Af Kristian Bo Eriksen, 180Grader.dk
UGENS VALGBAROMETER: Der er lidt stille om Liberal Alliance for tiden. Partiet er ikke med i forhandlingerne om 2020-planen, for det er kun de partier, der stod bag velfærdsreformen fra 2006, og i de seneste meningsmålinger, er tilslutningen til partiet faldet.
”Vi skal nok komme tilbage. Jeg er enig i den analyse, der siger, at vi altid går tilbage i målingerne, når regeringen kommer med nye forslag til reformer. Det så vi, da regeringen kom med sin genopretningsplan, da Lars Løkke i sin nytårstale foreslog at afskaffe efterlønnen og igen nu, hvor det handler om 2020”, siger politisk ordfører for Liberal Alliance, Simon Emil Ammitzbøll, til 180Grader:
”Men når det så viser sig efter nogen tid, at regeringen og Dansk Folkeparti ikke rigtigt kan levere, kommer vi igen stærkt på banen. Jeg gider ikke lade som om, jeg ikke ser på meningsmålinger. Selvfølgelig gør jeg det. Det gør alle politikere.”
Simon Emil kan betragte 2020-forhandlingerne lidt på afstand.
”Det er godt, at der nu bliver talt om reformer. Om forhandlingerne så fører frem til en aftale, er det svært at spå om. Jeg tvivler på, at de Radikale vil gå med. Under alle omstændigheder mener jeg, forhandlingerne vil efterlade en bred bane for LA.”
Skatten er det nye tabu
”Vi er dem, der siger det, de andre ikke vil høre. Det gjorde vi for eksempel, da vi foreslog en halveringen af dagpengene, som endte med at blive gennemført, og det gjaldt afskaffelsen af efterlønnen, som blev kaldt et politisk umodent forslag, da vi kom med det i sin tid. Nu går selv statsministeren ind for det. Det næste pres kommer på skatten. Alle prøver at lægge debatten død, men hvis vi vil have vækst, skal vi have skatten på arbejde ned på max 40 procent samt have halveret selskabsskatten.”
Simon Emil Ammitzbøll har svært ved at forstå kritikken af LA’s samarbejde med Bæredygtigt Landbrug.
”Vi søger da råd og viden hos mange organisationer. Vi har for eksempel også fået input fra Dansk Industri og Dansk Arbejdsgiverforening og for øvrigt også fra Landbrug og Fødevarer samt mange andre. Det er da kun naturligt. At nogle så oven i købet vil støtte os økonomisk, skammer jeg mig da slet ikke over.”
For LA er strategien op mod valget at sikre sig de afgørende mandater.
”Vi vil gerne gøre VKO til VKO-LA. Det kan godt være, at Dansk Folkeparti og LA ligger langt fra hinanden på den økonomiske politik, men jeg har en positiv opfattelse af DF’s realpolitiske evner. Og det er da klart, at hvis vi leverer stemmer, skal vi også have indrømmelser.”
”Jeg ved ikke, hvornår valget kommer. Jeg vil vurdere, at der er 40 procents chance for et valg i maj/juni og 60 procent chance for et valg i september/oktober. For min skyld kan valget bare komme. Vi er klar til kamp.”
Denne artikel er kommet i stand takket være penge fra 180Graders superbrugere, der har tegnet et abonnement til 39 kr. om måneden. Du kan blive superbruger ved at klikke her.
"Ugens valgbarometer" vender tilbage hver uge frem til valget, hver gang med en ny interviewperson.