Rockere, indvandrerbander og 3F - alle sammen organisationer, der i min optik opererer med organiseret kriminalitet. Politiet mandsopdækker rockerne og indvandrerbanderne, men 3F får frit spil til at køre hetz mod lovlydige danskere. De uddelere dummebøder i form af blokader og strejker og bruger ressourcer på at gøre livet surt for selvstændige erhvervsdrivende, hvis eneste forbrydelse er at give sine medarbejdere bedre vilkår end overenskomsten i 3F lægger op til.
Derfor handler 3Fs operationer ikke mere om sammenhængskraft eller om at sikre de arbejdende tålelige forhold. Nej, det eneste, 3F sørger for, er at mele sin egen kage ved at bruge metoder, som vi normalt kun kender fra Syditalien.
Hvorfor så dette udfald mod 3F? I Vejle brokker den såkaldte fagforening sig over, at Restaurant Vejlegården ikke vil tegne overenskomst med dem. Dette kommer blandt andet til udtryk i en tåbelig udtalelse fra gruppeformand Henning Troelsen:
"Vi har simpelthen ikke kunnet komme til at forhandle med restauratøren. Situationen er den, at vi ikke aner, hvor knasterne er mellem ham og os, fordi han end ikke vil forhandle, og det er usædvanligt. Økonomisk lønner han sine folk bedre end overenskomsten, så der er luft til, at han kunne indgå en overenskomst med os. I mine år i fagbevægelsen kan jeg ikke huske at have stået over for en modstander i en konflikt, der på den måde er optaget af ideologi. Jeg ved ikke, hvad der driver ham."
Nu skal jeg fortælle Henning Troelsen, hvad der driver Amin Skov og Restaurant Vejlegården. Amin Skov ønsker ikke at forhandle med forbrydere. Friheden til selv at vælge er bestemt ved lands lov og ret, og derfor bliver Henning Troelsens og 3Fs korstog mod Amin Skov til mafiametoder, hvor det eneste, der kan tilfredsstille Godfather Henning, er beskyttelsespenge i form af en overenskomst, der driver Amins medarbejdere over i den organiserede kriminalitet, som kaldes røde fagforeninger.
Jeg anbefaler fra nu af, at 3F fremover brander sig som det, de er. Måske skulle de ændre navn til M3FIA - Så ved vi i hvert fald, hvad det reelt er de står for.