Portræt. Stoltenberg, Miliband og Alastair Campbell, Ritt og Blak, udenlands og indenrigs. ingen er tilsyneladende i tvivl: Helle Thorning-Schmidt er fantastisk. Hvorfor er hun så ikke mere populær blandt vælgerne?
http://www.weekendavisen.dk/smarticle/view/1
Helleristning
Konsekvensen af fraværet kan bedst iagttages ved at studere den berømte bisværm af vælgere på venstre del af midten. For fem år siden sugede den nektar hos De Radikale, derefter havde sværmen en kort, vild sommernat med Ny Alliance, siden flyttede den ind i SFs nyistandsatte bolig. Nu er også depoterne i det parti tømt for næring, og bierne har valgt at fordele sig mellem Prinsesse Schmidt-Nielsen og - cirklen er sluttet - Dronning Vestager. Sidstnævnte virker af samme grund 30 år yngre, mens et tilsvarende antal år synes at være blevet lagt på Villy Søvndals stadig mere melankolske ansigt.
Men hvad med Helle Thorning-Schmidt? Hvor er hun henne, denne yngre, veluddannede, veltalende, internationalt veletablerede politiker? Hvorfor søger sværmen ikke ly hos hende, Danmarks måske første kvindelige statsminister? Hvorfor kan hun ikke vække begejstring - som en ny Tony Blair måske?
At det forholder sig således, ses af meningsmålingerne. Socialdemokratiet står i fare for at få det dårligste valg siden 1906.
Sker det, vil hun isoleret set være at betragte som en katastrofe for sit parti - hvis det da ikke lige var for den detalje, at hun efter ti års kuldslået hjemløshed står til at føre det ind i det statsministerium, Socialdemokratiet i et lille århundrede vel nærmest følte, det havde patent på.
Det er måske valgets største paradoks. At den kvinde, der har stået for Socialdemokratiets genfødsel, er så lidt populær hos vælgerne. Hendes sejre er jo betydelige, og de tåler at blive gentaget. Godt nok kom hun med på et afbud - både Jan Trøjborg og Henrik Dam Kristensen havde takket nej til at stille op som Nyrup-fløjens konkurrent til Auken-fløjens Frank Jensen, og så var der stort set kun Helle Thorning-Schmidt tilbage i lokalet - men valgt som formand har hun præsteret det noget nær mirakuløse:
Hun har forsonet fløjene, hun har forsonet partiet med fagforeningerne, hun har forsonet sig med SF og gjort partiet regeringsdueligt, og hun har forsonet Socialdemokraterne med befolkningen i det altafgørende udlændingespørgsmål.
Alligevel kan partiet som sådan tilsyneladende ikke profitere vælgermæssigt af hendes vellykkede forsoningsarbejde. Internt i Socialdemokratiet ser mange hende som en, der har sig selv som projekt, og som i den proces fik løst partiets problemer. Deri hendes berettigelse. Får hun ikke magten, regner de med, at hun formentlig hurtigt vil forlade Christiansborg. Mission not completed. Det er vanskeligt at forestille sig hende blive leder af et eller andet udvalg eller varetage en mere inferiør ministerpost - i modsætning til en gammeldags socialdemokratisk politikertype som Mogens Lykketoft, der tænkeligt skal bæres ud af Tinget. Det er vel essensen af forskellen mellem hende og alle tidligere socialdemokratiske ledere.
Den intrikate balancegang mellem jeg-fiksering og partisoldat kan være tvetydig, og måske er det denne, som vælgerne mærker. I hvert fald viser meningsmålingerne hidtil, at hun aldrig har fået solgt sig selv helt til vælgerne.
»Ingen stemmer socialdemokratisk eller på rød blok, fordi de synes, hun er fantastisk. De gør det af andre grunde. Der er ingen Obama-effekt,« siger en tidligere højt placeret funktionær i partiet, som ikke ønsker at lægge navn til udtalelserne.
Hvad brænder hun for?
»Jeg tror, det er lige så mystisk for partiet som for vælgerne.«
- Kan du komme i tanke om én politisk ting, som hun brænder for?
»Næe... Når man sidder med dem på tomandshånd, snakker de fleste toppolitikere om politik hele tiden, men den slags samtale eller bare en generel 'jeg-er-vild-med-politik-samtale' - har jeg aldrig haft med hende. Jeg har aldrig hørt hende sige om noget som helst: 'Det er for galt! Det skal vi lave om på'! Det kan jo enten være udtryk for den lukkede ledelsesstil, hun har lagt for dagen, med en meget lille kreds af rådgivere, som hun lytter og betror sig til, eller et udtryk for, at hun ikke er særligt optaget af det principielle, ideologiske og filosofiske bag politik. Mit indtryk var, at det var en kombination af begge dele.«
- Hun kritiseres for at være en »tom« person?
»Jeg opfatter hende ikke som tom, men som beregnende. Gjort af et andet stof end andre, vi har haft på den post. Det er ikke kun negativt. Hun er helt klart 'Miss Sej', og hun er både psykisk og fysisk hårdfør nok til at klare alle udfordringer. Men hun mangler måske den nerve i sig, som gør, at man kan mærke hende som menneske.«
- Er I glade for hende?
»Nej, vi er glade for, at vi står til at vinde regeringsmagten.«
Ingen bred røv
Tine Aurvig-Huggenberger, der er tidligere næstformand for LO og nært knyttet til Helle Thorning-Schmidt, er uenig:
»Jeg har svært ved at forstå, hvorfor folk synes, de ikke kender hende. Men det kan måske skyldes, at hun på alle planer afviger fra de fasttømrede billeder, vi har af, hvordan en socialdemokrat og en politiker skal se ud. Men modsætningen ligger også hos hende selv. På den ene side er der pigen fra Bilka, på den anden, akademikeren fra Europa-skolen i Brügge. Hun er modsætningsfuld. I den forstand symboliserer hun i virkeligheden, at den lange socialdemokratiske rejse er lykkedes,« siger hun. Forespurgt om et enkelt ord, som rummer, hvad Helle Thorning kæmper for, svarer Tine Aurvig-Huggenberger:
»Lighed. Hun brænder for et samfund, hvor alle kan udfolde sig, uanset hvor man kommer fra.«
Norges socialdemokratiske statsminister, Jens Stoltenberg, er på samme linie:
»Jeg oplever, at hendes vigtigste projekt er at skabe ny vækst i Danmark baseret på retfærdighed og fællesskab. Hun er en moderne socialdemokrat, som forstår, at verden forandrer sig, og at Danmark skal være konkurrencedygtig med Kina og Indien,« siger han og tilføjer:
»Hun er en stærk politiker. Hun har et overblik, som en statsminister bør have.«
Det er han ikke den eneste top-politiker, der siger. Helle Thornings sekretariat kan uden problemer stille med et batteri af store, internationale navne, der vil udtale sig. Som for eksempel Ed Miliband, leder af det britiske Labour:
»Hun er en meget lidenskabelig kvinde med stærke værdier. Hun kom til vores konference for et år siden, og hun imponerede os alle med sine klare mål for, hvor den europæiske venstrefløj burde bevæge sig hen og hendes forpligtelse på finansiel stabilitet og økonomisk vækst. Jeg følte, at hun som leder har påtaget sig et stort arbejde for at ændre sit parti, så det er i stand til at vinde valget.«
Også Ritt Bjerregaard er overbevist om, at den socialdemokratiske statsministerkandidat brænder for andet end at blive statsminister, selv om hun ikke vil formulere, hvad Helle Thorning-Schmidt brænder for:
»Det må man jo snakke med hende selv om, men jeg tror bestemt, at hun brænder for noget. Ellers gider man ikke få sådan et rasende utaknemmeligt job. Ingen vil underkaste sig de vilkår, der gælder for en moderne toppolitiker, hvis de ikke vil være med til at lave samfundet om,« siger hun.
Helle Thorning var oprindelig »Ritts pige«, men efter nogle år fandt det socialdemokratiske koryfæ den nye partileder »for defensiv i sin måde at håndtere partiets politik på«. Ritt Bjerregaard var med i Den Røde Skole, der internt i partiet var lidt af en sten i skoen for Thorning, men i dag er hun åbenbart taget til nåde igen af Bjerregaard:
»I den nuværende situation vil Helle helt klart være en fornyelse. Hvis hun bliver statsminister, vil hun være den første med en international baggrund, og det er en kæmpe fordel. Med Danmarks størrelse og placering vil vi være nødt til at række langt længere ud, end vi har gjort i de seneste ti år, og det har hun langt større forudsætninger for. Men det er måske noget, som mange vælgere ikke tænker over, og som for nogle forekommer ligefrem fremmed. Hun peger fremad mod noget nyt, som der er brug for i det politiske billede, men som er fremmedartet. Derfor skal hun overvinde flere modstande end lille Lars fra Græsted,« siger Ritt Bjerregaard.
Også partifællen Freddy Blak, der fra 1989 til 2004 var medlem af EU-parlamentet, hvor han i sin sidste periode blev kolleger med Helle Thorning-Schmidt, har i den grad taget hende til nåde:
»Mit indtryk af hende dengang var, at hun ikke ville revolutionere europæisk politik. Hun manglede også sansen for politiske narrestreger. En ting er jo hendes akademiske viden, noget andet hendes politiske viden. Det tror jeg, hun har lært i dag. Jeg er blevet meget begejstret for hende. Hun er dygtig og velbegavet. Jeg er sikker på, hun vil blive en fremragende statsminister. Da hun blev valgt som formand, sagde jeg lidt provokerende, at man skal være kønsmoden for at have med politik at gøre. Det er hun blevet,« siger han.
Det var Freddy Blak, der opfandt det Gucci-image, som siden har klæbet til Helle Thorning-Schmidt som en igle:
»Det kom sig af, at hun en aften havde klaget over, at publikum havde været hårde ved hende til et vælgermøde. Jeg sagde til hende, at hun kraftedeme kun kunne forvente, at de har det svært med politikere, der har tasker, som er dyrere end det, de tjener om måneden. Så det var ment som et godt råd, og det mener jeg også, hun har fulgt. Men hun skal lade være med det der med, at hun kommer fra Ishøj og har arbejdet i Bilka. Der er ingen, der tror på, at hun kommer fra en hård baggrund. Hun er kommet langt, fordi hun er dygtig og køn. Hvis hun havde haft bred røv og hængepatter, var hun aldrig havnet, hvor hun er i dag.«
Så vidt Freddy Blak. Det hører med til historien, at Helle Thorning-Schmidt efter eget udsagn på et tidspunkt »blev ret sur på ham over det. Og en dag stod jeg inde på hans kontor og skældte ham ud - vi har sådan en omgangstone, hvor vi godt kan råbe lidt ad hinanden. Jeg sagde bl.a., at vi jo ikke alle sammen behøvede at ligne en pose lort ligesom han.«
Dressing down
Freddy Blaks råd er måske taget ad notam. Ser man på fotografier af Helle Thorning-Schmidt, er der tydeligvis sket noget i perioden fra midt i halvfemserne, hvor hun begyndte sin politiske karriere, og frem til i dag. Gucci-tasker er en saga blott, og mens SF løste problemet »slips eller ikke slips?« ved at udstyre Villy Søvndal med en rullekravetrøje, ligner Helle Thorning-Schmidt på de nyeste billeder af ydre mest af alt en mellemting mellem en annonce for Føtex og for et vikarbureau for kontorpersonale.
Spørgsmålet er, om hun - ligesom hun i et vist omfang skjuler sit rigtige klædeskab - i virkeligheden også skjuler sine kvaliteter, sin gode uddannelse og sit store internationale netværk? For vel er 85 procent af vælgerne sikkert flintrende ligeglade med Helle Thorning-Schmidts tøj. Hendes internationale kontakter og kvalifikationer forholder de sig sikkert enten positivt eller neutralt til. Men blandt de 15 procent, som reelt afgør, om der er flertal til højre eller venstre, er det ikke nødvendigvis ligegyldigt:
»Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti er de to partier, der har flest kortuddannede vælgere. Det, som kan virke som en stor kvalitet for nogle, kan tolkes anderledes af andre vælgere,« siger Lars Olsen, der er forfatter, kommentator og journalist og har skrevet debatbogen Eliternes triumf om kløften i Danmark mellem de veluddannede, »djøf'erne«, og resten af befolkningen.
»Spørgsmålet om at nedtone sine kvalifikationer er meget sammensat. Der er nogle, der kan lide dem, andre støder det. Så det er svært at sige, hvor stort et aktiv det er for hende. Det kan også virke som praleri, og med hendes mands skattesag kan det også blive meget dobbelttydigt,« siger han.
Ritt Bjerregaard er ikke i tvivl om, at Helle Thorning-Schmidt er begyndt at klæde sig mere almindeligt og upåfaldende, og det synes hun er klogt:
»Ingen af os kvindelige poltikere bryder os om, at der tales om vores tøj, og hvis tøjet kommer til at fylde for meget, er der kun en vej nemlig at tone det ned og gøre det upåfaldende. Det spiller faktisk en stor rolle for bedømmelsen, især for kvinder, hvorimod man ikke hører nær så meget om, hvorvidt Lars Løkkes jakkesæt sidder ordentligt. Højst har vi hørt om, hvor mange jakkesæt, han fik syet, mens han gik og ventede på, at Anders Fogh Rasmussen skulle gå, så han kunne blive statsminister. Lene Espersen, derimod, er mange gange blevet bedømt på sin påklædning,« siger Ritt Bjerregaard.
Tine Aurvig-Huggenberger istemmer:
»Hun er ikke dummere, end at hun godt ved, at hendes måde at gå klædt på og hendes lange uddannelse har været et issue. På den anden side er hun ikke gået på kompromis med sig selv. Hun har brugt de instrumenter, der skulle bruges for at skabe de resultater, hun har skabt,« siger hun.
Selv siger Helle Thorning-Schmidt om nedtoningen af sine kvalifikationer og om udsigten til historisk dårlige stemmetal:
»Jeg tænker ikke strategisk på den måde. Jeg er, som jeg er, og jeg har en meget klar socialdemokratisk politik, som jeg har lagt frem i dette valg. Og inden man synger den store svanesang, synes jeg, man skal vente på vælgerne. Vi har ført en meget skarp valgkamp.«
Taler man med en tilfældig ansat i Udenrigsministeriet, lyder det, at man her - uanset politisk holdning - går mindre op i Villy Søvndals påklædning end i det glædelige faktum, at »Helle Thorning vil være en pryd at sende ud i verden. Ikke mindst fordi hun er så well-connected.«
Og skal man tro en af verdens mest berømte spindoktorer, briten Alastair Campbell, som ikke alene gjorde Tony Blair stor, men også er en af Helle Thorning-Schmidts personlige venner, er hun godt klædt på til opgaven:
»Som en, der ved, hvad politik på det højeste niveau handler om, kan jeg kun sige, at hun har, hvad det kræver. At det ikke når ud til vælgerne, kan jeg ikke forklare. Hun er meget attraktiv, hun er klog og sjov. Hun er hård, og hun har en varm personlighed. Hun er cool - ikke på den amerikanske måde - men cool under pres. Hun er rolig, meget velartikuleret, hun tænker, før hun taler. Det er kombinationer, som jeg synes er vigtige for en moderne politiker.«
