Folketinget har for nylig debatteret et forslag fra Dansk Folkeparti om at holde en folkeafstemning om forbud mod at opføre minareter ved moskéer i Danmark. Dansk Folkeparti har også foreslået, at det skal være forbudt at bære burka offentligt, og til stadighed diskuterer politikere, hvorvidt muslimske kvinder skal have lov til at gå med tørklæder.
Den slags initiativer betegnes ofte som en del af ”værdikampen”, og der argumenteres med, at indvandrere og flygtninge skal tilpasse sig danske værdier.
En af de bærende værdier i det danske samfund er, at vi er skabt ligeværdige. Som menneske har jeg samme værdi som min nabo, uanset vores forskelligheder med hensyn til udvikling, intelligens, økonomi, uddannelse, religiøs og politisk overbevisning. Vores værdi som mennesker måles ikke i vores bidrag til samfundsøkonomien. Ligeværdet afspejles også i, at vi står lige i forhold til loven.
Plads til forskellighed – til berigelse af fællesskabet
Med udgangspunkt i vores ligeværd kan vi – inden for lovens rammer – leve og udfolde os med vores mangfoldige evner og kreativitet til gavn og glæde for os selv og andre. Det berigende er netop, at vi ikke er ens, men med hver vores særpræg og farve kan bidrage til fællesskabet, så det samlede billede bliver et stort, farverigt landskab med en række spændende nuancer og detaljer.
Flygtninge og indvandrere, der i de seneste årtier er kommet til Danmark, har sat ekstra kulør på maleriet – ligesom danskere, der for 100 år siden udvandrede til USA, satte præg på det land, de kom til og blev dansk-amerikanere.
På samme måde må der være plads til, at de mennesker, som kommer hertil udefra, kan integrere sig i samfundet og tilegne sig noget af det danske (især er det vigtigt, at de lærer sproget) samtidig med, at de kan bevare deres særpræg.
Mangel på respekt, når man vil ensrette andre
Det er mangel på respekt for mennesker som individer og et angreb på den personlige frihed, når Dansk Folkeparti og andre partier vil indføre forbud mod bestemte klædedragter.
Det er især bekymrende, at disse forslag er rettet mod muslimer. For det er dem, som er i skudlinjen, når der diskuteres moskéer, minareter, tørklæder og burkaer. Det er meget beklageligt, for den markante afstandtagen fra muslimske særpræg medfører uden tvivl, at muslimer må føle sig ugleset i Danmark. Når deres levevis, religion og tradition igen og igen nedgøres og forhånes, må det næsten uvilkårligt medføre, at man isolerer sig fra det samfund, som er én fjendtligt stemt, og at man bliver ekstra motiveret til at markere sit religiøse og kulturelle særpræg – f.eks. ved at insistere på at gå med tørklæde og markere sit religiøse særpræg. I værste fald kan man føle sig tiltrukket af ekstremistiske kræfter, der ikke står af vejen for at bruge vold over for det samfund, de lever i, men ikke føler sig accepteret af.
Politikere bør gå foran for at skabe dialog og forståelse
Der påhviler især politikere et stort ansvar for, at de ikke selv bidrager til en optrapning af konfrontationer mellem bestemte grupper, og at de ikke opildner ekstremistiske grupper til vold. Politikerne bør i stedet for gå foran i arbejdet med at skabe dialog og forståelse mellem de forskellige grupperinger, så vi kan leve fredeligt sammen side om side i respekt for hinandens forskelligheder. Lad os fokusere på vores ligeværdighed frem for vores forskelligheder.
Det kan styrke solidariteten, fællesskabet og sammenhængskraften i samfundet. Og det er der brug for. Det er skamfuldt, at vi danskere – med en lang historisk tradition for tolerance og frisind – i den grad nedgør en bestemt religiøs befolkningsgruppe, at det nærmer sig religiøs forfølgelse.
Vi så i 1990’erne, hvordan nationalisme resulterede i blodige borgerkrige mellem forskellige etniske og religiøse grupper i det tidligere Jugoslavien. Adskillige tusinde mennesker mistede livet på den konto, og langt flere måtte for kortere eller længere tidsrum flygte fra hjem og land for ikke at miste livet.
Vi har i de seneste år også set, hvordan sekterisme har ført til religiøs og etnisk udrensning i Irak.
Religiøs forfølgelse i Danmark
I Danmark bruger vi ikke blodige massakrer eller bomber i kampen mod muslimer. Vi foretager den religiøse forfølgelse under dække af at føre værdikamp – i form af forslag om at forbyde tørklæder, minareter, burkaer og lignende, der ensidigt er møntet på den muslimske del af den danske befolkning.
Burkaer, tørklæder, minareter og moskéer afstedkommer ikke særlige problemer i dagens Danmark. Alligevel bruger politikere langt mere tid og energi på at diskutere disse mindre væsentlige emner end på at forholde sig til store samfundsproblemer som fattigdom, arbejdsløshed og nedskæringer i sundhedssektoren.
Tilsvarende ofrer medierne oceaner af sendetid og spalteplads på at dække ”værdikampen” – uden at forholde sig til, at kampen udspiller sig på mere og mere gyngende grund. For når man angriber tørklæder og minareter, angriber man også ligeværdet, religionsfriheden og andre af vort demokratiske samfunds grundpiller – og dermed er det hele vort samfunds beståen som demokrati og retssamfund, der står på spil, når der foretages religiøs udrensning under dække af værdikamp og danske værdier.
Den slags initiativer betegnes ofte som en del af ”værdikampen”, og der argumenteres med, at indvandrere og flygtninge skal tilpasse sig danske værdier.
En af de bærende værdier i det danske samfund er, at vi er skabt ligeværdige. Som menneske har jeg samme værdi som min nabo, uanset vores forskelligheder med hensyn til udvikling, intelligens, økonomi, uddannelse, religiøs og politisk overbevisning. Vores værdi som mennesker måles ikke i vores bidrag til samfundsøkonomien. Ligeværdet afspejles også i, at vi står lige i forhold til loven.
Plads til forskellighed – til berigelse af fællesskabet
Med udgangspunkt i vores ligeværd kan vi – inden for lovens rammer – leve og udfolde os med vores mangfoldige evner og kreativitet til gavn og glæde for os selv og andre. Det berigende er netop, at vi ikke er ens, men med hver vores særpræg og farve kan bidrage til fællesskabet, så det samlede billede bliver et stort, farverigt landskab med en række spændende nuancer og detaljer.
Flygtninge og indvandrere, der i de seneste årtier er kommet til Danmark, har sat ekstra kulør på maleriet – ligesom danskere, der for 100 år siden udvandrede til USA, satte præg på det land, de kom til og blev dansk-amerikanere.
På samme måde må der være plads til, at de mennesker, som kommer hertil udefra, kan integrere sig i samfundet og tilegne sig noget af det danske (især er det vigtigt, at de lærer sproget) samtidig med, at de kan bevare deres særpræg.
Mangel på respekt, når man vil ensrette andre
Det er mangel på respekt for mennesker som individer og et angreb på den personlige frihed, når Dansk Folkeparti og andre partier vil indføre forbud mod bestemte klædedragter.
Det er især bekymrende, at disse forslag er rettet mod muslimer. For det er dem, som er i skudlinjen, når der diskuteres moskéer, minareter, tørklæder og burkaer. Det er meget beklageligt, for den markante afstandtagen fra muslimske særpræg medfører uden tvivl, at muslimer må føle sig ugleset i Danmark. Når deres levevis, religion og tradition igen og igen nedgøres og forhånes, må det næsten uvilkårligt medføre, at man isolerer sig fra det samfund, som er én fjendtligt stemt, og at man bliver ekstra motiveret til at markere sit religiøse og kulturelle særpræg – f.eks. ved at insistere på at gå med tørklæde og markere sit religiøse særpræg. I værste fald kan man føle sig tiltrukket af ekstremistiske kræfter, der ikke står af vejen for at bruge vold over for det samfund, de lever i, men ikke føler sig accepteret af.
Politikere bør gå foran for at skabe dialog og forståelse
Der påhviler især politikere et stort ansvar for, at de ikke selv bidrager til en optrapning af konfrontationer mellem bestemte grupper, og at de ikke opildner ekstremistiske grupper til vold. Politikerne bør i stedet for gå foran i arbejdet med at skabe dialog og forståelse mellem de forskellige grupperinger, så vi kan leve fredeligt sammen side om side i respekt for hinandens forskelligheder. Lad os fokusere på vores ligeværdighed frem for vores forskelligheder.
Det kan styrke solidariteten, fællesskabet og sammenhængskraften i samfundet. Og det er der brug for. Det er skamfuldt, at vi danskere – med en lang historisk tradition for tolerance og frisind – i den grad nedgør en bestemt religiøs befolkningsgruppe, at det nærmer sig religiøs forfølgelse.
Vi så i 1990’erne, hvordan nationalisme resulterede i blodige borgerkrige mellem forskellige etniske og religiøse grupper i det tidligere Jugoslavien. Adskillige tusinde mennesker mistede livet på den konto, og langt flere måtte for kortere eller længere tidsrum flygte fra hjem og land for ikke at miste livet.
Vi har i de seneste år også set, hvordan sekterisme har ført til religiøs og etnisk udrensning i Irak.
Religiøs forfølgelse i Danmark
I Danmark bruger vi ikke blodige massakrer eller bomber i kampen mod muslimer. Vi foretager den religiøse forfølgelse under dække af at føre værdikamp – i form af forslag om at forbyde tørklæder, minareter, burkaer og lignende, der ensidigt er møntet på den muslimske del af den danske befolkning.
Burkaer, tørklæder, minareter og moskéer afstedkommer ikke særlige problemer i dagens Danmark. Alligevel bruger politikere langt mere tid og energi på at diskutere disse mindre væsentlige emner end på at forholde sig til store samfundsproblemer som fattigdom, arbejdsløshed og nedskæringer i sundhedssektoren.
Tilsvarende ofrer medierne oceaner af sendetid og spalteplads på at dække ”værdikampen” – uden at forholde sig til, at kampen udspiller sig på mere og mere gyngende grund. For når man angriber tørklæder og minareter, angriber man også ligeværdet, religionsfriheden og andre af vort demokratiske samfunds grundpiller – og dermed er det hele vort samfunds beståen som demokrati og retssamfund, der står på spil, når der foretages religiøs udrensning under dække af værdikamp og danske værdier.
