På fredag skal Folketinget stemme om nye regler om udvisning af kriminelle udlændinge. Og som altid når Folketinget debatterer udlændinge, står fronterne markant overfor hinanden.
Ved de 3 seneste folketingsvalg har udlændingepolitikken været et ømt punkt for især Socialdemokraterne. For at blive regeringsduelige har de været nødt til mere eller mindre at acceptere regeringens udlændingepolitik. Og når Socialistisk Folkeparti også vil i regering i tæt parløb med Socialdemokraterne har prisen været, at også de har måtte acceptere den førte udlændingepolitik.
Det har selvfølgelig ikke været helt uproblematisk, men så længe Villy Søvndal skaffede flere mandater og der er en mulig ministerbil i sigte, så kan man acceptere meget.
For selvfølgelig er det ikke kun De Radikale og Enhedslisten, der er modstandere af den førte udlændingepolitik. Der er stadigvæk medlemmer af Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti som ønsker en anden politik, og gerne føre den tilbage til før 2001.
Selvfølgelig vil der være forskellige holdninger i alle partier til forskellige politikområder, og de enkelte medlem af Folketinget er kun bundet af sin egen samvittighed. Folketingsmedlemmerne står ikke til ansvar overfor et flertal i de forskellige folketingsgrupper men kun overfor vælgerne og deres egen samvittighed. Man kan ikke dække sig ind under, at de andre sagde, jeg skulle.
Derfor er det også ynkeligt at læse i Politiken, at 4 medlemmer af Socialistisk Folkeparti ønsker at blive clearet til afstemningen på fredag i Folketinget.
Den clearingsaftale, der er aftalt mellem folketingets partier, er en fornuftig aftale, så fravær af enkelte folketingsmedlemmer ikke betyder, at der vedtages love, som der ikke er flertal for.
Men clearingsaftalen er ikke lavet for at folketingsmedlemmer kan undgå at stemme for love, de er modstandere af.
De 4 SF´ere som ønsker at blive clearet er Anne Grete Holmsgaard, Pernille Frahm, Kamal Qureshi og Özlem Cekic.
Jeg syntes, de er nogle tøsedrenge, når de ikke tør stå ved deres holdning. Hvis de syntes, at en lov der gør at kriminelle udlændinge skal udvises så bør de vise deres modstand ved at stemme imod, og ikke vælge en løsning, hvor de kan sige, jeg har ikke stemt for den lov, men ellers er jeg modstander af loven.
I politik indgås der aftaler på kryds og tværs af partierne, og nogen gange stemmer man måske for noget som man ikke er 100 % enig i. Det er betingelserne for at vi har et samfund og demokrati, der virker. Ellers vil det være som en polsk rigsdag, og intet vil være besluttet.
Men skal et demokrati virke er hver enkelt politiker bundet af sin egen overbevisning og ikke en gruppebeslutning. Og vælgerne har krav på, at deres politikere kæmper og slås for de vælgere de repræsenterer.
Der kan være situationer, hvor man er i håbløst mindretal men i et dansk demokrati er der ingen undskyldning for at dukke nakken for man risikere ikke, at miste den!
Der er lande, hvor det at tilhøre et mindretal er forbundet med fare for sit eget liv. Det er ikke tilfældet for et folketingsmedlem i Danmark. Den maksimale straf et folketingsmedlem i Danmark kan modtage er, at de ikke bliver genvalgt som folketingskandidater.
I et demokrati som det danske burde vi kunne forvente og kræve af vores politikere, at de stemmer i overensstemmelse med deres egne holdninger.
Og i situationer, hvor det virkelig er vigtige holdninger der er på spil, må vi kunne kræve at politikerne stiller sig frem og kæmper for deres og deres vælgeres sag og ikke kryber i det musehul, der hedder clearingsaftale. Alt andet er ynkeligt.
Der er emner i samfundet, som er hjerteblod for nogle borgere. De bør kunne forvente, at de politikere de har stemt på i den forvisning, at de vil forsvare de synspunkter rent faktisk også gør det.
Det er det der hedder demokrati. Hvis vores folketingsmedlemmer ikke står op og forsvare deres holdninger, hvordan kan de og vi som vælgere forvente, at borgere i andre lande hvor der står meget mere på spil, siger fra overfor magthaverne.
Kamal Qureshi var i forbindelse med Putins besøg i Danmark ude efter regeringen. Han mente, vi burde støtte oppositionen i Rusland og ikke regeringen. Nu er Rusland ikke et diktatur, men noget pletfrit demokrati er det heller ikke. Der koster det en tur i fængsel at demonstre mod regeringen.
Her er Kamal Quershi virkelig et forbillede for alle dem der kæmper for demokrati, og risikere liv og lemmer for sig selv og deres familier.
Det behagelige liv som folketingsmedlem vil man ikke opgive bare der er den mindste chance for at man mister sin plads i folketinget.
Der er ikke meget rebel over Anne Grete Holmsgaard, Pernille Frahm, Kamal Qureshi og Özlem Cekic.
Med de 4 revolutionære i frontlinjen behøver man ikke frygte revolutionen. Man skal bare sige buh til dem, og de retter ind.
Og om man skal le eller græde er ikke til at sige!
