2.000 førtidspensionister arbejder fuld tid - men får alligevel pension

Næsten ti procent af landets kvarte million førtidspensionister supplerer pensionen med lønnet arbejde, skriver Politiken

Det gamle 180grader

28/05/2009

Næsten ti procent af landets kvarte million førtidspensionister supplerer pensionen med lønnet arbejde, skriver Politiken. En fjerdedel af dem arbejder 20 timer om ugen eller mere, mens et par tusinde arbejder fuld tid og alligevel hæver pension. Det viser beregninger, som Dansk Arbejdsgiverforening offentliggør i dag.

Som reglerne er udformet, mister førtidspensionister nemlig først deres fulde pension, når de tjener næsten 700.000 kr. om året ved siden af. Selv ved en månedsindtægt på 50.000 kroner vil en førtidspensionist stadig kunne hæve 3.000 kroner i pension oven i.

Sidste år fik præcis 12 førtidspensionister frakendt deres pension.

"Systemet har aldrig hængt sammen. Afgørelserne gælder de næste 40 år," siger direktør Hans Bach fra konsulentfirmaet Discus til Politiken. Han arbejder med det rummelige arbejdsmarked: "Det bunder i en helt absurd forestilling om, at man kan træffe den slags afgørelser med så lang en tidshorisont. Men vi kender ikke arbejdsmarkedet til den tid. Vi kender ikke sygdommens udvikling eller nye behandlinger. Den type afgørelser hører til i en anden tid - i industrisamfundets tid, de egner sig ikke til mennesker. Det er ikke engang 20 procent af afgørelserne, hvor vi er sikre på, at de aldrig vil kunne bestride et job igen."

Men hos Landsforeningen af Førtidspensionister vil man ikke have lavet noget om:

"Folk skal nok selv henvende sig, hvis de får det bedre," siger formand Carl Erik Nielsen: "At 2.000 førtidspensionister arbejder mere end fuld tid, er forsvindende lidt. Det er fint, at dem, der kan bestride et job, har muligheden."

Klik her for at læse mere på politiken.dk

[email protected]

Kilde: