Dagpengeregel holder indvandrere væk fra job

Danske vikarbureauer undlader ofte at sende folk ud i korte vikariater

Slettet Bruger,

04/02/2008

Danske vikarbureauer undlader ofte at sende folk ud i korte vikariater. Det skyldes en regel om godtgørelsesdage (G-dage). Sendes folk ud i mere end to uger på en måned, skal bureauerne nemlig betale to dages dagpenge. Reglen går særligt ud over nydanskere, der ofte bruger vikariater som vejen ind på arbejdsmarkedet. Det skriver Berlingske Tidende.

"G-dagene er et kæmpestort problem for os. Meldingen fra både nydanskere og virksomheder er, at de er glade for at se hinanden an via et vikarjob," siger administrerende direktør Henrik Bruun fra vikarbureauet Kelly Services til Berlingske Tidende.

Hans vurdering er, at 2.000 kunne få plads på arbejdsmarkedet uden reglen om G-dage. Dansk Erhverv, der har flere vikarbureauer blandt medlemsvirksomhederne nikker genkendende til problemerne.

"Reglen er stik imod det fleksible, danske arbejdsmarked. Virksomheder kan ofte planlægge deres arbejde, men vikarbureauer kan jo af gode grunde ikke, fordi de er afhængige af virksomhedernes behov," siger konsulent Jakob Tietge.

Han forklarer, at reglen i sin tid blev indført for at forhindre, at for eksempel byggearbejdere blev sendt hjem i korte perioder med dårligt vejr.

"Men arbejdsmarkedet har ændret sig meget siden dengang. Flere overenskomster har opsigelsesvarsler, og i dag tør virksomheder jo nærmest ikke sende folk hjem på dagpenge af frygt for, at de bliver væk," siger Jakob Tietge til Berlingske Tidende.

Avisen har forgæves forsøgt at få en kommentar fra beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen.

[email protected]

Kilde: