Så ruller den årlige Danmarks Indsamling igen.
Danskerne er forsamlet foran husalteret, og der sættes tiltag igang landet rundt, til støtte for et godt formål - i år, i form af 12 konkrete projekter i 11 afrikanske lande.
Hele toppen af Danmark stiller op, politikere, skuespillere og sangere, alle for at appelere til det gode i os, godt krydret med billeder af lidende børn, som skal få os til at sende et bidrag.
Det kan ingen da være imod, det handler om at give af et godt hjerte, til mennesker i nød, og Anne Linnet synger så yndefuldt midt i X-factor, om solidaritet, og om at os der har, jo må dele ud af vores overskud.
Jeg er HELT enig, i at vi skal hjælpe de svage. Jeg er derimod stor modstander, af den måde vi gør det på, med showbizz og feelgood-tv.
Afrikas problemer er vi i vesten i stor stil skyld i, ikke bare historisk men også idag. Prøv at Google, "EUs landbrugssubsidier skyld i fattigdom", "Palmeolie ødelægger livet for millioner i Afrika" eller "Udnyttelse af naturressourcer" - blandt andet er kobber et kæmpe problem.
Dvs. at mens vi indsamler midler, så betyder vores førte politik, at udviklingen tvinges i den modsatte retning, eller som minimum holdes status quo. Mange af de virksomheder som pudser glorien i Danmark, ved at sende store økonomiske bidrag til indsamlingen, udnytter de fattige lande og deres ressourcer. Vi sidder alle foran TV-alteret, og føler os ihh så gode.
Det beløb vi indsamler er en dråbe, i forhold til de konsekvenser, som betydningen af EUs landbrugssubsidier har. Disse betyder at overskudsproduktion i Europa, gives væk eller sælges til dumpingpriser i Afrika, som medfører at lokale bønder ikke kan være konkurrencedygtige, og dermed fastholdes i fattigdom.
Det ligner næsten en konspiration, at vi holder gang i hjulene, ved at sørge for fortsat fattigdom, så vi et par gange om året, kan få vores dose af velgørenhed.
Ønsker vi vitterlig at hjælpe vores medmennesker i den 3. verden, er det nogle helt andre tiltag som skal til, nogle tiltag som vil betyde, at vores hverdag også forandres.
Når det gælder landbrugssubsidierne, vil det blandt andet medføre, at vi skal betale mere for vores fødevarer end i dag - vil vi det?? EU sender idag 121 mia. ud til de europæiske landmænd - primært de store industrilandbrug, og denne politik, er direkte med til at fastholde Afrika i fattigdom.
For mig at se, var TV-tiden langt bedre brugt, på at vise konsekvensen af vores politik i Afrika, og derigennem tvinge os til at tage stilling. Ikke til om vi vil bidrage med 150 kr., men ved at vores hverdag også ændrer sig.
Mit bidrag bliver denne post, i håb om at bare nogle få, vil være med til at bringe budskabet videre, om den gang kejserens nye klæder vi er vidne til.