»Min kone er blevet anti-dansk«

Michael Elmquist er dansk diplomat udsendt til Sudan

FrieTanker

26/02/2011

Michael Elmquist er dansk diplomat udsendt til Sudan. Lige nu passer han sygesengen, da han har fået malaria, men det er helt andre problemer i kolde Danmark, der optager ham.

Sammen med sin britiske hustru gennem 30 år forsøgte han for få år tilbage at bosætte sig i Danmark. Men det endte i så mange komplikationer og grænseoverskridende spørgsmål fra Udlændingeservice, at parret helt har droppet tanken om at nyde pensionisttilværelsen i Danmark.

»Min kone er desværre blevet meget anti-dansk af den oplevelse, og det er trist, for da vi først boede i landet i 1984 i tre år, syntes hun rigtig godt om Danmark. Folk var venlige og imødekommende, men hun føler, at hele holdningen til udlændinge har ændret sig,« siger Michael Elmquist.