En undersøgelse har for nyligt godtgjort, at 24 % af de københavnske drenge, der forlader folkeskolen, er det man kalder funktionelle analfabetter. Blandt indvandrerdrenge er tallet 55%!
Når en dansk folkeskoleelev forlader skolen efter 9. klasse er 17 – 18 % funktionelle analfabeter. Dette er et gennemsnit. De kan nok læse, men ikke tilstrækkeligt til, at de f.eks. kan klare en uddannelse. Det ser ud til, at afkodningen går nogenlunde, men det kniber gevaldigt med forståelsen. Hvordan kan sådan noget overhovedet ske?
En amerikansk læseforsker, Jeanne Chall har kigget på de forskellige kategorier af læsere, som findes i spektret lige fra de allersvageste til superlæserne. De dårligste elever er meget synlige, og vi bruger mange ressourcer på dem. Superlæserne klarer sig i sagens natur godt. Hun har i stedet interesseret sig for en gruppe, som hun kalder ”usynlige elever”.
Disse elever befinder sig i starten omkring midtergruppen. De følger godt med de første par år, men når de når stadie 3 i læseudviklingen, – det er der, hvor forståelsen skulle begynde at ”fylde” mere end afkodningen, – falder de fra. Dette sker omkring 3 - 4. klasse.
De kan faktisk læse en ikke for svær tekst nogenlunde flydende, og derfor har deres lærere måske vurderet, at deres læseudvikling var uproblematisk.
Imidlertid kan man konstatere, at en del elever fra 3. årgang og opefter har problemer med at forstå det, de læser, f.eks. i matematik, hvor ordene nu begynder at fylde mere end tallene, men også almindelig tekst volder problemer, selv om det lyder nogenlunde, når de læser højt. Der er måske noget, der tyder på, at en gruppe smutter mellem fingrene på os!
Hun har efter min mening fat i noget væsentligt. Det er også i den periode, at en del elevers motivation til læsning begynder at falde. ( det tror da pokker, hvis de ikke forstår det, de læser)
Vores 6. klasser blev for år tilbage testet i læseforståelse, og resultatet var ret nedslående.
Der var problemer med læseforståelsen af faglige og især skønlitterære tekster.
Vi fandt frem til to læsekurser, som vi tog de bedste dele fra .
Dette udsatte vi en 6. klasse for i 3 uger.
Efterfølgende lavede vi en test, som var væsentlig sværere end den første, som lå til grund for læsekurset.
Det viste sig, at de dygtigste ikke var blevet bedre, - de lå stadigvæk i samme kategori.
Men hvis man holder skansen i en test, der er væsentlig sværere, er det vel en reel forbedning!
Midtergruppen blev også i den kategori, hvor de tidligere havde været, mens de fleste af de svageste gik én kategori frem – altså en ret væsentlig forbedring!
Der er altså noget, der tyder på, at hvis man underviser specifikt i læseforståelse, sker der en forbedring over hele linien, men mest i den svageste gruppe. Det vil sige, at de ”usynlige elever”, som befinder sig der, tilsyneladende har haft stor gavn af kurset.
Vi besluttede at lave læsekurser i alle årgange fra 3. til 8. klasse. Vi indkøbte et klassesæt af de bedste læsekurser, der var at få, og gik i gang.
Med de evalueringsredskaber, vi var i besiddese af, prøvede vi på 4. og 6. årgang at måle effekten. Resultatet var entydigt! Læseforståelse kommer ikke af sig selv hos en del elever, men hvis de undervises i forskellige strategier, kan den blive væsentligt bedre.
Konceptet fungerede på den måde, at læsevejlederen lavede en årsplan for 3. til 8. årgang. To uger før vi skulle gå i gang holdt han et møde med den involverende klasselærer og satte kurset i gang de første to lektioner, hvorefter klasselæreren tog over.
Efterfølgende holdt vi igen et evluerende møde. Hvad gik godt? Hvad gik ikke så godt? Hvorfor? Skulle vi forandre noget?
Efterhånden fik vi større erfaring i, hvordan vi skulle ”strikke” disse kurser sammen og hvilke materialer, vi skulle bruge, og således kørte de videre i nogen tid.
På et tidspunkt kom vi til at drøfte, om der var tid nok til implementeringen af de indlærte strategier. Især med hensyn til det faglige stof, som findes i læsekurserne.
Vi blev enige om, at eftersom ansvaret for elevernes læseindlæring ikke kun var dansklærerens, men alle læreres måtte vi nu have faglærerne på banen.
Hvert klasseteam skulle fremover selv planlægge læsekurser, hvor den faglige del skulle være et samarbejde mellem klasselæreren og faglærerne.
Disse kurser skulle de forskellige teams plotte ind på et fælles skema.
Sådan forløber læsekurserne nu, og jeg er overbevist om, at på den skole er der ikke 17 – 18 % funktionelle analfabeter efter 9. klasse!
Der er således noget, der tyder på, at der ( blandt flere andre ) er to væsentlige årsager til miseren: Vores højtlæsningskultur, som bruges til evaluering af elevernes læseformåen samt den almindeIige opfattelse, at læsning kun er dansklærerens ansvar.
