Til dagligt går jeg på RUC. Det vil jeg ikke bruge denne artikel på at forsvare. Men når man nu engang går på RUC og er liberal, skal man høre en del. For nyligt endte jeg i en diskussion; ansatte i det private har kolde hænder – modsat de offentligt ansatte, der med et moralsk legitimeret godt blodomløb konsekvent har varmere hænder end de privatansatte. Disses hænder er nemlig kolde, fordi de drives af grådighed og profitmaksimering – ikke just de typer man ville have til at se efter sine børn i børnehaven eller sin syge far på hospitalet.
På trods af denne påstand i min optik er fuldstændig fejlslagen, lever den i bedste velgående blandt befolkningen. Da jeg sidste efterår var til paneldebatter i forbindelse med kommunalvalget (og temperaturen i lokalet ændrede sig hver gang man snakkede om nedskæringer i børnepasning i København), blev jeg ofte mødt med tilråb når jeg nævnte så meget som delvis privatisering af børnepasningen. Vælgernes spørgsmål derefter talte også med store bogstaver, om den usikkerhed og mistillid man nærede mod det private.
Det virker dog paradoksalt på mig, at man kan foretrække det offentlige over det private - især hvis man ser på de sidste års udvikling. For nyligt kunne man i denne artikel læse om, hvordan antallet af akademikere i kommunerne steget med 6% fra sidste år. I min optik, er skrankepavernes hænder koldere end den privatansattes. Og så koster de også meget mere.
Jeg ville til enhver tid hellere have mine børn passet i et system der er baseret på grådighed og profitmaksimering fordi det i bund og grund betyder bedre service for mig. Det offentlige system betyder tidsspilde, latterlige regler og for få ansatte til at passe mine børn fordi kommunen igen har hyret flere bureaukrater.
Så det sagde jeg så, derude på Universitetscenteret - men min diskussionspartner var ligeglad. Kapitalismen er ond. Sådan var det bare.
