Politikerne på Christiansborg og omegn kommer fra tid til anden med en række forslag, som er mere pop end realiteter. I den forløbne uge kom Dansk Folkeparti og Kristendemokraternes et af disse popforslag om, at folketinget ikke må give ufinansierede skattelettelser.
De sidste to gange folketinget har vedtaget såkaldte ”ufinansierede” skattelettelser var i 2007 og 2009. Begge gange var skattelettelser fuld finansieret ved, at andre skatter og afgifter blev hævet.
Et forbud mod ufinansierede skattelettelser er ren pop-politik uden nogen former for hold i virkeligheden. Kommer vi i en situation, hvor de offentlige budgetter år efter år giver et overskud på 100 milliarder, og det eneste vi bruger pengene til, er at fylde statskassen op, så selv Joakim Von And bliver misundelig, tjener det jo intet formål, at bevare skatterne på et højere niveau end der er nødvendigt. Det for meget indkrævede skatter vil jo ikke blive brugt på investeringer eller andet godt for samfundet.
I den situation kan politikerne roligt give skattenedsættelser på de 100 milliarder uden, at de offentlige finanser lider overlast. Følges princippet om nej til ufinansierede skattelettelser vil det jo betyde, at selv i en situation med store offentlige udgifter skulle finde besparelser. Overskuddet i den offentlige sektor vil således alt andet lige være konstant.
Det politiske løfte om nej til ufinansierede skattelettelser vil på denne måde være ødelæggende for økonomien. Enten ved, at ”produktion” tages ud af økonomien, eller at de offentlige udgifter øges til et niveau over det fornuftige.
Tager vi forslagsstillerne på ordet om, at der kun må skattelettelser hvis der findes en tilsvarende besparelse, så må der naturligvis også gælde et princip om nej til ufinansierede udgifter på de offentlige budgetter.
For staten som for en privat husholdning gør det sig gældende, at låner den sig til et større forbrug i år 1 så betaler den lånet tilbage ved et mindre forbrug i år 2.
I den private husholdning gør det ikke så meget, for der bærer man selv ”byrden” ved at have et mindre privatforbrug i nogle år, når gælden betales tilbage.
I den offentlige husholdning gør det derimod en forskel. Der overlader vi regningen til fremtidige generationer, når vi vælger at gældsætte Danmark. Den ekstra ydelse du får fra det offentlige i 2011, er der en anden som, må betale i et senere år i form af højere skatter og/eller mindre forbrug.
Det betyder i alt sin enkelthed, at ønsker politikerne at øge en offentlig udgifter med en milliard, skal de enten finde en tilsvarende offentlig besparelse eller øge skatterne med en milliard. Politikerne må ikke smide regningen i børneværelset ved at optage lån til løbende driftsudgifter.
Det vil stille de udgiftskrævende politikere i et svært dilemma: Hver gang de har et forslag om nye offentlige udgifter, kan de ikke bare nøjes med, at dele de søde bolsjer ud til vælgerne. De må også dele de syrlige bolsjer ud ved samme lejlighed. Politikerne skal altså både give og tage ved samme lejlighed og prioritere om nye offentlige udgifter, nu også er nødvendige.
I den aktuelle situation, hvor der er underskud på de offentlige finanser, skal politikerne således hæve skatterne med 60 milliarder eller finde tilsvarende besparelser.
Men baseret på et uvidenskabeligt empirisk studie af politikernes handlemåde, vil et forslag om nej til ufinansierede skattelettelser betyde, at vi enten vil få et stadig større underskud på statens budget eller flere offentlige udgifter.
Uanset om det bliver det ene eller det andet, vil det være en uønsket situation for dansk økonomi.
Men desværre har vi politikere på Christiansborg, som ser det som deres fornemste opgave, at mindske borgernes velstand ved konstant at øge de offentlige udgifter. Det har Dansk Folkepartis finansordfører Kristian Thulesen Dahl tydeligt givet udtryk for. Han mener, at et større råderum i økonomien skal bruges til at styrke den offentlige sektor.
Det kan vi så lade stå et øjeblik, og tænke over. Gør du en ekstra indsats, fordi du gerne vil sikre dig og din familie et bedre liv, kan du glemme alt om det. Fremtidig vækst i samfundet skal bruges til, at øge den offentlige sektor. Sikkert noget der modtages med glæde for dem, der skal modtage de mange nye offentlige goder. Men det er jo ikke sikkert, at dem, der skal betale for festen, har lyst til at arbejde 12 minutter mere om dagen.
Frem for at bruge tid på et forslag om nej til ”ufinansierede skattelettelser”, burde Folketinget tage sig sammen og begynde, at løse de økonomiske opgaver, som Danmark står overfor i de kommende år.
Opgaven er ikke så svær. Danmark har brug for en mindre offentlig sektor og en større privat sektor.
