover har han et højere forbrug, højere end mange af åbenlyse grunde, og han erlægger derfor store mængder af momsbetaling og afgifter af alskens art. Han er en fantastisk forretning for Danmark, og det er en ren ekstragevinst, idet han ellers typisk aldrig ville være kommet til landet.
Hvis han vælger at bruge ordningen som indslusning til et længere ophold i Danmark, ryger han på normal skat efter tre år. Faktum er dog, at de fleste ikke-danskere, der benytter ordningen, forlader landet igen efter disse tre år, og derefter lægger deres skattekroner et andet sted - mange gange til trods for at de hellere ville have fortsat arbejde og karriere i Danmark og til skade for den virksomhed eller institution, der mister en velintegreret medarbejder. Istedet for at diskutere nedlæggelse af ordningen, ville det være langt mere rationelt at udvide ordningen til fem eller syv år eller endnu længere og gerne sænke indkomstgrænsen også.
Jeg var i Singapore for nogle uger siden. Der er man akut opmærksom på behovet for at tiltrække den bedste arbejdskraft i verden, og man har en strategisk plan for, hvordan man får hundredetusinder, ja faktisk millioner af de bedste udenlandske hoveder til at lægge deres arbejdskraft i landet over de kommende årtier. Det er stort anlagt, begavet, præget af globaliseret forståelse og tænkning.
I Danmark ved vi, at vi kommer til at mangle arbejdskraft i de kommende årtier. Tænk hvis vi lagde en plan for at få hundredetusinder af velintegrerede, højtuddannede udlændinge ind, der kunne hjælpe med at løfte fremtidens opgaver. Tænk hvis vi gjorde det attraktivt for alle at arbejde i Danmark, ikke i tre år, men igennem store dele af det aktive arbejdsliv. Tænk hvad det ville betyde, hvis Danmark havde 3-400.000 skatteydere mere om 30 år, snarere end 3-400.000 færre. Vi ville have skabt verdens bedste samfund - med kombinationen af solide, sikre rammer og værdiskabelse af uhørte dimensioner, så både personlige og samfundsmæssige drømme kunne blive virkelighed.
Det ville være så utroligt nemt at gennemføre. Men istedet bruger visse dele af Folketinget tiden til at sidde og undergrave nogle af de få muligheder, der stadig er for at skaffe udenlandske ledere og forskere til Danmark. Hvorfor mon de gør det? Det kan simpelthen ikke være troen på, at det er rationelt for samfundet, hverken for de svage eller stærke medlemmer af det. Der må være andre grunde - og når man begynder at spekulere over, hvad de grunde mon egentligt kan være for nogle - ja så er det, at hårene rejser sig, og det løber koldt ned af ryggen på en, og man overvejer, om Danmark er det rette sted for virksomheden og for en selv ...
