Historien om Kære Børn i Odense, der hverken må sælge sutteflasker eller barnevogne, mens naboen gerne må.
Livet som forældre er fyldt med overraskelser. De fleste er heldigvis positive og livsbekræftende, men det sker desværre også, at uventede oplevelser er chokerende, forfærdelige og meningsløse. Det skete for min kone og jeg forleden.
Vi var ude for at købe en sutteflaske til vores datter. Den helt særlige model, som passer sammen med familiens øvrige babyudstyr, var desværre udsolgt. »Pyt med det,« tænkte faderen, »der er nok mere end en enkelt driftig forretningsmand, som har fundet på at sælge sutteflasker«. Og ganske rigtigt: Vi behøvede ikke lede længe, for lige ved siden af lå såmænd endnu en babyudstyrsbutik. Således satte to håbefulde forældre foden indenfor i Kære Børn på Tagtækkervej i Odense og omtrendt følgende scene udspillede sig:
»Hvad kan jeg hjælpe med,« sagde en imødekommende ekspedient.
»Vi vil gerne se på en sutteflaske,« sagde den håbefulde fader, som fornemmede, at en handel var indenfor rækkevidde.
»Vi sælger desværre ikke sutteflasker – det må vi ikke for kommunen,« sagde ekspedienten med en påfaldende træthed i stemmen, der vidnede om, at denne besked var blevet givet rigtig mange gange.
Et par dage senere taler jeg i telefon med Hanne Marcussen, som ejer butikken i Odense. Hun fortæller, at der hverken må sælges sutteflasker, barnevogne eller andet baby- og børneudstyr i butikken. Denne gruppe varer betragtes nemlig ikke som »særlig pladskrævende«, hvorfor planlovgivningens udgangspunkt er, at varerne skal sælges i bymidter eller bydelscentre. I to år har Hanne Marcussen forsøgt at få den nødvendige tilladelse. Indtil videre er den største sejr en tilladelse til at sælge møbler. Således kan man finde børnemøbler i butikken, men man går forgæves efter en lang række produkter, som findes i andre Kære Børn butikker og på kædens hjemmeside.
Med mindre man betragter planloven og kommunens lokalplan som hellige skrifter, så er det meget svært at forstå, hvorfor forældre skal gå forgæves efter sutteflasker og barnevogne hos Kære Børn. Nabobutikken på den ene side forhandler de »forbudte« produkter, mens butikker langs vejen i modsat retning blandt meget andet sælger havestole, håndvaske og hækklippere – alt sammen med kommunens velsignelse.
Som iagttager af forretningslivet får man let det indtryk, at hvis det ikke er eksplicit tilladt at gøre forretning, så er det strengt forbudt. Kan man afvise den tanke, at planlovgivningens vidt forgrenede paragraffer langt hen ad vejen er et uskønt produkt af lobbyvirksomhed og en forvokset offentlig administration? Ser man bort fra ironiske kommentarer i perifære netaviser, så har danske forbrugere ikke meget at takke planloven for. Tværtimod står loven i vejen for mere konkurrence og højere produktivitet, alt imens danskerne betaler de højeste forbrugerpriser i EU.
Jeg er blevet fortalt, at min datter vokser op i verdens ellevte mest frie land og det femte nemmeste land at gøre forretninger i. Hvis det er sandt, hvordan skal jeg så forklare hende, at det er staten der bestemmer, hvor der må handles med sutteflasker? Det bliver ikke let. Det er kun en midlertidig trøst, at hun endnu ikke er gammel nok til at forstå galskaben.
OPDATERING: Denne historie er efterfølgende dækket her:
- 20/4: Planloven bestemmer: Babybutik uden sutteflaske (Fyens Stiftstidende).
- 20/4: Grænsen går mellem nummer 6 og 8 (Fyens Stiftstidende).
- 20/4: To regler for salg af sutter på samme vej (TV2/Fyn).
- 20/4: Babybutik må ikke sælge sutteflasker (TV2).
- 23/4: Rådmand: Alle kan se, at der er noget galt (Fyens Stiftstidende).
- 23/4: Rådmand vil udfordre planloven (TV2/Fyn).
