Den russiske forfatter Maksim Gorkij siger næppe nutidens danskere meget – i hvert fald ikke udenfor den lille kreds, for hvem litteratur er enten job eller passion. Og det er egentlig synd. Hans forfatterskab rummer så meget almen-menneskeligt stof og drama, der burde gøre ham gyldig til alle tider.
Men et stort provinsbibliotek som det i Randers fortæller, at et udlån eller to om året af et Gorkij-værk er normen. En noget anderledes situation end for halvtreds eller hundrede år siden. I min ungdoms- og studietid i 1950´erne og 1960´erne udkom der jævnligt nye oplag af Gorkijs værker. Ligesom teatrene opførte hans dramatiske hovedværk, Natteherberget. For hundrede år siden var Gorkij verdensberømt. Han korresponderede flittigt med de største navne i den internationale litterære verden, og hans værker kom i kæmpeoplag i Europa og USA. Han var omkring 1910 den litterære verdens darling.
Det viste sig f.eks. i 1905, hvor Gorkij blev arresteret i forbindelse med Den blodige Søndag den 9. januar. Han havde skrevet en brændende og kritisk ”Appel til alle russiske medborgere og til den offentlige opinion i alle europæiske lande”. For dette opråb blev Gorkij arresteret. Indignationen i og udenfor Rusland var enorm. ”Red Gorkij”, lød slagordet over hele Europa. Forfattere, kunstnere og videnskabsmænd protesterede. Forfatteren Anatole France mente, at Maksim Gorkij tilhørte ikke blot Rusland, men hele verden. Videnskabsmanden og nobelprismodtageren Pierre Curie, kunstnerne Auguste Rodin, Claude Monet og mange andre stemte i. Selv den portugisiske konge Don Pedro udtalte sig positivt om revolutionens poet. I New York opførtes på Metropolitan Gorkijs skuespil ”Natteherberget”, nu suppleret med et forspil, der viste digteren sidde ved sit skrivebord i fængselscellen. De russiske aviser bragte samtlige protestytringer, og Gorkij blev løsladt.
Såfremt Maksim Gorkij (1868-1936) i dag er kendt, er det først og fremmest for sit skønlitterære forfatterskab. Det vil sige for de skitser og fortællinger fra det russiske folkedyb, som han debuterede med i 1892, og som i 1898 samledes i bogen ”Skitser og fortællinger”. Samt ikke mindst for den vidunderlige erindringstrilogi, der udkom og erobrede hele den litterære verden i de første årtier af forrige århundrede. Og som kom på dansk under titlerne ”Barndom” (1916), ”Mellem fremmede” (1918) og ”Læreår” (1923).
Mindre kendt er Gorkijs rolle som agitator, som aktiv kulturarbejder og som publicistisk skribent og udgiver. Men grundlæggende dyrker Gorkij i alle genrer - fra de skønlitterære til de publicistiske - de samme temaer. Som er det lille menneske, der kommer i klemme i samfundsmaskineriet. Men det er også Kvinden med stort k, dvs. et romantiseret og næppe i virkeligheden eksisterende kvindebillede. Det er kvinden som symbol og som alt levendes oprindelse. Modelleret over den lille Maksims højt elskede bedstemor (babusjka), i hvis hus han tilbragte det meste af sin korte barndom. Men også kunsten og kulturen i al dens fremtrædelsesformer er tilbagevendende temaer i Gorkijs publicistik. Det er kulturen som opdragelsesmiddel. Det er forfatterens klare og tilbagevendende opfattelse, at kultur i bredeste forstand – som oplysning, som bøger, som kunst og som adfærdsformer – er forudsætningen for et bedre samfund og for, at mennesket kan rejse sig fra samfundets bund og blive en bevidst, aktiv, skabende og medlevende faktor i samfundsmaskineriet.
Sin litterære debut fik Gorkij som 24-årig i 1892. Ved samme lejlighed udskiftede han sit føde- og døbenavn Aleksej Maksimovitj Pesjkov ud med pseudonymet Maksim Gorkij, det vil sige Maksim den bitre. Hans baggrund var en opvækst i fattige kår hos en gudfrygtig bedstemor og en brutal bedstefar. Som ung vagabonderede han blandt samfundets udstødte i det sydlige Rusland – det er det liv, som Gorkij kaldte sine universiteter, og som i forfatterens frihedsdrømme og i romantisk forklædning leverede stof til Gorkijs mangeartede skriverier. Bønder og handelsfolk er i hans optik konsekvent snæversynede og grådige, mens vagabonder og andre af samfundets udstødte og frie fugle er bærere af forfatterens egne drømme om det frie og rigtige samfund. Det kunne være falskspillere og andre svindlere, det kunne også være ruinerede håndværkere, relegerede studenter, deserterede soldater, tyve og mordere. Gorkijs personer bevæger sig udenfor samfundet eller i dets udkant, de er vrede på livet. De har en hånlig attitude til alt, en sorgløs attitude til sig selv og er tilsyneladende til ingen nytte.
Gorkij traf Lenin første gang i Skt. Petersborg i 1905. Nære venner og fortrolige blev de aldrig. Dertil var deres temperamenter alt for forskellige. Lenin knyttede sig kun til mennesker, som han vidste, han kunne bruge eller misbruge i det revolutionære arbejde. På kort form var Lenin realisten og kynikeren overfor romantikeren og humanisten Gorkij. Bolsjevikføreren kunne bruge forfatterens popularitet i den russiske befolkning, mens Gorkij var imponeret af Lenins stringente måde at tænke på. Forfatteren troede – ofte alt for rosenrødt - på individet, på friheden og kunstens uafhængighed. For politikeren Lenin var folket blot et anonymt begreb, der skulle bruges i den revolutionære kamp – han troede på partiet og diktaturet. Frihed og kunst var i hans optik udelukkende begreber, der skulle ses, bruges eller misbruges som funktioner af klassekampen.
Gorkijs dybe interesse for og varme medfølelse for mennesker gjorde det svært for ham at blive en rettroende partisoldat. I Gorkijs optik forudsatte den ydre revolution en indre omdannelse af menneskets sind - en omdannelse, der blandt andet skulle befordres af kulturens brede vifte af tilbud. Lenin havde kun foragt til overs for sådanne sentimentale tanker og kaldte på et tidspunkt i den anledning Gorkij for et fæhoved. Men denne holdt fast i sit. Mormorens kærlighed og varme havde været omdrejningspunktet i Gorkijs barndom. Han havde tidligt lagt afstand til den officielle kirkes ydre ritualer og dens opfordring til at være den verdslige magt underdanig. Men religionen som åndeligt pejlemærke og i den elskede mormors naive og barnlige aftapning beholdt han.
Gorkij havde en svaghed for Lenins rationalisme. Lenin havde sin teori, Gorkij sin humanisme. Hvor dårlig og ugennemtænkt hans marxisme end var – så ville han også gerne være en del af historien og ikke nøjes med at stå udenfor. Derfor kunne han ikke befri sig for forestillingen om de historiske begivenheders uundgåelighed. Frem for alt udholdt han ikke tanken om at blive efterladt på historiens sidelinje. Derfor søgte han, hvor magten var.
Men Gorkijs spontane menneskelighed, hans afsky for vold og frem for alt hans brændende entusiasme kom gang på gang i konflikt med rationaliteten – med revolutionens konkrete ansigt og manifestationer. Gorkijs konstante søgen efter fællesskab, hans personlige forfængelighed og ønsket om at spille en rolle – det var de faktorer, der fik ham til at indgå en pagt med en modstander, som han mente at have gennemskuet, og som han havde kæmpet imod. Gevinsten var for fristende. Han fik mulighed for at arbejde positivt og hjælpe andre. Hans forsøg på at tale til bolsjevikkerne om samvittighed og menneskeværd, om demokrati og tolerance endte i fiasko.
Det var under og efter revolutionen, at Gorkij beviste sin humanisme, sit mod og sin selvstændighed. Han troede ikke på, at Rusland med sine 85 % bønder var klar til en socialistisk omvæltning. Især tvivlede han på, at de fåtallige industriarbejdere var tilstrækkelig organiserede og disciplinerede til at overtage samfundet.
Nogle af de voldsomste angreb rettede Gorkij mod Lenin personligt. Han håbede, at arbejderne ville forstå, at Lenin var en koldblodig svindler, der ikke ville tage hensyn til proletariatets ære og liv. Efter indtagelsen af Vinterpaladset i oktober 1917 skrev Gorkij, ”at disse ledere under trusler om hungersnød og vold nu retfærdiggør den enevælde, som vort lands bedste kræfter bekæmpede med store ofre --- denne uundgåelige tragedie bekymrer ikke Lenin det mindste, denne slave af dogmer – ej heller hans tilhængere, som er hans egne slaver”. Gorkij ønskede ikke længere at kalde Lenin kammerat, fremhævede hans mangel på moral. Gorkij forudså, at Oktoberrevolutionen ville føre til et langt værre tyranni end den besejrede tsarisme. I sandhed en korrekt spådom, når man betænker en senere Stalins forvaltning af revolutionens resultater.
Ovenfor er antydet Gorkijs problematiske forhold til magten og dens udøvere. På den ene side lysten til at kritisere de politiske magthavere og på den anden side hans fascination af magten. Gorkij ville være med der, hvor beslutningerne blev taget, og hvor historien ligesom blev til. At blive glemt af historien var en vederstyggelig tanke for Gorkij. Efter at sovjetmagten var en realitet, syntes hans lyst til oprør at være aftagende. En kendsgerning, der i 1920´erne og ikke mindst i det følgende årti gjorde verdensoffentligheden tøvende og mere skeptisk overfor den tidligere så feterede digter.
Gorkij forlod Rusland i 1921 – angiveligt af helbredsgrunde, men den rigtige grund var formodentlig mere modsætningsforholdet til Lenin. Det meste af 1920´erne tilbragte Gorkij på Capri – også efter at Mussolini og hans fascister havde taget magten i Italien. Men længslen efter fædrelandet og lysten til at være med der, hvor historien blev til, trak til stadighed i Gorkij.
I 1932 inviterede Stalin personligt Gorkij til at returnere til Sovjetunionen. Digteren var smigret og indvilgede. Det var jo den politiske magt, der inviterede digteren hjem. Og Stalin kunne notere en betydelig propagandasejr ved at formå Gorkij til at forlade det fascistiske Italien. Året efter sin hjemkomst, i 1933, besøgte Gorkij Hvidehavskanalen og skrev efterfølgende en bog om byggeriet. Heri fremhævede han bl.a. ”den succesfulde rehabilitering af tidligere fjender af proletariatet”. En eufemisme, der i stedet for rehabilitering dækkede over titusinder af politiske fangers og kriminelles død.
I 1934 indvarslede Gorkij en litterær metode, der under navnet ”socialistisk realisme” i de følgende årtier skulle blive en veritabel spændetrøje for den litterære virksomhed. Bestilt arbejde, men det blev også den sidste tjeneste, digteren ydede de politiske magthavere. På det tidspunkt var Gorkij en af tuberkulose syg og affældig mand - på trods af sine kun 66 leveår. I juni 1936 døde han. En død, der har været omspundet med alskens konspiratoriske teorier, men som efter alt at dømme trods alt var naturlig.
<
