Lars Hedegaard er blevet dømt for racisme. Han har sagt noget i generelle vendinger om nogen, som må betegnes som stærkt nedsættende og negativt.
Han har sagt det i en privat sammenhæng, men den omstændighed, at udtalelserne er kommet til offentlighedens kendskab gør, at det er alligevel må betegnes som udtalelser i det offentlige rum. Sådan vurderer retten det i hvert fald.
Lars Hedegaard har sagt noget virkeligt alvorligt om en bestemt gruppe mennesker, nemlig muslimer, at de foretager sig nogle ting ved deres børn, som efter den almindelige strafferet er strafbart i sig selv. Han har argumenteret med, at, det er noget de gør, på grund af deres religion. Deres religiøse skrifter tilsiger dem/giver dem simpelthen lov til at gøre den slags ved deres børn og andres børn i familien. Der er ganske grove beskyldninger, og skulle i og for sig tale for sig selv. Forstået på den måde: at kunne Lars Hedegaard føre sandhedsbevis for sine påstande, så ville det være et alvorligt problem for muslimer i Danmark og kan man tilføje - et alvorligt problem for det danske samfund.
Lars Hedegaard har ikke været i nærheden af at kunne føre det, der ligner sandhedsbevis for sin påstand om en bestemt generel adfærd blandt muslimer, dikteret af deres religiøse skrifter. Derfor må man sige, at hans udtalelser burde have været uudtalt. Så snart de var dukket op i det offentlige rum, og senest, da Lars Hedegaard havde fået tid til at undersøge, om han kunne komme med skellig belæg for sine synspunkter, skulle han have trukket sine udtaleler tilbage og givet muslimerne en undskyldning i det offentlige rum.
Dette skulle han gøre, efter min mening, ikke pga. nogen tåbelig lov, der forbyder folk at sige det ene eller andet af hensyn til følelser og den slags - for vi har jo lovgivning til at tage sig af direkte påviseligt urigtige påstande -, men ene og alene fordi, det er sådan noget man gør i et samfund, hvor man giver og tager med fynd og klem, men også er mandfolk nok til at stikke en undskylding, når man er gået for vidt, og ikke har haft sine argumentation og dokumentation i orden.
På grund af den slags udtaleler, der ikke er belæg for, samt den grundlæggende afsporing af debatten om ytringsfriheden, som Flemming Rose har sørget for, nemlig den, at vi skal tale negativt om, at alle skal tåle hån, spot og latterliggørelse, er vi nu kommet langt bort fra den oprindelige og meningsfulde og meget vigtige debat om ytringsfriheden, som handler om, at vi giver hinanden håndslag på, at vi ikke accepterer trusler om vold, voldsudøvelse og mord, som tilladte argumenter og debatmetoder, hverken i vort eget samfund, men heller ikke, hvis sådan noget påduttes andre i andre lande, eller søges importeret hertil.
Lad os nu komme tilbage til det oprindelige spor i debatten!
