Vi - de rige svin

Definitionen af hvornår man er "rig" er skredet gevaldigt, siden Søvndal og Thorning fandt sammen

_slettet_bruger_5455

14/01/2011

Definitionen af hvornår man er "rig" er skredet gevaldigt, siden Søvndal og Thorning fandt sammen.

Det er tydeligt, at de har udset sig en målgruppe, som skal lægges for had, og som man kan stille op som fjendebilledet. Retorikken er kynisk og bevidst udtænkt.

Jeg og min familie lever i et helt normalt villakvarter i et helt normalt hus og har helt normale og velfungerende børn. Alt i alt lægger vi ikke samfundet til last.

Tværtimod har jeg en årsindkomst på godt 1 mio. kr. og betaler, nok fordi jeg ikke rigtig benytter mig af mulighederne for at sænke skatten, omkring en halv mio. kr. i skat.

Det er sådan nogen som mig, Helle og Villy tænker på, når de hetzer de såkaldt "rige". Jeg kan se i statistikkerne, at der er meget, meget få mennesker i dette land, som har en højere indtægt end mig. Så jeg må pr. definition være en del af dem, Helle og Villy hader og bruger til at udstille som det fælles fjendebillede med henblik på at få sig selv valgt til regeringskontorerne.

Min selvopfattelse ligger milevidt fra hvordan de opfatter mig. Faktisk bliver jeg egentlig både lidt stødt og såret over, at det er mig med mit kæmpestore bidrag til den fælles kasse, som skal gøres til et problem.

Det gør mig vred, frustreret og irriteret, at jeg ikke har lov til at sige, at jeg godt nok synes, at jeg betaler rigtig mange penge i forvejen i skat. Men Helle og Villy vil have endnu flere af mine penge - samtidig med at de håner mig som et dumt, rigt og asocialt svin, der kvier sig ved udsigten til at skulle af med endnu flere penge.

Jeg anser mig selv og mange andre i min indkomstgruppe for en væsentlig del af velfærdssamfundets og dansk økonomis rygrad. Men Villy og Helle omtaler hele tiden mig og os, der knokler hårdt og tjener godt som et problem. Vi er underligt nok blevet et problem, som man bare skal have lukket munden på. Vi fortjener ikke skattelettelser, selvom mit nettobidrag til samfundskagen er mindst 700.000 kr. i forhold til en arbejdsløs. Men det er de arbejdsløse, der har al omsorgen, venlige tanker og medlidenhed.

Jeg vil ikke have medlidenhed. Men jeg vil faneme have respekt. Respekt og anerkendelse for at der er forskel på om man holder godt gang i samfundshjulene eller ej. Det er gået mig godt. Jeg har brudt den sociale arv og kommer fra de laveste niveauer i samfundet. Men Helle og Villy synes jeg er et rigt svin. Og nu vil Villy så ovenikøbet gøre op med princippet om lighed for loven ved at jeg skal betale større bøder for samme lovovertrædelse som den arbejdsløse.

Jeg kan kun sige til jer Villy og Helle, at med alle de signaler I sender om de "rige", skaber I ikke ligefrem en motivation hos folk til at vil gøre det godt og klare sig selv. Det er ikke anerkendelsesværdigt længere med jeres attitude. Men I går den helt forkerte vej, for vi skal have mange flere til at gøre det godt, betale meget i skat og klare sig selv. Det er dem, der skal have skulderklap. Og det er dem, der gerne vil gøre det samme, som skal have et skub. Det er dem, der skal i fokus hele tiden. I skal se at finde ud af, hvordan vi skaffer penge til dette lands mange ydelser og ikke hvordan I hurtigst muligt kan bruge pengene.

I det klima som Villy og Helle er ved at skabe og som de borgerlige løber med på, når de lader sig kyse af S og SFs skræmmesnak om skattelettelser, så er der ikke noget underligt i, at en Lars Seier Christensen forlader landet. En person der har bidraget med enorme summer til statskassen bliver bare hånet og lagt for had af venstrefløjen.

Forstår I på venstrefløjen da ikke, at I er hunde, som hele tiden bider i de hænder, der fodrer jer? 

Kilde: