I et febrilsk forsøg på at bremse tilbagegangen bobler der "nye" ideer frem fra de bageste rækker i socialdemokratiets folketingsgruppe: Pernille Rosenkratz, Anne Vang og Jens Joel slår til lyd for at "klassekampen har behov for nye værktøjer" hvis arbejderklassen skal løftes.
Retorikken lyder som et ekko fra en svunden tid, og udgangspunktet er da også et samfund, som de fleste vil skulle lede i historiebøgerne efter. Og løsningerne er skruet sammen efter en gammelkendt socialdemokratiske recept med undertoner af, at hvis vi ikke alle kan få det lige godt, så skal vi sikre at alle har det lige dårligt - eller på kort form lighed for enhver pris.
Nogle af løsningerne er: At der skal tilføres penge til socialt belastede daginstitutioner, at privatskoler og friskoler skal løfte et socialt ansvar, at gymnasierne skal afgive ressourcer til erhvervsskolerne, men at de ressourcesvage gymnasier skal tilføres yderligere midler samt at plejehjem med social slagside skal tilføres ressourcer
Ikke noget med banale målsætning om at styrke konkurrenceevnen for at gøre den kage vi skal dele større - nej lad os nu koncentrere os om at omfordele den stadigt svindende kage fra dem der bager den (yderne) til dem der desværre kun orker at spise deres (efter eget udsagn) velfortjente del (nyderne). Og så er der beskæftigelse i omfordelingscirkuset, for der skal nogen til at administrere endnu en udbygning af det sindrige omfordelingssystem.
Hvis der er nogen der efter den svada mistænker Pernille Rosenkrantz for at have skiftet til Socialdemokratiet, fordi hun er blevet mindre rød, så er der noget de ikke har forstået. Pernille Rosenkrantz lever fortsat i sin røde utopi, og har kun skiftet til et andet parti fordi Enhedslisten har regler for hvor længe man må sidde i folketinget. Ikke de bedste betingelser for en levebrødspolitiker, men heldigvis er S i den grad løbet tør foregne kandidater, at man velvilligt udliciterer folketingssæder til andre partiers overskudskandidater.
