Venstres Ungdom – en uafhængig politisk institution. Stiftet i 1908, død og begravet i 2010.
Venstres Ungdoms historie er stolt og traditionsrig. Den går helt tilbage til før partiet Venstre blev stiftet. Faktisk er VU 12 år ældre end Venstre. I VU har det altid været vigtigt for – i særdeleshed – den mest liberale del af foreningen at værne om den partipolitiske uafhængighed, som har været et gennemgående træk for foreningen i al dens levetid. Der er store dele af foreningen, for hvem ordet ”Venstre” er et synonym med et mislykket borgerligt projekt. Uafhængigheden har samlet VU, netop fordi uafhængigheden til Venstre har været den paraply, som har kunnet sikre anarkister, småborgerlige og politikere in spe fælles fodslag.
Efterhånden må man erkende, at de tykke vægge til Venstre er brudt ned. Nogle vil sige, at det har været længe undervejs, og det er der nok noget om. Efterhånden har VU udviklet sig til Venstres politikerskole. Et hurtigt kig ned af formandslisten vil vise, hvor stor en del, der senere har gjort politisk karriere for Venstre: Thomas Banke, Torsten Schack, Karsten Lauritzen, Peter Christensen, Carl Holst, Kristian Jensen, Claus Horsted… For bare at nævne de nyeste tilfælde af Venstre-politikere, der har gjort deres karriere gennem VU.
D. 8/6 fik den nuværende formand, Jakob Engel Schmidt, sin kreds i Lyngby, som han længe har jagtet. Uden at det dog får ham til at overveje sin stilling i VU. Uafhængighed? Tvivlsomt.
Jeg synes, at udviklingen er uheldig. Mest fordi, at det risikerer at dræbe foreningen. Mit umiddelbare bud er, at et sted mellem hver tredje og hver fjerde aktive VU’er ikke ligefrem har sympati med Venstre – dette er naturligvis blot mit personlige skøn. Uanset hvad, så er det i hvert fald ikke en ubetydelig andel. Men denne andel vil efterhånden forsvinde, for hvad er der tilbage at kæmpe for i en forening, der er drevet af Venstre? Hvad er der tilbage af værdighed, integriteten og uafhængigheden, når man er reduceret til partisoldater for et mislykket og misforstået projekt? Hvordan skal det hænge sammen økonomisk og organisatorisk, hvis man udvander den store minoritet af medlemmer, der foragter Venstre? Og ikke mindst; hvilke interessekonflikter vil det ikke føre til?
Jeg tror ikke, at skuffelsen har været mindre tidligere, da aktive VU’ere i de ledende organer har meldt sig under fanerne, men i modsætning til tidligere er der andre liberale organisationer og ungdomsorganisationer. Et faktum, som jeg tror lige så stille vil dræbe VU som en bredt favnende forening med integritet.
Hvilken ironi det ikke er, at det er den frie konkurrence, der skal dræbe en liberal forening!
Venstres Ungdoms historie er stolt og traditionsrig. Den går helt tilbage til før partiet Venstre blev stiftet. Faktisk er VU 12 år ældre end Venstre. I VU har det altid været vigtigt for – i særdeleshed – den mest liberale del af foreningen at værne om den partipolitiske uafhængighed, som har været et gennemgående træk for foreningen i al dens levetid. Der er store dele af foreningen, for hvem ordet ”Venstre” er et synonym med et mislykket borgerligt projekt. Uafhængigheden har samlet VU, netop fordi uafhængigheden til Venstre har været den paraply, som har kunnet sikre anarkister, småborgerlige og politikere in spe fælles fodslag.
Efterhånden må man erkende, at de tykke vægge til Venstre er brudt ned. Nogle vil sige, at det har været længe undervejs, og det er der nok noget om. Efterhånden har VU udviklet sig til Venstres politikerskole. Et hurtigt kig ned af formandslisten vil vise, hvor stor en del, der senere har gjort politisk karriere for Venstre: Thomas Banke, Torsten Schack, Karsten Lauritzen, Peter Christensen, Carl Holst, Kristian Jensen, Claus Horsted… For bare at nævne de nyeste tilfælde af Venstre-politikere, der har gjort deres karriere gennem VU.
D. 8/6 fik den nuværende formand, Jakob Engel Schmidt, sin kreds i Lyngby, som han længe har jagtet. Uden at det dog får ham til at overveje sin stilling i VU. Uafhængighed? Tvivlsomt.
Jeg synes, at udviklingen er uheldig. Mest fordi, at det risikerer at dræbe foreningen. Mit umiddelbare bud er, at et sted mellem hver tredje og hver fjerde aktive VU’er ikke ligefrem har sympati med Venstre – dette er naturligvis blot mit personlige skøn. Uanset hvad, så er det i hvert fald ikke en ubetydelig andel. Men denne andel vil efterhånden forsvinde, for hvad er der tilbage at kæmpe for i en forening, der er drevet af Venstre? Hvad er der tilbage af værdighed, integriteten og uafhængigheden, når man er reduceret til partisoldater for et mislykket og misforstået projekt? Hvordan skal det hænge sammen økonomisk og organisatorisk, hvis man udvander den store minoritet af medlemmer, der foragter Venstre? Og ikke mindst; hvilke interessekonflikter vil det ikke føre til?
Jeg tror ikke, at skuffelsen har været mindre tidligere, da aktive VU’ere i de ledende organer har meldt sig under fanerne, men i modsætning til tidligere er der andre liberale organisationer og ungdomsorganisationer. Et faktum, som jeg tror lige så stille vil dræbe VU som en bredt favnende forening med integritet.
Hvilken ironi det ikke er, at det er den frie konkurrence, der skal dræbe en liberal forening!
