Forleden "pitchede" jeg en mulig måde at undgå skat på. Forslaget forblev et forslag, men forhåbentlig kan artiklen åbne andres øjne for, at man kan undgå statens indblanden.
Husk på, at hver gang du bruger penge, så har staten sandsynligvis sin lange snabel nede i din pengepung, Du betaler ikke bare skat af din indkomst, men tillige af de penge, staten allernådigst lader dig beholde. Enhver privat udgift er pålagt moms. Når du betaler 100,- for noget, ryger der 20 kroner direkte i statskassen. Alle varer, som sælges til private, er pålagt en statslig skat på 25%. Når du køber en computer til 10.000,-. ryger minimum de 2000,- lige ned i statskassen.
Og moms er bare toppen af isbjerget. De fleste varer, fra ost til biler. er pålagt yderligere skatter. Alligevel er det eneste, du højlydt brokker dig over, din årsopgørelse. På mandag tøffer du igen forbi Føtex, Brugsen eller Irma og henter det, du mangler.
Lad mig komme med et forslag: Køb ind hos dem, der ikke betaler moms, Spørg håndværkeren, om han kan udføre arbejdet uden regning. Hvis ikke han kan, så find en anden. Brug dem, der ikke gider finder sig i at blive plyndret af staten.