De Konservative må gå i tænkeboks II

Af Finn Ziegler

Finn Ziegler er chefkonsulent i Cambridge, England

For en uge siden foreslog jeg, at de Konservative måtte gå i tænkeboks efter det uheldige forløb om skatteaftalen - og overveje partiets fremtid og strategi. De skulle overveje at udskifte Bendt Bendtsen som partileder samt at gøre Helle Thorning-Schmidt til statsminister som modydelse for at få afskaffet top- og mellemskatten. Der har, måske ikke uventet, været indvendinger imod det sidste forslag om et samarbejde over midten.

Flere af 180Graders læsere har anført, at økonomi ikke er alt, og at jeg fuldstændig overser VK-regeringens kulturkamp. En kulturkamp som skulle have givet resultater indenfor indenfor kultur-, skole-, rets-, udlændinge- og udenrigspolitikken. Resultaterne af denne kulturkamp vender jeg tilbage til.

Men det er dog svært for mig at se, at der i dag skulle være så store forskelle mellem Venstre og Socialdemokraterne, at det vil have nogen praktisk betydning om de Konservative samarbejder med det ene eller det andet parti. Det bør i hvert fald ikke forhindre de Konservative i at prøve at få gennemført en større en del af sin skatte- og økonomiske politik med Socialdemokraterne. Men det kan selvfølgelig være, at jeg befinder mig så langt fra det politiske liv i Danmark, at jeg har svært ved at gennemskue alle nuancerne mellem partierne.

Men tilbage til resultaterne af VK-regeringens såkaldte kulturkamp, som er rig på ord og fattig på lovgivning. Det mest nærliggende sted for kulturkampen ville være kulturpolitikken, men her er det svært at få øje på borgerlige fingeraftryk. Danmarks Radio er fortsat en statsinstitution, som VK holder hånden under, selvom der ikke har manglet lejligheder til at fisionere og/eller privatisere DR. TV2 er stadig ikke frasolgt. Og hele kultursektoren er fortsat på massiv statsstøtte. Nok hører man mindre til de kulturradikale i dag end tidligere (som en læser påpeger), men de er stadig på finansloven, og flere af dem er tilmed blevet kanoniseret af den borgerlige regering - eksempelvis Rifbjerg. Hvor er forskellen mellem S og V?

På skoleområdet har VK-regeringen gennemført et folkeskoleforlig med Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet. Dette forlig skulle styrke børnenes basale kundskaber, men har også indført en centralisering af undervisningen med såkaldte "Fælles Mål" og øget kontrol af skolerne. Altså var de Konservative og Socialdemokraterne (og forbavsende nok også Venstre) enige om kollektiviseringen af undervisningsindholdet. Om det er borgerlig kulturkamp, at staten skal dirigere undervisningen er et andet spørgsmål. Hvor er forskellen mellem S og V?

På retsområdet har VK-regeringen med støtte fra Socialdemokraterne gennemført en række initiativer, som udvider statens beføjelser og indskrænker individets frihed og retssikkerhed i form af den såkaldte terrorpakke. At det skulle være udtryk for en konservativ og borgerlig kulturkamp at svække borgernes frihed og retssikkerhed er svært at se. Der er tale om en farlig glidebane. Hver gang der sprænger en bombe eller afsløres en gruppe islamistiske bombemænd, er der hurtigt krav om yderligere indgreb, fordi man bilder befolkningen ind, at man kan forhindre terror ved at give politiet udvidede beføjelser uden domstolenes kontrol. Hvor er forskellen mellem S og V?

VK-regeringen har sammen med Dansk Folkeparti gennemført et radikalt brud med flygtninge- og indvandrerpolitikken. VKO-partierne har ved to folketingsvalg fået mandat hertil, hvilket har medført en kursændring hos Socialdemokraterne. Men i dag hersker der ikke nogen væsentlig forskel mellem Socialdemokraterne og VK. Holdningen synes at være, at udlændinge skal holdes ude, så velfærdsstaten ikke bliver løbet over ende af fattige muslimer fra Afrika og Mellemøsten. Velfærdsstaten er forbeholdt tabere, som er født, opvokset og udlært i Danmark. Hvor er forskellen (i dag) mellem S og V?

I udenrigspolitikken er det også svært at få øje på væsentlige forskelle mellem Socialdemokraterne og de Konservative. Udstationeringen af tropper i Afghanistan og Irak er sket med bred tilslutning fra Folketingets partier. Socialdemokraterne har selvfølgelig forsøgt at drille regeringen med grundlaget for beslutningen af Irak-krigen, men det er ikke substansen. Socialdemokraterne følger ikke en politik med vægt på fodnoter vendt mod allierede og fører ikke samarbejdspolitik med Adolf Hitler og har ikke Lasse Budtz fjollende rundt i Moskva. Det eneste, der for alvor skiller VK og Socialdemokraterne, er, at VK-regeringen - eller snarere Anders Fogh Rasmussen - har taget et opgør med samarbejdspolitikken under besættelsen. Dette opgør var helt på sin plads, men det har intet med konkret lovgivning at gøre. Hvor er forskellen (i dag) mellem S og V?

Summa summarum. Det er svært at se forskellen på Venstre og Socialdemokraterne eller at få øje på samfundsændringer som følge af VK-regeringens kultur- og værdikamp. Til gengæld er det let at se, at skatte- og økonomipolitikken er klinisk renset for borgerlige værdier. De offentlige udgifter vokser i dag langt hurtigere, end SR-regeringen havde planlagt, de skulle vokse under en fortsat socialdemokratisk ledet regering. Det svir i konservative vælgeres øjne at se, at en borgerlig regering ikke kan kontrollere de offentlige udgifter, men ødsler pengene bort for købe stemmer.

Der er næppe nogen, som tror, at de Konservative kan lave grundlæggende samfundsreformer med Socialdemokraterne. Det kan åbenbart heller lade sig gøre med Venstre. Der er grænser for, hvad der kan lade sig gøre i et Folketing befolket med socialdemokrater (S, V og O).

Så de Konservative kan tillade sig at tage sig godt betalt for at give Helle Thorning-Schmidt statministerposten. Prisen skal være en afskaffelse af top- og mellemskat samt lavvækst i de offentlige udgifter. Ingen af delene burde være uden for rækkevidde. Mellem- og topskat er stort set kun symbolværdi og bidrager næsten ikke med indtægter til det offentliges husholdningsbudget. Og Socialdemokraterne har i SR-regeringen vist, at de kan medvirke til forholdsvis fornuftig økonomisk politik med begrænset vækst i de offentlige udgifter, hvis det giver dem magten.

Venstre har nu nærmest demonstreret det modsatte - for at erobre og fastholde magten viser Venstre, at de er i stand at solde skatteborgernes penge bort. Omkring den økonomiske politik sagde man tidligere, at Venstre var Socialdemokraterne minus 10%, men efter 2015-planen, er det nok mere på sin plads at sige Socialdemokraterne plus 10%.

For Det Konservative Folkeparti, som i 1980'erne stod i spidsen for en økonomisk genopretning, er orden i økonomien og kontrol med offentlige udgifter et must. Det er i sidste ende forudsætningen for, at de flittige og de stræbsomme kan blive belønnet. Og pengene kan komme til at ligge i de lomme, hvor de har det bedst. Go for it, Helle!