Frihedskamp har det ikke været meget af i det islamofascistiske diktatur, Saudi-Arabien. Enhver form for opposition slås ned med hård hånd.
Men nu ser det ud til, at et lille kvindeoprør er undervejs. Den 32 årige Manal al-Sharif, it-ekspert med kørekort fra USA, har udfordret regimet ved at køre bil. I sidste uge blev hun arresteret for at køre bil, selv om hun opfyldte de sociale standardkrav til kvinder i Saudi-Arabien: Hun var iført den kropsmaskerende klædedragt, abaya, hun havde tørklæde om hovedet, og hun var i selskab med et mandligt familiemedlem, sin bror. Både hun og broderen blev anholdt af det religiøse politi, men løsladt igen efter et par timer.
Manal al-Sharif er en af initiativtagerne til Facebook opråbet ”lær mig at køre, så jeg kan beskytte mig selv”, hvis mål er en civil ulydighedsdag den 17. juni, hvor saudiske kvinder med (udenlandsk) kørekort opfordres til at overtage rattet. For at skabe opmærksomhed om protesten havde Manal al-Sharif ugen inden anholdelsen ladet optage et videoclip af en køretur, som blev lagt på YouTube, og midt om natten blev hun arresteret i sit hjem og varetægtsfænglet i første gang i fem dage, men derefter forlænget i 10 dage. Sigtet for at forstyrre den offentlige orden.
En prominent saudisk tv-prædikant har konstateret, at det ikke er sværere at køre bil end en æselkærre, hvilket var tilladt kvinder på Muhammeds tid, så er der måske slet ikke belæg for de fatwaer ifølge hvilken, kvinder ikke må køre bil (der er ingen lov, der forbyder det).
Den fulde historie kan læses i papirudgaven af JP i dag d. 28. maj.
Nogle eftertanker:
Man skal næppe forvente det store resultat af dette kvindeoprør på kort sigt, men hvis kvinders ret til at køre bil kan begrundes med henvisning til, at kvinder godt måtte køre æselkærre på Muhammeds tid, så vil det give styret og de religiøse ledere en undskyldning for på sigt at tilbagekalde de fatwaer, der i dag hindrer kvinder i at tage kørekort og køre bil i Saudi-Arabien og andre islamiske diktaturer. Det vil være en lille sejr, hvis det lykkes, og det kan føre mere med sig.
Et af de oversete aspekter ved oprørerne i Mellemøsten - så vidt jeg har opfattet dækningen i medierne - er, at oprørerne i sig selv er en læreproces, der for første gang nogensinde giver de arabiske masser - og måske især de veluddannede i byerne - oplevelsen af, at de kan skabe forandringer, at det er helt legitimt at kræve, at styret er til for Folkets skyld og ikke omvendt, og at de rent faktisk har magt til at afsætte tyranner og gennemtvinge forandringer.
Det er vel kun lidet sandsynligt, at oprørerne i Mellemøsten noget som helst sted fører til et liberalt demokrati af vestlig karakter på den korte bane, og det kan være, at de sine steder ligefrem fører til frihedsmæssige tilbageslag med indførelsen af islamiske diktaturer, men jeg tror, at oprørerne vil få nogle langsigtede mentalitetsmæssige virkninger. Det er første gang, at de arabiske masser har erfaret, at deres stemme faktisk bliver hørt, og at det kan lade sig gøre at gøre oprør mod tyranner. Uanset om det på den korte bane blot betyder, at den ene diktator afløses af en anden, så vil den erfaring ikke forsvinde og i årtier fremover vil forældre fortælle deres børn, om dengang de deltog i oprøret og fik væltet en tyran, og denne antiautoritære erfaring kan være en spire til fremtidige frihedsrevolutioner. Der er grund til at glæde sig over det lille kvindeoprør i Saudi-Arabien, for hvis det lykkes, så vil det lære en masse kvinder i Saudi-Arabien, at det nytter at kæmpe for kvinders rettigheder, og mange mænd vil vænne sig til ligestillingen på dette område. Det vil være en lille sejr for friheden, men i islams hus skal man vist være glad for selv de små frihedsorienterede sejre. Jeg tror ikke, det bliver i min levetid, at man ser et liberalt demokrati med fuld ligestilling mellem kønnene i Saudi-Arabien.
