Fra utallige film kender man billedet, der næsten mere end noget andet symboliserer det »rædselsregime«, der fulgte i kølvandet på den franske revolution i 1789: Tandløse parisiske kællinger, der med strikketøj i hænderne jubler, når guillotinen kapper hovedet af endnu en reaktionær »statsfjende«, udpeget af de rationalistiske politikere, der troede de kunne skabe det perfekte nye samfund, med ny tidsregning, ny statsreligion, og helst også nye borgere.
Billedet virker på en eller anden måde som en passende metafor for politikerne bag S-R-SF regeringens nyeste symbolpolitik: At pædagoger på bosteder for handicappede ikke længere må være behjælpelige med at kontakte prostituerede, der vil kunne komme og hjælpe de handicappede med at få tilfredsstillet deres seksuelle behov. Ligestillingsordfører Sofie Carsten Nielsen (RV) har som eneste argumentation det abstrakte, at »prostitution er skadeligt«. Hun vil gerne ofre uskyldige mennesker til fordel for en ideologisk abstraktion, uanset menneskelige konsekvenser, altimens hun samtidig vil kunne lykønske sig selv med, hvor retsindig hun er.