Nedslidt regering eller blå kommunikation uden retning?

Befolkningen siger nedslidt regering, befolkningen har mistet jordforbindelsen I forhold til de økonomiske realiteter, valget står for døren, og al...

Betina_Stroem_Nielsen

20/02/2011

Befolkningen siger nedslidt regering, befolkningen har mistet jordforbindelsen I forhold til de økonomiske realiteter, valget står for døren, og alligevel blæser kommunikationen fra blå blok rundt i vinden som en gammel handske uden retning. De rigtige budskaber står i kø. Vi trænger bare ikke ordentligt igennem. Vi lykkes ikke med at flytte stemmer i tilstrækkelig grad.


Lige nu er der rigtigt mange, der sætter deres stemme på rød blok, fordi det for dem er lig med tryghed. Men det er en falsk tryghed. Det hjælper ikke, vi peger fingre af rød blok, vi skal levere et konsistent og vedholdende tryghedsalternativ. Jeg har virkelig dyb forståelse og sympati for alle dem, der mærker arbejdsløsheden nu. For dem, som frygter at miste deres job eller allerede har mistet det. Jeg forstår også godt, at man fristes til at stemme på en bevarelse af efterlønnen.

Jeg forstår derfor godt, at man fristes til at stemme på rød blok, som vil holde hånden under velfærdsydelserne. Det er bare en meget kortsigtet og ret beset ikke-eksisterende tryghed, for kassen er allerede tom, så vi sender blot regningen ind i børneværelset. Rigtig tryghed kommer af rigtige job. Den kommer af, at vi sikrer vækst, virksomheder og arbejdspladser. Og det skal vi blive meget, meget bedre til at kommunikere i blå blok, for det er os, der har de rigtige svar, som igen og igen bakkes op af økonomer.

Som der råbes i skoven, får man svar

Vi har så meget indsigt og så mange rapporter og analyser at læne os op ad, at vi godt ved, hvad der skal til for at sætte Danmark på ret kurs. Men desværre er vi slet ikke lykkedes med kommunikationsopgaven til den brede befolkning i blå blok. Bevares, vi lykkes med at sætte vigtige områder på dagsordenen - efterlønnen, skattetrykket, tilbagetrækningsreformen, tabet af arbejdspladser, væksten og konkurrenceevnen for at nævne et par stykker. Men fokus er og bliver kortvarigt. Budskabet trænger ikke ind hos vælgerne, og konsekvensen er desværre, at vi ikke flytter stemmer over midten. Vi kommunikerer udelukkene til vores egne og dem med stor samfunsmæssig interesse.   

Baggrunden er for mig tydelig: Blå blok undervurderer i den grad vigtigheden af frekvens og gentagelse i den offentlige kommunikation. Det har LO og S-SF desværre forstået, så de siger de samme ting igen og igen. De bruger masser af penge på at markedsføre sig, så deres budskaber til sidst bliver sandheden. Det kunne vi lære noget af.

Igen og igen og...

I blå blok har vi masser af gode budskaber, der står i kø for at blive formidlet. Grundlaget er oven i købet gunstigt. En stor del af den danske befolkning har indset de økonomiske udfordringer. Mange kan godt se, at skattelettelser kan bane vejen for en øget arbejdsindsats. Afskaffelsen af efterlønnen var der også ved at være bred accept om. I hvert fald lige indtil vi lod nogle langt mere aggressive og – jeg fristes til at sige – mere kompetente kommunikationsfolk dominere billedet.

Det er på tide, at vi viser en klar retning for blå blok. Vores vigtigste budskab er behovet for arbejdspladser. Rigtige arbejdspladser og ikke den kunstige slags, som er udtænkt inde på Christiansborg af S-SF, og som forsvinder igen, når støtten frafalder. Det er et ekstremt positivt budskab med appel til alle – og vi skal gentage det igen og igen. Alle mand til bådene! Og når vi er blevet trætte af at fortælle om behovet for arbejdspladser og vores evne til at sikre rammerne, siger vi det lige 100 gange mere. Bare på en ny måde, i en ny kontekst og med en ny vinkel.   

Ægte arbejdspladser er ægte tryghed

Der er ingen tvivl om, at arbejdspladser er den helt rigtige dagsorden for blå blok. Den samler alle vores andre initiativer med et positivt mål, som alle kan relatere til. Og der er ingen tvivl om, at det er blå blok, der har de rigtige, de stærkeste argumenter og den stærkeste position over for S-SF, som vil favorisere nogle enkelte brancher, på bekostning af andre, og som der på ingen måde er garanti for leverer holdbare og blivende jobs og virksomheder. Men vi skal i gang nu, for budskabet skal fortælles rigtig mange gange.

Desværre er jeg bekymret for, at man lige nu på Christiansborg sidder og laver de helt forkerte konklusioner. At de konkluderer, at blå blok har tabt stemmer på efterlønsdebatten mm. Hvilket måske er korrekt, men det er IKKE indholdet, der er noget galt med. Det er måden, vi kommunikerer på, der slet, slet ikke er entydig nok, og frekvensen af det rigtige, positive budskab, der langt fra er god nok.

Lad os gøre det rigtige for Danmark og sammen få styr på kommunikationen.  Så kan vi i de respektive partier, samtidig føre vores helt egen politik, og have vores helt eget ambitionsniveau, men den fælles retning skal stå langt tydeligere.

Kilde: