I fodboldens verden giver en sådan overskrift ikke mening. For naturligvis er noget sådan ikke muligt. Det burde det i hvert fald ikke være. Når resultaterne udebliver giver det ingen mening at fyre alle spillere - alene af praktiske årsager må man nøjes med enten træneren eller enkelte udpegede spillere. Men for hverken DBU eller Morten Olsen har dette været aktuelt.
Det danske fodboldlandshold bød under sommerens verdensmesterskab på et bundniveau af hidtil ukendte højder. Sportsjournalister og almindelige dødelige havde inden kampene undret sig over hvordan og hvorfor det kunne lade sig gøre, at spillere uden kamptræning eller spillere med mildest talt dykkende formkurver kunne få sig en plads i Hr. Olsens bruttotrup. Umiddelbart måtte der jo eksistere unge eller rutinerede spillere i Danmark. Hvorfor ikke prøve noget spektakulært, frem for altid at genbruge gamle stjerner. Det skete ikke og resultater af landstrænerens dispositioner behøver jeg vist ikke opremse her.
Hvilke spillere der gjorde det godt eller skidt under VM er ret ligegyldigt nu, men det der interesserer mig, er den dybt underfundige mangel på selvkritik, som spillerne og træneren både på egne og på holdets vegne har givet udtryk for siden landsholdets boykot af pressen. Efter sejren over Portugal (i kvalifikationen til VM) lød den korte pressemeddelelse sådan: "Vi har valgt at dele triumfen med tilhængerne." Det var et vink med en vognstang om, at dagspressen i hvert fald ikke var tilhængere, og det skulle tilsyneladende gå ud over de tilhængere som i røg og damp støttede det danske landshold. Mange undrede sig over spillernes reaktion. Nogen på holdet måtte så absolut have en noget anderledes forståelse af virkeligheden. Angiveligt også en anderledes forståelse end DBU som kaldte den kollektive spilleraktion uacceptabel. Om DBU's ledelse fuldstændigt var ude af trit med spillereglerne i medierne eller om landstræneren og kommunikationschefen var under så stort pres, at de havde svært ved at passe deres arbejde, må jeg lade stå ubesvaret hen.
Måske havde fodboldstjernerne glemt, at stikker man gumpen frem i medierne, så får man taget temperaturen. Noget kunne tyde på det. I følge daværende anfører Jon Dahl Tomasson (JDT) kunne spillerne sagtens tåle kritik, men den havde hverken været nuanceret eller respektfuld. Og mellem linjerne insinuerede han, at pressen skulle prise sig lykkelig over at spillerne overhovedet havde lyst til at svare på journalisternes spørgsmål. At JDT og andre indflydelsesrige spillere opførte sig som fornærmede skoledrenge og dikterede, at ingen fra truppen måtte udtale sig til pressen efter kampen, kan efter min bedste mening kun kategoriseres som mangel på professionalisme og en indgroet idé om, at holdet er alting og individet ingenting når det drejer sig om vurdering af egen indsats. Hele affæren viste tydeligt, at fodboldspillere er alt for forvænte, når det gælder offentlig omtale. For kunne man på nogen måde forestille sig, at politikerne boykottede pressen, fordi den gik lidt for kritisk til værks, når den satte politikernes præstationer under lup? Selvfølgelig kunne man ikke det, for politikere ved udmærket godt, at livet i mediernes spotlight kan være meget barskt og direkte. Og kunne man omvendt forestille sig, at politikere fik lige så ligegyldige spørgsmål, når de går ud fra en forhandling, som de tåbeligheder, sportsfolk nogle gange bliver stillet, når de forlader banen? Næppe.
Set i lyset af Tomassons beskyldninger mod TV2 om personlig forfølgelse, som tidligere landsholdsspiller Flemming Povlsen (han var selv hårdt ramt af måltørke i en lang periode på landsholdet) rubricerede som det rene vrøvl, skulle man tro, at det efterfølgende generationsskifte (mere eller mindre iværksat af flere spilleres selvpensionering) også ville medføre et mentalitetsskift, men det synes ikke at være tilfældet. Tværtimod har den mildest talt lidet imponerende begyndelse på kvalifikationen til EM afsløret, at både landstræneren og de nye spillere ikke har taget ved lære af fortidens synder. Morten Olsen har stadig attituden, at han ikke rigtigt orker at diskutere dårligt spil og nederlag med journalisterne. Og spillerne taler kun i neutralt sprog om hvad der kan gøres bedre. Det virker til tider som om, at landstræneren og hans spillere deltager i en helt andre kampe end de, de tilstedeværende roligans og entusiaster overværer på stadion og ser på TV hjemme i stuerne. Men det at være træner, er med sportschefen i AGF Brian Steen Nielsens ord: "jo heller ikke en videnskab", og derfor er det let for u(den)forstående at kritisere.
I mine øjne er fodboldlandsholdets uselvkritiske indstilling et spørgsmål om vindermentalitet samt det klassiske spørgsmål om hønen og ægget. For er det spillernes fodboldopdragelse i klubberne, fra de er lilleputter til seniorer, der bidrager til at skabe en særlig holdkultur hvor man er forhippet på, at individet intet er uden holdet, og netop af den grund betragtes det som en afvigelse fra normen eller direkte insubordination, hvis man udtaler sig kritisk individuelt? Eller er det ganske simpelt hen Olsens ledelsesstil som skaber rammerne for hvor kritisk en spiller må være taget holdets homogenitet taget i betragtning? Er der tale om det førstnævnte så kan det være en del af forklaringen på, hvorfor adskillige danske fodboldspillere har svært ved at opnå spilletid i deres udenlandske klubber. Er det sidstnævnte så har det danske landshold et trænerproblem, og det må fremstår som en gåde, at den nuværende landstræner har siddet på posten siden 2000. Er det en kombination af begge så bør hverken træneren eller spillerne være fredet. Jeg håber naturligvis, at ingen af delene er tilfældet, og at fodboldlandsholdet gør mine antagelser til skamme og benytter sig af de muligheder, som holdet stadig har i de kommende kampe.
