Forleden holdt jeg grundlovstale på Fejø - på dagen, hvor vi fejrer vores Grundlov og de frihedsrettigheder, som vi nu har haft i 164 år.
Det er rettigheder som retten til at tro, tænke, tale, forenes, privatliv og ikke mindst privat ejendom. Det er rettigheder, som vi kan være stolte over, men som ikke altid forvaltes med den stolthed og respekt de fortjener.
Det er med Grundloven - som så meget andet - det kniber med at huske, hvad der virkelig var vigtigt, hvilket somme tider betyder, at essensen udviskes. Derfor kan det være nyttigt at huske på, hvordan vi fik vores Grundlov og frihedsrettigheder.
På den store statue af Frederik den 7. på hest på Christiansborgs Slotsplads, står der, at han var Grundlovens giver. Det er sandt nok. Men det hører med til historien, at den enevældige konge var så presset økonomisk, at han kun gav os vores frihedsrettigheder, fordi han ønskede at hæve skatten.
Dette motiv er yderst velkendt fra landets ledere den dag i dag, og desværre betyder det her i 2013, at Kongerigets mest produktive individer reelt skal arbejde indtil torsdag eftermiddag for staten - til almenvellets bedste naturligvis. Ikke længere for herremændene, men for almenvellet, og det spirende flertal af den danske befolkning der ikke længere ser sig i stand til at forsørge sig selv.
Når danskerne i 1849 accepterede Frederik den 7.’s byttehandel var det selvfølgelig fordi, at de vidste, at skatteopkrævning er ekspropriation af borgernes indtægter. Skatteopkrævning er et angreb på den private ejendomsret. Det vidste vores forfædre. Og derfor forlangte de noget til gengæld hver gang den enevældige konge var i økonomisk uføre og ville hæve skatten.
Jeg kan ikke lade være med at tænke over, hvordan Danmark havde set ud, hvis danskerne konsekvent gennem tiden havde overholdt den aftale vores forfædre havde med staten: At hver gang man frarøvede os lidt frihed ved at sætte skatten op, fik vi nogle flere rettigheder og mere frihed på andre områder.
Nu er det jo Grundlovsdag i dag, så lad os se lidt på, hvad der står i loven, som vi fik.
Som jeg ser det, er ejendomsretten den absolut vigtigste rettighed i Grundloven. Retten til livet er kilden til alle rettigheder, men uden ejendomsret ville vi ikke kunne implementere en eneste af dem. Derfor er ejendomsretten så vigtig.
I paragraf 73 står der: ”Ejendomsretten er ukrænkelig. Ingen kan forpligtes til at afstå sin ejendom, uden hvor almenvellet kræver det.”
Men almenvellet kræver meget i disse år - og den demokratiske praksis er i dag, at bare man har et flertal, så har man per definition ret til alt. Sådan må det være i et demokrati, ikke sandt?
Forkert!
Demokrati er netop ikke blot et flertalsdiktatur. Demokratiet er en styreform, hvor man tilslutter sig en proces, hvor et givet flertal kan beslutte, hvordan man vil indrette sig som samfund. Men for at demokratiet kan fungere, så må det hvile på nogle basale værdier, som aldrig kan tilsidesættes.
I Biblen taler man om de ti bud. Om at man ikke må stjæle, at man ikke må tage et andet menneskes liv etc. Så vidt jeg husker, så står der ikke nedenfor med små bogstaver: Ovenstående retningslinjer gælder kun hvis man er i mindretal.
Mange forfærdelige ting er sket i demokratiets navn. Tænk bare på Hitler, som blev demokratisk valgt på en hadefuld agenda. Eller Hugo Chavez, som lovede at han ville bestjæle ”de onde rige”, for så at give andres ejendom til staten – og dermed til almenvellet.
Tænk på vores egen regering, som kom til tronen på at love deres vælgere, at de ville give dem goder, som disse vælgere ikke kunne skaffe sig selv, og som derfor skulle tages fra ”de rige”.
Alle er demokratisk valgt. Og det respekterer jeg, men det gør ikke nødvendigvis deres ageren retfærdig.
Jeg fristes til at sige, at socialisterne heldigvis løj sig til magten, og ændrede deres politik efter de blev valgt. De fandt hurtigt ud af, at man ikke skaber vækst og arbejdsplader ved at agere som Hitler, Hugo Chavez eller andre regimer, som kun profilerer sig på omfordeling.
Se bare hvordan det går for Frankrig, hvor Hollande vandt regeringsmagten ved at bedyre sit had mod de rige, herunder at han ville brandbeskatte dem så intensivt, som overhovedet muligt. Han arbejder i øvrigt stadig ihærdigt på det!
Det var stort set samme dagsorden som Helle Thorning blev valgt på, men modsat Thorning, ja, så holdt Hollande hvad han lovede, og Frankrig er i dag i frit fald. Produktive kræfter flygter ud af landet - med store tab af arbejdspladser og vækst til følge.
Ekspropriation af borgernes indtægter er dog ikke den eneste udfordring vi har, når vi taler om ejendomsrettens ukrænkelighed.
I 2006 besluttede den tidligere Skagen kommune at ekspropriere en families ejendom, fordi de ville anlægge en skydebane for en forening med 290 medlemmer. Først fire år og advokatregninger for 100.000 kr. senere, fik familien lov til at blive boende - i deres hus på deres grund. Kommunen tænkte nok, at det var bedre med 290 stemmer i forhold til den familie, der ret beset ikke kunne give samme politiske medvind. Men det retfærdiggør ikke, at man tvangsfjerner en familie fra deres egen ejendom, ligegyldigt hvor meget folk gerne vil have en skydebane.
Roskilde-sagen er også en torn i øjet på den private ejendomsret. Efter en landmand i flere år har lejet et 60.000 kvadratmeter stort stykke jord ud til Roskilde Festivalen, vil ejeren i 2010 bruge sit stykke jord til sin Plantemiljø-virksomhed, og opsiger lejeaftalen med Roskilde kommune. Men Roskilde kommune mener, at almenvellet kræver en musikfestival og eksproprierer jorden til en brøkdel af værdien.
Tag ikke fejl: Jeg elsker rockmusik, og jeg er fuld af beundring for det frivillige arbejde, der lægges under festivalen. Men denne sag handler ikke om rock og rul, det handler om den vigtigste rettighed i vores Grundlov. Den bliver brudt på det groveste, og det er kun et af mange eksempler på, at et flertal gang på gang tilsidesætter essensen i de værdier, som Grundloven blev baseret på.
Det er blot et par få eksempler på, at staten griber direkte ind i vores grundlovssikrede rettigheder og stjæler fra os. Der er desværre rigtig mange, og I kender sikkert selv til en del flere. Vi er hele tiden vidner til en voldsom krænkelse af vores fælles rettigheder, men kun få råber op, da kampen med myndighederne er en ulige kamp.
Hvis Skat kommer på besøg, og kræver flere penge op, og man vælger at gå rettens vej, og ender med at få ret, så kan man ikke længere få dækket sagens omkostninger – og det er selvom man har ret, selvom Skat har berøvet ens tid og penge uden grund.
”Så længe det ikke går ud over mig”, synes folk at tænke - men krænkes én borgers rettigheder og personlige frihed, rammer det os alle sammen.
Det bør vi alle huske på, når vi tænker over vores skønne land, og de mange kræfter der har arbejdet hårdt for at skabe den fantastiske platform, som vi har i dag.
To paragraffer inden ejendomsrettens ukrænkelighed omtales i Grundloven, støder vi på håndhævelsen af den personlige frihed.
Den personlige frihed er ukrænkelig, står der i Grundlovens paragraf 71. ”Ingen dansk borger kan på grund af sin politiske eller religiøse overbevisning eller sin afstamning underkastes nogen form for frihedsberøvelse.” Grundloven bruger begrebet ”personlig frihed” i en snæver betydning - at man ikke kan fængsles på grund af sin overbevisning eller afstamning. Men begrebet skal udvides, hvis ikke det skal miste essensen.
Personlig frihed er at sikre individets integritet og frie udfoldelse uden risiko for at blive underkastet statslig regulering og tvang. Alt for mange oplever de offentlige myndigheders smagsdommeri eller direkte chikane, såfremt man ytrer sig i mod de politisk korrekte normer.
Der er en hær af offentligt ansatte, hvis primære opgave er at forvalte lovgivning, der bestemmer, hvordan vi skal indrette vores liv og bo på vores ejendom. Den nidkærhed, hvormed disse meget omfangsrige lovtekster forvaltes og fortolkes, kræver enorme ressourcer for dem, der ikke bare affinder sig med deres formynderi.
Jeg ved, hvad jeg taler om, for jeg har prøvet det på egen krop i en meget lang række sager.
Det er få mennesker, der har både energi og ressourcer til at bekæmpe bureaukrati, som vil regulere områder hvor ingen ofre findes.
Vores skattekroner går med andre ord, for en stor dels vedkommende, til at vi kan købe såkaldt ”borgerservice”, fra grupper af offentligt ansatte, der gerne vil bestemme farven på vores hoveddør, eller om vi må lave et legehus til vores børn i vores have.
Det er ikke mærkeligt, at vores kære kongerige er i en uhørt vækstkrise. Vores ressourcer som samfund går i alt for høj grad til at begrænse os alle i alle livets forhold, og mange mener efterhånden, at hvis man spiser sig fed og syg, så er det samfundets ansvar.
For mig handler personlig frihed om, at man har et dybfølt ønske om selv at bestemme over sit liv og sin hverdag - og ikke mindst, at man sætter handling bag ønsket. Alle mennesker har ansvar for eget liv, og alle mennesker har i mine øjne krav på at søge egen lykke, så længe de ikke skader andre.
Det velfærdssamfund vi har i dag, er skabt ved innovation, købmandskab og hårdt arbejde. Det er ikke skabt ved omfordeling, eller fordi staten nu kan regulere stort set alle livets forhold.
Det er vi et godt eksempel på her på småøerne, det de i medierne og på Christiansborg kalder i udkants-Danmark: At vi kan selv, at vi vil selv - og at vi oven i købet selv gør det. Vi går ikke og venter på, at staten eller kommunen ”gør noget” for os og vores samfund. Vi ved, at hvis man vil se udvikling, må man tage skovlen i egen hånd.
Problemet er naturligvis, at det er svært at få ”friheden” tilbage, da man betaler en stor del til den fælles kasse, og nu skal gå tiggergang for at få andel i sin egen værdiskabelse. Desværre er skatter, afgifter og regulering nu så altomfattende, at det for mange – ellers entreprenante mennesker - bliver mere væsentligt, til fulde at forstå diverse støtteordninger og regler, i stedet for blot at være et produkt og serviceminded individ.
Vi vil ikke være fæstebønder i en alt om sig gribende stat - vi vil være herremænd i eget liv. Jeg vil i hvert fald!
Jeg overtog, som nogen af Jer måske ved, Vejrø, en smuk perle i det smålandske farvand, men også en faldefærdig og udbrændt ø, på statsstøtte og uden positiv økonomisk relevans for Lolland.
I 1920 boede 75 mennesker, som levede at landbrug, jagt og fiskeri. Den moderne verden gjorde det svært at opretholde livet for mange familier på en lille Ø. Da EF, som det hed dengang, tilbød tilskud – igen skatteydernes penge naturligvis – for at fjerne de mange frugt plantager på Vejrø, forsvandt samtidig det sidste der kunne hjælpe Vejrøs beboere til selv at opretholde en tilværelse.
Jeg startede med at fjerne 100 tons affald, og Vejrø var ikke et sted nogen som helst regnede med havde en fremtid. Min vision var at bringe øen tilbage til fordums tid, hvor man gik på jagt, fiskede og dyrkede jorden. Jeg vil skabe et fristed i kongeriget, hvor man kan opleve det bedste Danmark kan byde på af fødevarer, natur, afslappet luksus og fred og ro. Dem er der ikke mange tilbage af.
Uden privat initiativ, var Vejrø ikke andet end et stykke udkants Danmark, uden fremtid og blot en forladt Ø, hvor affaldet hober sig op, og hvor braklægningsstøtten siver ud af skatteydernes kasse.
Alligevel skal den personlige frihed udfordres af politikere, der minder om tidligere tiders ensporede godsejere, der holdt bønderne i et jerngreb.
Herude i Smålandsfarvandet er vi beviset på, at når den personlige frihed får lov til at udfolde sig, så står vi naturligt sammen om den opgave det er at bygge et solidt samfund, der bygger på frihed, respekt for naturen og det enkelte individs ret til at bestemme over eget liv.
Mennesker der bor tæt sammen opfører sig ordentligt, ellers kan små samfund ikke eksistere. Problemet med dagens demokrati, og dermed forvaltningen af grundloven er, at folk kræver ydelser af hinanden, som aldrig ville kunne lade sig gøre i et lille samfund, i en familie, eller blandt venner.
Der findes nogle gode driftige bønder her på Fejø. Tænk sig om man valgte at stemme om deres ret til egen ejendom, det ville være utænkeligt for de fleste rettænkende personer. Men på landsplan sker den slags uafbrudt. Det er en ringe forvaltning af vores demokrati og dermed vores grundlov, som jo er det regelsæt, hvormed vi skal forvalte demokratiet.
Når man står her i den fri natur og nærmest kan dufte friheden, kommer jeg til at tænke på en af historiens største – og mest misforståede helte – Robin Hood, som var lovløs og levede i Sherwood-skoven, mens han indædt kæmpede mod den grådige skatteopkrævende sherif i Nottingham.
Hans navn bliver brugt i flæng, når politikerne taler om ”Robin Hood”-skat, hvor de rige skal aflevere endnu mere. Eller venstreorienterede kræfter der kritiserer alle reformer af velfærdsstaten for at være en ”omvendt Robin Hood”.
For i virkeligheden er Robin Hood en frihedshelt, der kæmpede for at give folket de penge og rettigheder tilbage, som den enevældige kongemagt havde taget fra dem. I Danmark har vi ikke hverken en Robin Hood eller store danske revolutionshelte.
Vi fik vores Grundlovssikrede rettigheder uden at blodet flød i gaderne fordi Kongen havde brug for at sætte skatten op. Jeg ved ikke, om det er fordi, vi fik vores rettigheder uden krig og kaos, at vi har svært ved at forvalte dem i dag? Men jeg ved én ting: Der er brug for, at alle finder deres indre Robin Hood frem, og skyder en skarp pil ind i debatten, når statsmagten krænker den private ejendomsret – hvad enten det er med højere skatter eller anden ekspropriation i almenvellets navn.
Grundlovens bestemmelser er frem for alt en ramme, vi som borgere er nødt til at udfylde. Hvis ikke vi står fast på ønsket om personlig frihed og privat ejendomsret og forsvarer os for overgreb fra staten, er vores rettigheder intet andet end ligegyldige ord.
Vi skylder vores forfædre og vores efterkommere, at stå sammen og kæmpe mod en statsmagt, der i almenvellets navn vokser dag for dag og æder vor hævdvundne rettigheder op – imens vi blot ser på.
Danmark er et fantastisk land. Lad os passe godt på det. God Grundlovsdag og tak for ordet.
