Af Henrik Gade Jensen
I dette efterår kan 20-året for Murens fald fejres. Muren var den bogstavelige og velbevogtede mur, som adskilte Øst- og Vesttyskland, DDR og BRD, socialismen og kapitalismen. Borgere fra DDR blev skudt, hvis de uden lov forsøgte at passere grænsen til Vesttyskland. DDR var et lukket land og et diktatur. Det var negationen af frihed.At Danmark ved sin sydgrænse, kun en times færgefart fra Gedser, havde et fuldbyrdet diktatur, var på mange måder med til at holde begreber som frihed og ikke-frihed intakte. Der var et tydeligt eksempel på ufrihed at pege på lige ved siden af Danmark. Mange har ved indrejse oplevet at blive kropsvisiteret og få bagagen endevendt.
Med Murens fald den 9. november 1989 mistede Danmark og Vesten også et vigtigt pejlingspunkt. Nu er det ikke så indlysende, hvad frihed egentlig er. Og forskellen mellem socialismens planøkonomi og Vestens kapitalistiske markedssamfund står heller ikke så klart som før hen.
DDR var et planøkonomisk idealsamfund. Ifølge ideologien var skellet eller modsætningen mellem udbyttere og udbyttede, kapitalister og arbejdere, ophævet i DDR. Der var ingen privat ejendomsret til produktionsmidler, og derfor kunne ingen eje andet end lidt tøj og indbo og en lille bil, en Trabant, og når det gik højt en Wartburg. I enkelte tilfælde ejede DDR-borgere også deres eget hus. Alt andet ejede staten.
Planøkonomien betød, at staten bestemte hvad der skulle produceres og til hvilken pris, det skulle sælges. Politikerne besluttede, hvad der skulle være dyrt, og hvad der skulle være billigt. Der var ikke altid og måske meget sjældent sammenhæng mellem en vares pris og de økonomiske omkostninger. I en markedsøkonomi kan der i princippet frit sælges, hvad der kan produceres og til den pris, som udbuddet og efterspørgslen må finde frem til. Den mekanisme var sat ud af kraft i DDR. Til gengæld blev der med garanti så kun produceret 'gode varer', altså produkter som det var besluttet af den statslige planlægning, at DDR-borgere skulle kunne nyde. Der var ikke noget umoralsk. Ingen dyre mærkevarer, ingen porno, ingen skadelig litteratur. Og ingen tjente på andre menneskers arbejde - arvesynden ifølge marxistisk ortodoksi. I hele DDR var der ingen profit! Kapitalismen er som udgangspunkt et amoralsk system, fordi det giver frie muligheder for at handle med hvad som helst.
Priser i DDR var lige som landets penge noget helt andet end i en markedsøkonomi. På markedet er priser signaler om, hvad forbrugere vil købe og producenter kan producere. Priser er bærere af vigtig information. Priser regulerer et omfattende økonomisk system.
I DDR var priser dikteret politisk. De blev ofte trykt på varen fra producenten. Når varernes fordeling ikke reguleres af udbud og efterspørgsel, giver det typisk anledning til køer og overforbrug. I Leipzig besøgte jeg en familie, hvor manden en lørdag eller søndag morgen gik til bageren efter brød. Da han havde været væk en halv eller hel time, spurgte jeg konen: hvor langt væk ligger bageren? Den lå lige om hjørnet, men der var lang kø. Til gengæld kom manden hjem med 20 Brötchen, selvom vi kun kunne spise et par stykker. Når han havde stået i kø så lang tid, kunne han lige så godt købe rigeligt, for de kostede kun at par pfennig. De fleste røg ud dagen efter.
Også DDR's penge var ligesom priserne kunstige papirlapper. Østtyske pengesedler, DDR-Mark, var kun madkuponer eller rationaliseringskort. De kunne ikke veksles til hård valuta, da al udenrigshandel var statsmonopol. Da ingen andre end pensionister kunne rejse ud, betød det ikke så meget. Men da Muren faldt den 9. november 1989, opdagede østtyskere, at deres penge kun var værdiløst papir. Det kunne ikke bruges i Vesttyskland eller Danmark. De var intet værd. Og ingen ville veksle dem. Erfaringen med DDR gjorde i hvert fald mig til inkarneret tilhænger af et pengepolitisk system, der er uafhængigt af politikerne. Tænk hvis folk i udlandet pludselig ikke vil købe kroner, som det lige var ved at ske for islændingene under finanskrisen!
DDR var et laboratorium for økonomiske fejltagelser. De politiske konsekvenser med etpartidiktatur, censur og forbud mod udrejse var konsekvenser af den økonomiske organisering. Planøkonomi begrænser frihed. For når staten planlægger i stor stil for borgerne, må offentlig kritik af småproblemer som flaskehalse, køer, varemangel, intet toiletpapir osv. osv. virke systemnedbrydende.
I en totalitær stat er det ikke muligt, selv hvis man bifalder systemet og intentionen, som mange gjorde, at komme med konkrete og systemtro forslag til forbedringer, fordi det også kunne være et skjult og subversivt oprør. Derfor må al opposition overvåges og holdes nede. Og borgerne lærer hurtigt at opføre sig systemkonformt.
Det er vigtigt i dag ikke at glemme fortidens dårskab, som dengang ganske vist var progressiv ideologi. DDR's planøkonomiske system var bygget på socialismen, nemlig ideen om at markedet udbytter mennesker, at nogle bliver fattige ved at andre bliver rige, at det optimale er at lade staten planlægge osv.
Store dele af opinionen i Danmark tænker om økonomi på samme måde som den blev organiseret i DDR: den skal være planlagt og retfærdig og uden uligheder. Forskellen er - heldigvis - at et samfund som det danske via sine pluralistiske institutioner har en arvet respekt for demokrati, ytringsfrihed og ejendomsret. Der er stadig plads til enspændere (læs: kapitalister), der formår at tjene millioner og milliarder - og som gavnlig bieffekt skaber tusinder af arbejdspladser.
DDR var en renlivet totalitær stat. Der var ingen institutioner i DDR, som ikke havde en marxistisk-leninistisk målsætning og alle private relationer skulle derfor bidrage til at videreudvikle socialismen i nye faser. Sportsklubber, husmoderforeninger og pensionistklubber var alle statsligt initierede og udstyret med marxistisk-leninistiske ideer. En ung østtysker fortalte mig, at de var 4-5 gutter, der havde lavet en lille fodboldklub, hvor de spillede lidt bold. Han interesserede sig ikke for fodbold, men deltog for at skrive det lille klubblad. Og som han sagde: det var det maksimale af, hvad man kunne gøre uden at komme i konflikt med systemet. Ellers var alt andet gennemsyret af socialistisk ideologi og - det ved vi i dag - intenst overvåget af Stasi.
DDR havde ikke noget samfund. Der var kun stat. Man kunne ikke være borger uden samtidig at være socialist. Der var ingen apolitisk sfære.
Ingen ønsker DDR tilbage og i dagens Danmark er der heldigvis ikke mere noget kommunistisk parti med avisen Land og Folk, der hver dag priste socialismen i paroler og artikler. Alligevel har vi aldrig helt forstået, hvorfor det gik galt i DDR og de andre socialistiske lande med deres økonomi. Når den nylige finanskrise skal analyseres, hører man grådighed nævnt som årsag, en diagnose som Stasis propagandaafdeling ikke kunne have udtænkt bedre. Der kommer forslag om en 'statsbank', en diskurs som aldrig ville være brugt før 1989. Et begreb som 'helhedskole' lugter også af enhedsskole og socialistisk opdragelse. Forebyggelseskommissionens ambitionsniveau om med statens hjælp at skabe den sunde borger er vi mindre immune overfor, fordi vi har glemt det sande diktatur.
Diskursivt har Murens fald og socialismens økonomiske fallit ikke sat sig dybe spor. Journalistiske reportager om et problem i Danmark slutter sjældent med, at det må folk selv klare (dvs. markedet eller civilsamfundet), men konklusionen udvikler sig altid til, at det offentlige (staten eller kommunerne) må gribe ind og styre og kontrollere meget mere. På den måde udvikler Danmark sig til et ad hoc-DDR, hvor mange enkelte indgreb her og der og alle vegne ender op i et omfattende offentligt kontrolsystem. Det er ikke overordnet tilsigtet, men det er heller ingen dyd at sove i timen og ignorere konsekvenserne af handlingerne.
Henrik Gade Jensen er projektleder ved CEPOS