I sidste uge kunne Fairtrade Danmark begejstret meddele, at man havde oplevet en omsætningsfremgang på 15% i 2010, og forventer at fremgangen fortsætter i indeværende år. Det skyldes med generalsekretær for Fairtrade Danmark, Judith Kyst ord, at ”Langt de fleste danskere vil gerne gøre noget for en bedre verden. At købe Fairtrade-mærkede varer er blevet en konkret ting, de kan forholde sig til.”
Argumentet for at købe Fairtrade mærkede varer er, at den internationale handel (læs markedskapitalismen) er til skade for de fattige. Markedspriserne er ”uretfærdige” og derfor skal forbrugerne være gode mennesker og betale overpris for deres kaffe, bananer, t-shirts osv. Dermed transformeres forbrugeren fra at være et ”ondt menneske”, der udnytter andres fattigdom, til et "godt menneske", der medvirker til ”gennem handel skridt for skridt at forbedre arbejds- og levevilkårene for nogle af verdens fattigste bønder og arbejdere i Afrika, Asien, Syd- og Mellemamerika,” - som det fremgår af Fairtrade Danmarks hjemmesider.
Fairtrade har med andre ord grundlæggende en (socialistisk) fordelingspolitisk dagsorden og lider under den almene vildfarelse, der især er fremherskende på venstrefløjen, at handel på markedsvilkår er et nulsumspil. En forestilling der har givet anledning til sejlivede myter som f.eks., at de rige bliver rige og de fattige bliver fattigere osv.
Godt nok har den historiske udvikling været det stik modsatte - den globale ulighed er faldet markant. Men fakta har som bekendt aldrig kunne ryste den hellige i troen. At det skulle gavne nogle af verdens fattigste bønder og arbejdere, at man køber fairtrade mærkede produkter er nok mere end tivlsomt.
Vi har tidligere set hvordan Fairtrade har kritiseret f.eks. Vietnam, der i 1990erne gjorde deres indtog på kaffemarkedet. Begrundelse var direkte, at det truede indtjeningen hos bl.a. mærkningsordningen mexikanske kaffeproducenter. Hvordan man fandt det foreneligt med formålet om at bedre vilkårene for nogle af verdens fattigste bønder og arbejdere, givet at Mexico er væsentligt mere velstående end Vietnam står hen i det uvisse.
Samtidig er det formentlig de færreste der er klar over, at der er en række omkostninger forbundet med at komme ind under mærkningsordningen. Vi kan derfor i realiteten være sikre på at verdens fattigste bønder og arbejdere IKKE har mulighed for at deltage.
Et andet spørgsmål er naturligvis hvor meget af den overpris, som forbrugerne betaler, der egentlig når ud til de bønder og arbejdere som det hele handler om. På det punkt er den maglende dokumentation fra Fairtrades side slående. Tilsyneladende er forbrugere der køber ”etisk”, ligeglade med hvor meget - om nogen – forskel deres køb af fairtrade mærkede produkter gør.
Det er også slående, at organisationer som Fairtrade og andre indenfor ”feel-good” industrien, tilsyneladende tror at hele verden drejer rundt om USA og Europa. Man er tilsyneladende ikke er klar over, at der også findes forbrugere i den 3. verden. Det kommer måske som en overraskelse, men prisen på et kg kaffe er stort set den samme i Brasilien som i Danmark (når der ses bort fra transportudgifterne samt skatter og afgifter).
Jeg beklager hvis mit indlæg ødelægger illusionen om, at man kan tilrettelægge sit forbrug således, at man gavner ”fattige mennesker mest muligt". For at kunne foretage et sådan valg, ville det kræve, at man vidste hvor produktion og dyrkning fandt sted under de mest usle vilkår. For jo værre vilkår mennesker accepterer at arbejde under, jo værre må vi gå ud fra at alternativet er.
Og det eneste der på sigt kan forbedre vilkårene er, at efterspørgslen efter arbejdskraft stiger tilstrækkeligt til at arbejdsgiverne - alt andet lige - er nød til at forbedre vilkårene for at tiltrække tilstrækkeligt med arbejdskraft.
Heldigvis er det ikke nødvendigt at spilde sin tid med den slags overvejelser. Det er nemlig gennem vores almindelige forbrug – drevet af egennyttetn – at vi gør mest godt for verdens fattige.
Hvad alverdens gode intentioner ikke er i stand til, sker på forunderlig vis helt automatisk, når mennesker får lov til at arbejde, producere og handle på almindelige markedsvilkår.
Udbredelsen af fri handel og markedskapitalisme er bestemt ikke et nulsumsspil, som fortalerne for Fairtrade systemet tilsyneladende tror. Den har været afgørende for millioner af menneskers vej ud af fattigdom. Man kan med rette kritisere Kina for mange ting. Men der er umuligt at komme uden om det faktum, at reformerne i Kina i 1970erne og den efterfølgende deltagelse i den internationale arbejdsdeling har været helt afgørende for den eksplosive velstandsudvikling man har oplevet.
I begyndelsen af 1980erne var levestandarden i Kina således fortsat på niveau med Danmarks i begyndelsen af det 19. århundrede, mens den i dag er på niveau med velstanden i Danmark i midten af det 20. århundrede. Med andre ord har man på 30 år gennemløbet samme velstandsudvikling, som vi var 150 år om.
Og ser vi på udviklingen i Latinamerika - hvor mange af Fairtrade ordningens produkter kommer fra -har markedsreformer og handel også spillet en afgørende rolle. Tidligere var det Chile, der gik fra at være en stagnerende lukket økonomi til at blive regionens rigeste og frieste. I indeværende årtusinde har Peru, igen baseret på markedsreformer og handel, været den vestlige halvkugles hurtigst voksende økonomi.
Det er prisværdigt at mange mennesker gerne vil gøre noget godt for verdens fattige. At betale overpris er dog ikke vejen frem. I bedste fald har det ingen betydning for velstandsudviklingen i den fattige del af verden. I værste fald (hvis mærkningsordningen fik succes) ville det være en katastrofe.
Verden bliver ikke et bedre sted for verdens fattige, hvis vi render rundt og dulmer en indbildt/påduttet dårlig samvittighed ved at købe særligt mærkede produkter. Mens man lover os adgang til paradis ved at lave indkøb om til en god gerning, er det man reelt sælger "Feel-good Do-bad" produkter. Skal verden være et bedre sted at leve for verdens fattige, kræver det, at vi arbejder for at øge vores egen velstand og dermed skaber basis for et højt forbrug af produkter fra den 3. verden - Ikke det modsatte, som vist er idealet i miljøet omkring Fairtrade og lignende organisationer.
