"Mor Nille er en sten". Den unge Rasmus Berg fra Holbergs fantastiske Erasmus Montanus argumenterer for, at morlille er en sten ved at fremføre denne logiske fejlslutning. "En sten kan ikke flyve. Morlille kan ikke flyve. Ergo er morlille en sten!"
Mor Nille kan ikke komme med et modargument, og pludselig er stakkels grædende morlille blevet til en sten, selvom vi alle ved, at det er hun selvfølgelig ikke. Tænk at være i morlilles situation, hvor den alvidende institution i dette tilfælde eksemplificeret ved Erasmus Montanus beslutter sig for, at du er en sten, og i mangel på bedre modargumenter, så reduceres du til en sten.
Selvom ovenstående er taget ud af fiktionens verden, så er det alligevel ved at blive til dansk virkelighed, idet Villy Søvndal og SF foreslår at indføre omvendt bevisbyrde, når det gælder multinationale selskabers skattesager. Så kan den alvidende institution beslutte sig for, at et multinationalt selskab er en sten, og hvis de ikke har argumenterne klar, så opkræver vi et antal skattekroner efter den alvidende institutions overbevisning, hvorefter vi kaster stenen direkte ud i Øresund.
Jeg tror ikke, at der findes nogen, som synes, at det er tiltalende, at multinationale selskaber undlader at betale skat. Alligevel er det fuldstændigt forkasteligt, at omvendt bevisbyrde skal introduceres i et retssamfund som det danske. Vi skal tænke på, at de multinationale selskaber stadig sikrer rigtig mange arbejdspladser, og for hver enkelt arbejdsplads sikres den danske statskasse et bedre resultat. At drive klapjagt på multinationale selskaber og derved risikere, at arbejdspladser udlægges til andre lande, det kan på ingen måder være et smart træk for hverken Villys kernevælgere eller for den danske økonomi. Vi skal selvfølgelig sikre, at disse store multinationale selskaber forbliver i Danmark med mange arbejdspladser til følge, og samtidig skulle vi gerne sikre, at de også bidrager til statskassen i form af indbetaling af selskabsskat. Dette kunne eksempelvis gøres ved at sænke selskabsskatten, hvilket ikke kun vil have en gavnlig virkning på de multinationale selskabers skattebetaling i Danmark.
Den omvendte bevisbyrde er et farligt skridt i en retning, som ingen i virkeligheden har lyst til gå. Henrik Sass er f.eks. lige blevet anklaget for at have købt narko, og kan han ikke bevise, at han IKKE har købt det, så må han ifølge Villy Erasmus Søvndals logik jo være skyldig indtil han kan modbevise påstanden. At introducere den omvendte bevisbyrde er et skråplan, som vi ikke skal entrere.
Med Søvndals egen logik kommer jeg til denne logiske slutning: "En sten kan ikke tænke. Villy kan ikke tænke. Ergo Villy er en sten". Indtil videre har Villy Søndal ikke bevist, at han har nogen tankevirksomhed, og jeg er ret sikker på, at han aldrig nogensinde kan løfte den omvendte bevisbyrde. Villy du er en sten!
