Forbrugerrådet har altid stået mejslet ind i min bevidsthed som forbrugernes beskytter nummer 1. Det er dem der råber op hvis forbrugerne blev vildledt og det er dem der er klar til at tage slåskampene mod de store selskaber. Det fede ved Forbrugerrådet er, at man kan regne med de er derude 100% for forbrugerne. Sådan var min opfattelse, i hvert fald frem til torsdag den 3. maj 2012. Her sker der nemlig noget.
Forbrugerrådet lancerede et storslået initiativ, hvor de ville gå til kamp for at skaffe billigere el-priser til forbrugerne. Og senere ville de gøre det samme på telemarkedet. Konceptet går ud på, at samle så mange forbrugere så muligt og skaffe det bedste tilbud fra el- og teleselskaberne. Fedt, tænker de fleste nok, vi vil jo alle gerne have lavere priser og vi har sikkert betalt for meget i mange år!
Hvad forbrugerrådet ikke fortæller så højt er, at driften af deres nye elklub skal betales af el-selskaberne. Hvad de heller ikke fortæller, er at der allerede findes 5 sådanne el-klubber i Danmark. Når Forbrugerrådet træder ind på markedet for el-klubber, bliver de inhabile i forhold til at kritisere eksisterende eller nye el-klubber hvis der bliver behov for det. Til gengæld åbner Forbrugerrådet for at lade sig betale af de store selskaber de skulle beskytte forbrugerne imod. Og personligt ønsker jeg egentlig ikke, et Forbrugerråd der er betalt af f.eks. DONG og TDC!
Hvorfor gør Forbrugerrådet mon ikke blot opmærksom på de eksisterende elklubber i Danmark?
Hvorfor sælger Forbrugerrådet ud af sin uvildighed, når det ikke er nødvendigt?
Hvorfor er Forbrugerrådet så aggressive i deres markedsføring af deres el-klub, at flere eksperter mener at de overtråder spam-lovgivningen?
Hvorfor kritiserede Forbrugerrådet tidligere elklubber for at skabe uigennemsigtighed på el-markedet, mens de med deres egen tilsvarende elklub nu vil skabe gennemsigtighed?
Nogle af landets bedste jurister og økonomer sidder i Forbrugerrådet. Spørgsmålet er, om man som forbruger fortsat skal have ubetinget tillid til, at Forbrugerrådet er til for forbrugerne. Jeg er bange for, at Forbrugerrådet er ved at bygge en større kommerciel forretning op. I så fald bør danskerne være opmærksom på, at landets trofaste vagthund er ved at blive til en stærk jagthund, flasket op med offentlige midler!
Mvh.
Casper Kjøller
Rådgiver & indehaver af elklubben SamEnergi.dk
Læs mere om de danske elklubber her: http://da.wikipedia.org/wiki/Elklub
Se også:
http://www.24timer.dk/forbrugerradet-salger-uvildighed
http://www.24timer.dk/forbrugerraadet-opfordrer-til-spam
http://www.24timer.dk/forbrugervagthund-aad-sin-egen-hale