Af Ulla Lauridsen
Den ærede læser har muligvis vidst det længe, men det er først for nylig gået op for mig, at dansk islamkritik udfolder sig i (mindst) to udpræget forskellige grupper: Der er den gruppe, jeg kalder Gud-konge-og-fædreland, som er nationalistisk, kulturkonservativ og kristen. Den udfolder sig i Nomos, Tidehverv, Dansk Folkeparti og Trykkefrihedsselskabet o.a. Og så er der en lidt løsere gruppe, som jeg selv tilhører, af de mere eller mindre liberale, som også ofte er mere internationalt orienterede og uinteresserede i religion (hvis ikke ligefrem ateister). Vi udfolder os mange steder, men har ikke rigtig noget hjem; CEPOS, 180grader, og det nu nedlagte Liberalisterne er det nærmeste, vi kommer det. Jeg tror i øvrigt, at socialisterne om føje tid vil vågne af deres sværmeri for den ædle vilde til dåd for børns rettigheder, kvinders og seksuelle minoriteters ligestilling og tankens frihed - også blandt muslimer.Pointen er, at jeg som social-liberal i sin tid - i firserne og halvfemserne - var skrigende naiv med hensyn til indvandringen. Jeg gik rundt og tog for givet, at enhver, der kom til Danmark med en anden kultur - fra et land med mindre politisk og seksuel frihed, f.eks. - ville se, undre sig, fryde sig og favne de nye værdier, de sådan kunne få gratis. Som om ens kultur og overbevisninger var et sæt gammelt tøj, man kunne udskifte med noget nyt og langt bedre. Fordi frihed jo så indlysende er at foretrække, ikke sandt?
Vi skylder efterhånden de kulturkonservative at indrømme, at de havde ret - kultur og værdier er ikke som et sæt tøj, det er som skelettet i kroppen. Det er de færreste, der ønsker at få noget skiftet ud, og når omstændighederne tvinger, lykkes det kun med smerte og besvær. Det forstod de kulturkonservative, fordi det er sådan, de selv har det. De var i virkeligheden de eneste, der havde reel respekt for de muslimske indvandreres kultur og religion, fordi de ikke betragtede den som irrelevant og forbigående. Som ringere, ja, men ikke underlegen.
Bruce Bawers Sov sødt, Europa udspiller sig i det samme felt mellem konservatisme og (social)liberalisme på flere niveauer. Bogen begynder med, at han forlader USA, hvor han netop har skrevet en bog om den stærkt konservative kristne fundamentalisme. Den er han dødtræt af, bl.a. fordi den bekriger hans personlige ligeværd som homoseksuel, og han glæder sig over den seksuelle tolerance og ligestilling i Holland, hvor han først bor, og siden i Norge, hvor han gifter sig med sin norske mand. Bawer opdager dog hurtigt efter sin flytning til Holland, at han på en vis måde er kommet fra asken i ilden, for også Europa rummer en ultrakonservativ, fundamentalistisk religion, der ikke på nogen måde kan tolerere hans "livsstil" - dog hedder den her islam, og er endnu mere frygtindgydende og voldelig. Dét vil hans nye, europæiske venner imidlertid ikke høre på.
Som altid er det utroligt morsomt og lærerigt at se det kendte med udefrakommende øjne. Bogen udvikler sig, efterhånden som han får skrevet sig varm, til en sønderlemmende kritik af mentaliteten i Vesteuropa over en bred kam: Pressens venstresnoede konsensus og den politiske elites indspiste socialdemokratisme både i hvert enkelt land og i EU, vores provinsialisme, vores xenofobi i almindelighed og antisemitisme i særdeleshed, vores sværmeri for Cuba og Christiania, vores uvidenhed og fejhed. Især er han forbitret over europæernes uforskammede og utaknemlige antiamerikanisme. Kritikken svier, fordi en stor del af den rammer plet.
Han mener, at Europa og USA drog to vidt forskellige konklusioner efter 2. Verdenskrig: amerikanerne konkluderede, at frihed er en hvilken som helst pris værd. De beklager ikke de mange amerikanske soldater, der faldt i kampen mod nazismen og senere kommunismen. Vi, derimod, konkluderede, at vi for enhver pris vil undgå krig - aldrig mere - og derfor er villige til at ofre friheden for at holde fred med islamisk fundamentalisme. Denne usikre fred beskrives så, land for land, begivenhed for begivenhed. Det er ikke hyggelig læsning. Han giver dog danskerne æren af at have været de første, der greb om nældens rod og indførte reformer af integrations- og familiesammenføringsreglerne i 2001.
Men der er ting, der skurrer. Han bruger f.eks. gentagne gange uformelle meningsmålinger som belæg for "folkets" vilje og holdninger i modsætning til den politiske elites uforstand - folket har pr. definition ret, hvilket jeg ikke er uenig i. Men så skriver han pludselig på s. 259 om en samtale med Lars Hedegaard:
"Hvis der findes noget håb, ligger det i proletariatet," bemærkede Hedegaard tørt, idet han citerede en linie fra George Orwells 1984. Dog vidste vi begge, at hvis proletariatet faktisk overtog styringen fra eliten, kunne det meget vel føre Europa ned ad slisken mod fascisme.
Tanken tages op igen på side 301 i forlængelse af en diskussion af det franske og hollandske nej til forfatningstraktaten i 2005, hvor Bawer skriver:
Skulle de europæiske eliters egenmægtige herredømme virkelig lakke mod enden? Var almindelige borgere på nippet til at tilbageerobre deres lande? Hvis det var tilfældet, hvilken politik ville de så føre? En fremvoksende populisme betød ikke nødvendigvis fascisme. Det kunne signalere fremkomsten af en mere demokratisk samfundsorden, hvor frihed rangerede højere end multikulturalisme. Men når man tager kontinentets historie og den aktuelle fremgang for nynazismen i Tyskland, Sverige og andre steder i betragtning, var det ikke urimeligt at frygte, at mange europæere ville reagere over for den truende, islamiske fascisme i deres midte med deres egen form for fascisme, hvis de fik chancen.
Hvis vi fik chancen? Han burde være klar over, at alle europæiske lande afholder frie valg med jævne mellemrum, og at de politikere, han ikke har andet end foragt tilovers for pga. deres midtsøgende socialdemokratiske holdninger, bliver stemt ind af os - igen og igen. Må vi lige være her?
Og nu vi er ved en åbenhjertig kritik mellem venner: Idet Bawer i Sov sødt, Europa fremhæver den amerikanske vilje til at kæmpe for borgerlige frihedsrettigheder i forhold til europæernes bogstaveligt talt selvudslettende kulturrelativisme og tolerance, indser han ikke, at en overordentlig stor del af den folkelige amerikanske modvilje mod islam ingenting har med værdier at gøre, men afhænger af en fundamentalistisk kristen modvilje mod muslimer - alene fordi de ikke er kristne. Det samme segment er overordentligt skeptisk overfor jøder. Og den amerikanske vælgergruppe, der er mest stålsat i bekæmpelsen af islamistisk terror, er samtidig den mest villige til at suspendere frihed og retssikkerhed i USA.
Hvis vi skal lede efter en spirende fascisme nogen steder - og det mener jeg egentlig ikke, der er grundlag for - så kunne vi lige så vel søge den på den fundamentalistisk religiøse kinder-kirche-und-küche-fløj af Det Republikanske Parti.
Ulla Lauridsen er mag. art., tekstforfatter og oversætter
Klik her for at købe Bruce Bawers "Sov sødt, Europa", der udkommer i dag, med 15 procent rabat hos saxo.com
