Af Finn Ziegler
Finn Ziegler er chefkonsulent i Cambridge, EnglandDe seneste ugers forløb om de såkaldte skattelettelser kan ikke undgå at føre til grundige overvejelser i Det Konservative Folkeparti om partiets fremtid og strategi. Trods partiformandens ihærdige bestræbelser på at fremstille det som en stor sejr, er der tale om et meget magert resultat, som ikke tilnærmelsesvist løser Danmarks marginalskatteproblem i en globaliserede verdensøkonomi.
Marginalskatten var således 63% for en uge siden, og den vil stadig være 63%, når Bentsens skattereform er gennemført. Det er stadig 13% over det i øvrigt fornuftige mål, som Det Konservative Folkeparti har sat for marginalskatten. Den nuværende skattemur, som møder flittige og stræbsomme danskere, som ønsker at gøre en ekstra indsats, vil fortsat stå der som monument over dansk smålighed. Og over 40% af danskere på fuldtidsjob må fortsat betale misundelsesafgifterne, top- og mellemskat.
Det høje danske skattetryk vil også fortsat afholde udlændige fra at søge arbejde i Danmark (og udlandsdanskere fra at rejse hjem). For en lønmodtager med en indkomst på én million kr. vil den danske skat forsat være 200-300 t.kr. højere end den skat, der skal betales i andre EU-lande. Hvis virksomheden skal kompensere for dette, skal lønnen forhøjes med 500-800 t.kr. Det er det rene idioti at tro, at den lempelse af mellemskatten på 5.500 kr., som nu bliver gennemført, ændrer noget som helst på det grundlæggende skatteproblem i Danmark.
Hovedproblemet med skatteaftalen og tillige VK-regeringens oplæg er, at der kun ændres på beløbsgrænserne og ikke skattesatserne. Det betyder, at mange lønmodtagere får en mindre skattelettelse (op til 5.500 kr.), men bortset fra nogle få lønmodtagere, er marginalskatten uændret for de fleste. Forhøjelsen af fradrag har ligeledes ingen indfydelse på marginalskatterne, og forhøjelsen af overførselsindkomsterne er jo det rene vanvid.
Det uheldige forløb omkring skatteaftalen bør føre til overvejelser i Det Konservative Folkeparti om partiets fremtid og strategi. Dette gælder især den yngre generation af konservative politikere i regering og Folketing, som udgør partiets fremtid. Der er især to spørgsmål, som må være genstand for grundige overvejelser i disse dage.
Det første spørgsmål, der melder sig, er, om ikke tiden efterhånden er inde til et lederskifte. Det er jo primært Bendt Bendtsen, der som økonomiminister står med ansvaret for den manglende succes med at sænke marginalskatterne. Den konservative leder har tilsyneladende ikke selv den situationsfornemmelse, der skal til for at erkende, at han har udspillet sin rolle som leder endsige fejlet i magtspillet og forhandlingerne med regeringspartneren og Danske Folkeparti.
I kulissen står egnede unge kandidater klar til at overtage Bendtsens job. Lene Espersen ville være et oplagt valg som konservativ partileder. Hun kan både appellere til kernevælgere og vil være i stand til kommunikere med vælgerne i forståelige vendinger. Men også Connnie Hedegaard eller Brian Mikkelsen ville kunne gøre det bedre end den nuværende leder. At partiet trænger til en ny leder er midlertid, hvad man i de engelsk-talende lande kalder en "no-brainer".
Det andet spørgsmål, der trænger sig på, er, hvordan Det Konservative Folkeparti får gennemført mest muligt af sin politik. Herunder om partiet har tilstrækkelig indflydelse på VK-regeringens politik. Venstre er tilsyneladende uvilligt til at gøre noget ved marginalskatterne og har tilsyneladende mistet enhver interesse i at kontrollere de offentlige udgifter, som nu eskalerer hurtigere end under Nyrup-regeringen.
Spørgsmålet er, om ikke Det Konservative Folkeparti kunne få gennemført en større del af sin politik ved at udtræde af regeringen og samarbejde over midten i dansk politik, f.eks. med Socialdemokraterne, de Radikale og Ny Alliance. De Konservative kunne stille som betingelse for et samarbejde med Socialdemokraterne, at mellem- og topskatten blev afskaffet, og at der blev gennemført en ansvarlig økonomisk politik med lavvækst i de offentlige udgifter, helt i overensstemmelse med SR-regeringens tidligere planer. For Helle Thorning-Schmidt må et sådant tilbud om at blive statsminister mod at fjerne top- og mellemskat forekomme fristende. Hun har, ligesom Nyrup havde, brug for at komme til fadet.
Med konservative øjne kunne et sådant samarbejde over midten byde på et par fordele. For det første ville en sådan regering få en borgerlig opposition (Venstre, især efter et lederskifte), som meget nøje ville vogte over regeringens skatte- og udgiftspolitik. Opposionen ville være parat til at kritisere regeringen, hvis den økonomisk politik løb af sporet, som man gjorde under Nyrup. En sådan opposition findes ikke i dag, hvor alle partier har travlt med overbyde hinanden med velfærdsløfter.
For det andet ville det formentlig være lettere for Helle Thorning-Schmidt at forklare vælgerne, hvorfor en afskaffelse af top- og mellemskatten ikke truer velfærdsstaten. Hun ville lettere kunne forklare fagforeningerne og de socialdemokratiske kernevælgere, at top- og mellemskat kun udgør cholokadedrysset på lagkagen - et par procent af alle samlede offentlige indtægter - og at en afskaffelse af den tårnhøje marginalskat med stor sandsynlighed vil være selvfinansierende, som det har været i mange andre lande, der har gennemført tilsvarende nedsættelser, fordi mange ville arbejde mere, og Danmark vil blive i stand til at tiltrække arbejdskraft fra udlandet.
Helle Thorning vil have lettere ved det end Anders Fogh, som kryber i skjul som i tøsedreng af frygt for at blive beskyldt for at "tage fra de fattige for at give til de rige", for at ville skabe en social massegrav, eller hvad det nu er, han vil blive beskyldt for. Socialdemokraterne vil næppe blive udsat for samme beskyldninger fra en ny liberal ledelse af Venstre.
