Castro og Chavez på slap line

Slettet Bruger,

15/10/2007

Ugen, hvor det cubanske regime, Danmarks Radio og humanistiske universitetsstuderende fra Rungsted og omegn højtideligholdt Che Gueavaras død for 40 år siden, fik alligevel en lykkelig udgang for tilhængere af latinamerikansk venstreekstremisme.

Fidel Castro, der vel kun overgås af Rolling Stones i antallet af bebudede farvel'er, rejste sig nemlig nok en gang fra et potentielt dødsleje for at deltage i Venezuelas præsident Hugo Chavez' ugentlige tv-show, skriver BBC News. Chavez, der er kendt for at lukke regeringskritiske tv-stationer, eller i hvert fald behændigt at undlade at forny deres sendetilladelser, har fundet sig selv værdig til et fire timer langt tv-program, der kan nydes på den venezuelanske fjernsynsflade hver søndag.

Chavez sang til Castro
I går var det altså Castros tur til at kaste glans over Chavez-showet. Den aldrende cubanske diktator deltog dog via en telefonlinje, men programmet bragte billeder fra et møde, der angiveligt fandt sted mellem de to venstrevenner i lørdags. Her sang Hugo Chavez en hymne til Castro, som han beskrev som "alle revolutionæres fader". Som tak fik han at vide, at Castro var "berørt af hyldesten", og at Castro betragtede Che Guevara som en "idehøster".

Efter videoindslaget talte de sammen, og ifølge BBC's mand i Havanna lød Castros stemme stærk, som en mand på vej tilbage i topform. I løbet af samtalen kunne seerne blandt andet få at vide, at Chavez mente, at "alle er elektrificerede af dig".

"og nu griner du"
Castro gjorde stor ulejlighed ud af at henvise til konkrete begivenheder i programmet for at sikre sig, at alle hans venner og fjender var klar over, at optagelserne skam var nye.

"Jeg kan se, du bevæger din venstre hånd. Jeg ved du er venstrehåndet, og nu griner du," sagde Castro ifølge tv2.dk for at bevise, han var i live.

Tv-showet blev sendt fra Guevara-mausolæet i Santa Clara. Det er første gang Castro taler direkte på tv efter hans midlertidige overdragelse af magten til sin bror, Raoul, i forbindelse med sin alvorlige operation sidste år.

[email protected]

Kilde: