Af Filip Berghamar
Der er meget godt at hente i påskens budskab om Jesu liv, korsfæstelse og genopstandelse. Selvom mange har lagt vore fædres tro på hylden, kan ingen komme udenom, at kristendommen har spillet en altafgørende rolle, i opbygning af vort land. Og rigtigt mange har taget evangeliets budskab til indtægt for deres egne politiske eller dogmatiske holdninger - hvilket altid er endt med hykleri og løgn.Kristus var ikke socialist, konservativ, nej, ikke engang liberal. Evangeliet kan på ingen måde pakkes ind i parti- og principprogrammer. Men evangeliet rummer dog nogle sandheder, som har direkte indflydelse på vores liv her på jorden. Jeg vil blot nævne en enkelt, nemlig næstekærligheden.
Mange lever i den misforståelse, at evangeliet blot handler om kærlighed. Til det er der at sige: Ja og nej!
Ja, den handler om Guds uendeligt store kærlighed til mennesket - en kærlighed så stor, at han ville give det dyrebareste han havde, for menneskets skyld. Som der står skrevet: "For således elskede Gud verden, at han gav sin søn den enbårne, for at enhver som tror, skal have evigt liv." Evangeliet handler altså om Guds kærlighed til mennesket - et eksempel til efterfølgelse.
Men nej, evangeliet handler ikke om menneskers kærlighed til hinanden. Den kan nemlig være af en stærkt svingende kvalitet, og kan ikke lægges til grund for sin sjæls tro.
Men upåagtet denne misforståelse kan man ikke komme udenom næstekærlighedsbudet: Du skal elske din næste som dig selv. En sætning som bliver brugt, og misbrugt, for at argumentere for den socialistiske ideologi.
Hvem kan ikke huske Socialdemokraternes næstformand, Nick Hækkerup, bramfrit proklamere, at lige netop deres politik er et udtryk for ægte kærlighed. Som han sagde: "Man kan kalde det sammenhold, solidaritet eller socialisme, men ordet er vel bare kærlighed." Eller da SF'eren Karl Bornhøft kunne fortælle os, at rygeloven var ment som en kærlighedserklæring til danskerne.
Det, som disse mennesker glemmer at fortælle, er, hvordan den offentlige "næstekærlighed" fungerer. For at alle disse elskværdige politikere kan gennemføre deres "næstekærlige" politik, kan de kun benytte sig af én ting: Tvang. Hvis du ikke er næstekærlig og betaler din skat - hvis du nægter at overholde alle deres næstekærlige love og regler - ja, så bliver du stillet for en dommer med krav om bøde eller fængselsstraf. Er det næstekærligt?
Der bør ikke herske nogen tvivl om, hvad Kristus mente: Du skal elske din næste. Du skal ikke prøve at få en masse andre mennesker til at elske din næste. Du kan ikke forlange, at andre skal elske din næste for dig. Nej, din næste er din næste, og det er dig, der skal elske vedkommende.
Næstekærlighed er noget, der bor i os alle, den kan ikke institutionaliseres, den kan ikke sættes i system, men kan kun udleves af det enkelte menneske - frivilligt og uden tvang. I 1960, før den store offentlige "næstekærlige" velfærdsstat, var der ikke megen hjælp at hente på bistandskontoret. Men Danmark var dengang et land fyldt med næstekærlighed - den ægte form for næstekærlighed der opstår, når et frit menneske, af hjertet, giver af sin ejendom, tid eller kræfter, for at hjælpe et andet menneske i nød. Jeg vil nødigt tage Kristus til indtægt blot for at kritisere velfærdsstaten. Men jeg er overbevist om, at den ægte form for næstekærlighed, kun kan udleves af frie mennesker, der træffer det frie, moralske valg: Jeg vil elske min næste!
Kontrasten fra 1960 til i dag er enorm. Vi har i kådhed institutionaliseret næstekærligheden. Noget af det mest dyrebare vi har, har vi overladt til bureaukrater, embedsmænd og velmenende politikere. Hvilken skam - og vi betaler prisen hver dag. Krævementaliteten er udbredt - alle river og flår i hinanden for at få den største del af kagen. De fattige, de svage og de syge - alle sammen mennesker som vi forventer, det offentlige skal være næstekærlig imod, på vores vegne. Da Kristus gik på jorden flokkedes netop disse mennesker om ham, fordi de så et håb. Et håb om at der også var frelse og frihed at finde for dem - uanset deres skavanker og sociale status. I dag vandrer de hvileløst rundt, uden håb, uden den næstekærlighed som ethvert menneske så desperat ønsker. At der er nogen, der rent faktisk gider dem - nogen der, ja, elsker dem - af egen fri vilje.
Kære venner. Selv ikke en milliard offentlige ansatte kan give disse stakler det håb og den næstekærlighed de har brug for. Alle kongens mænd, kan ikke elske din næste.
Du kan.
God påske!
Filip Berghamar er softwareudvikler i en iværksættervirksomhed i vækst og initiativtager til borgerlige.dk
