Det er udenfor enhver diskussion, at hjemmehjælperne fra Håndværkerhaven har svigtet groft og skal afskediges. Så langt er vi alle enige. Men vi må ikke håbe, at diskussionen stopper dér. For sagen handler endnu mere om incitamenter i hverdagen end om personlig moral.
Det, som var det helt grundlæggende problem med hjemmehjælperne, var ikke bare dårlig personlig moral. Det var, at det gennem længere tid overhovedet ikke havde haft nogen konsekvenser for dem, om de arbejdede hårdt og pligtopfyldende eller ej.
Vi borgerlige tror på, at incitamenter virker. For mennesker er ikke perfekte, selvdrevne væsener for hvem arbejdet bærer sin løn i sig selv.
Offentlige arbejdspladser har en ekstra udfordring med at skabe incitamenter i hverdagen, fordi de mangler profit som naturligt incitament. Når de så heller ikke vil have hverken resultatløn eller systematisk feedback gennem kundeundersøgelser, og når chefen oven i købet ikke bemærker hverken en god eller dårlig indsats, fordi han ikke fører tilsyn med arbejdet, så vil de fleste i længden have svært ved at føle, at deres indsats betyder noget. Jeg er i tvivl, om ikke jeg selv ville ende med også at tage på pizzeria i stedet for at passe mit arbejde, hvis jeg var hjemmehjælper. Jeg er i hvert fald sikker på, at jeg ville føle mig voldsomt demotiveret, og at min indsats var ligegyldig.
Når ledelsen fjerner alle incitamenter og svigter sin opgave med at indhente oplysninger og reagere på, hvordan medarbejderne udfører deres arbejde, kalder man det åbenbart 'tillid'. Jeg ville kalde det ligegyldighed og ledelsessvigt. Det er en udbredt sygdom på mange offentlige arbejdspladser og selve grunden til, at der mange steder er massivt sygefravær, og at medarbejderne bliver apatiske.
Fravær af konsekvenser, incitamenter og og feedback er nok enhver fagforenings våde drøm. Men det giver ingen arbejdsglæde. Det skaber tværtimod ligegyldighed og tomhed. Intet menneske kan i længden holde det ud.
Medarbejdere skal modtage ris, ros eller belønninger afhængigt af, hvor godt de arbejder. Og for at kunne give denne feedback, skal en leder naturligvis altid vide, hvad der foregår. En skoleleder skal overvære sine læreres undervisning. En leder for hjemmehjælpere skal vide med sikkerhed, hvor lang tid besøgene hos de ældre tager og tage med rundt og overvære arbejdet.
Nogen vil kalde det kontrol. Jeg vil kalde det interesse og nærvær og en gave til medarbejderne.
Det ville være herligt, hvis afsløringerne fra hjemmeplejen kunne åbne øjnene for, at helt basale ledelsesprincipper og god gammeldags borgerlig tro på incitamenter ikke skal sættes ud af kraft med trylleordet 'tillid'.
Det, som var det helt grundlæggende problem med hjemmehjælperne, var ikke bare dårlig personlig moral. Det var, at det gennem længere tid overhovedet ikke havde haft nogen konsekvenser for dem, om de arbejdede hårdt og pligtopfyldende eller ej.
Vi borgerlige tror på, at incitamenter virker. For mennesker er ikke perfekte, selvdrevne væsener for hvem arbejdet bærer sin løn i sig selv.
Offentlige arbejdspladser har en ekstra udfordring med at skabe incitamenter i hverdagen, fordi de mangler profit som naturligt incitament. Når de så heller ikke vil have hverken resultatløn eller systematisk feedback gennem kundeundersøgelser, og når chefen oven i købet ikke bemærker hverken en god eller dårlig indsats, fordi han ikke fører tilsyn med arbejdet, så vil de fleste i længden have svært ved at føle, at deres indsats betyder noget. Jeg er i tvivl, om ikke jeg selv ville ende med også at tage på pizzeria i stedet for at passe mit arbejde, hvis jeg var hjemmehjælper. Jeg er i hvert fald sikker på, at jeg ville føle mig voldsomt demotiveret, og at min indsats var ligegyldig.
Når ledelsen fjerner alle incitamenter og svigter sin opgave med at indhente oplysninger og reagere på, hvordan medarbejderne udfører deres arbejde, kalder man det åbenbart 'tillid'. Jeg ville kalde det ligegyldighed og ledelsessvigt. Det er en udbredt sygdom på mange offentlige arbejdspladser og selve grunden til, at der mange steder er massivt sygefravær, og at medarbejderne bliver apatiske.
Fravær af konsekvenser, incitamenter og og feedback er nok enhver fagforenings våde drøm. Men det giver ingen arbejdsglæde. Det skaber tværtimod ligegyldighed og tomhed. Intet menneske kan i længden holde det ud.
Medarbejdere skal modtage ris, ros eller belønninger afhængigt af, hvor godt de arbejder. Og for at kunne give denne feedback, skal en leder naturligvis altid vide, hvad der foregår. En skoleleder skal overvære sine læreres undervisning. En leder for hjemmehjælpere skal vide med sikkerhed, hvor lang tid besøgene hos de ældre tager og tage med rundt og overvære arbejdet.
Nogen vil kalde det kontrol. Jeg vil kalde det interesse og nærvær og en gave til medarbejderne.
Det ville være herligt, hvis afsløringerne fra hjemmeplejen kunne åbne øjnene for, at helt basale ledelsesprincipper og god gammeldags borgerlig tro på incitamenter ikke skal sættes ud af kraft med trylleordet 'tillid'.
