Af Ole Birk Olesen
Partileder Naser Khaders (NA) forslag om at skille stat og kirke splitter det borgerlige Danmark. Det vækker begejstring hos den liberale næstformand i Ateistisk Selskab, Jonathan Szpirt, men den konservative Jesper Langballe, folketingsmedlem for Dansk Folkeparti, er helt uenig.
"Jeg er fuldstændig enig i Khaders udtalelser vedrørende Folkekirken og religionens plads i samfundet. Religion bør igen blive en privatsag, som det hører sig til i et liberalt demokrati," siger Jonathan Szpirt til 180Grader.dk og uddyber:
"Det kan ikke være rigtigt, at vi i foregangslandet Danmark i det 21. århundrede, stadig skal være bundet af en statsreligion, som alle - uanset tro eller uden tro - tvinges til at medfinansiere. Man skal efterhånden til Iran for finde lignende omstændigheder."
Jesper Langballe mener omvendt, at det netop er den danske folkekirkeordning, som sørger for, at politik og religion er adskilt i Danmark.
"Det, at vi har en sekulær stat, som man kan stole på er sekulær, skyldes jo luthersk-evangelisk kristendom. Det er jo lige præcis der, hvor staten bliver fastholdt på sekularismen. En sekularisme, der omvendt skal begrunde sig uafhængigt af en luthersk-evangelisk forståelse af kristendommen, vil lynhurtigt eksplodere i noget religiøst. Når vi i århundreder har haft den sekulære stat, vi har, så er det fordi staten understøtter det," siger Jesper Langballe til 180Grader.dk.
Han advarer samtidig danskerne mod at stemme på Naser Khaders Ny Alliance:
"Ny Alliances forslag bekræfter det billede, som har været hele tiden, at regeringspartierne og Dansk Folkeparti er de eneste, som befolkningen kan stole på, når det gælder bevarelse af folkekirken. Naser Khader er muslim, og danskerne må ikke være et kristent folk, hvis stat tager hensyn til det."