Udsatte danskere vil allerhelst i arbejde

I Kristeligt Dagblad kan man i dag på forsiden læse om udsatte danskeres allerstørste ønske: at komme i arbejde

Claes Theilgaard,

26/08/2019

I Kristeligt Dagblad kan man i dag på forsiden læse om udsatte danskeres allerstørste ønske: at komme i arbejde. En ny undersøgelse fra Mary Fonden, Trygfonden og det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd, Vive, er det mest fremtrædende ønske blandt udsatte på kanten af samfundet at kunne bidrage med noget i en arbejdsfunktion.

”Det handler først og fremmest om at kunne gøre nytte. De savner følelsen af at bidrage med noget, og de vil gerne være en del af det sociale samvær på en arbejdsplads eller i et arbejdsfællesskab,” siger seniorforsker Lars Benjaminsen fra Vive, der har stået for undersøgelsen, til Kristeligt Dagblad.

Folkene bag undersøgelsen lægger desuden op til en debat om, at både det offentlige og private virksomheder bør indrette sig mere fleksibelt, så man kan tage imod udsatte danskere og efterkomme deres ønske om at komme i arbejde.

”Vi kan se, at mennesker, der står uden for fællesskaberne, gerne vil arbejde, og dermed er der et stort potentiale for at indrette arbejdsmarkedet langt mere fleksibelt end i dag,” siger Gurli Martinussen, direktør for Trygfonden, til Kristeligt Dagblad.