I dag ved 13.30-tiden holdt jeg denne tale ved Liberal Alliances grundlovsmøde i Skanderborg:
Mange tak for invitationen til at komme og tale her i dag på Liberal Alliances grundlovsmøde i det smukke Skanderborg.
Vejret er som så mange gange før med os på denne grundlovsdag. Det er som om, guderne vil sige noget til os, for så langt min hukommelse rækker, så er vejret altid godt på grundlovsdag. Jeg har efterhånden været til mange grundlovsmøder, og jeg husker ikke, at vejret på grundlovsdag nogensinde har været anderledes end som nu med høj sol, blå himmel og god varme.
Helt i modsætning til 1. maj, hvor det meget ofte regner – og det forstår man jo godt …
Grundlovsdag fortjener det gode vejr, for det ER en sand festdag. Nogen siger, at det er demokratiet, vi fejrer i dag, men det er ikke præcist nok. Det er det LIBERALE demokrati, vi fejrer på grundlovsdag.
Vi fejrer ikke kun, at vi hvert fjerde år kan afsætte vore politikere, hvis vi er utilfredse med dem, og indsætte nye på de 179 pladser i folketingssalen. Vi fejrer også – og især – at grundloven sætter grænser for, hvad de 179 skal have lov til at beslutte.
Grundloven gør det besværligt for selv nok så store flertal i Folketinget at regere rundt med os danskere. Også selvom vi er i mindretal.
Der skal være grænser for politik, siger grundloven. Fordi vi også skal tage hensyn til friheden.
Friheden til at være i fred for myndighederne, hvis man ikke har gjort noget, der udtrykkeligt er forbudt. Friheden til at have en privatsfære i sin bolig, med mindre politiet har en dommerkendelse. Friheden til at kunne disponere over sin ejendom. Næringsfriheden. Ytringsfriheden. Forenings- og forsamlingsfriheden. Religionsfriheden.
Det er friheder, som omtales i grundloven, det er friheder, som grundloven gør det sværere for magthaverne at krænke – og DET er værd at fejre.
Grundloven har gjort et forsøg på at beskytte vores frihed, og det skal grundlovens fædre have tak for.
Men i den virkelige verden er vores frihed desværre alligevel blevet meget kraftigt indskrænket, for til trods for grundloven, så tages der ikke meget hensyn til friheden i dansk politik. Det har man ikke gjort i mange år.
Det er ikke en påstand, det er et faktum.
Beviset er den udvikling, Danmark har gennemgået de seneste 100 år. Jeg tror kun, at jeg kan nævne tre områder, hvor friheden er blevet udvidet - og de har sjovt nok alle med sex at gøre.
1. Pornoen er blevet frigivet.
2. Politiet anholder ikke længere bøsser for deres seksualitet.
3. Provokerede aborter er blevet tilladt.
Det ser ud til, at politikerne trods alt har erkendt, at seksualdriften er for stærk til, at de kan styre den.
Men ellers kan jeg ikke komme i tanker om fremskridt for friheden de seneste 100 år, for resten af livet har vore herskere på Christiansborg sat sig stadig tungere på.
Jeg kan opremse eksempler som rygeloven, knivloven og hundeloven.
Der er også Forbrugerombudsmandens markante indskrænkninger af retten til at reklamere for den vare, man har til salg, og den stadige fortrængning af den frie presse via ekspanderende statslige medier.
Så er der fødevarekontrollen og arbejdstilsynet, som hele tiden får nye magtbeføjelser.
Der er huslejereguleringen, som er udformet på en måde, så udlejere ikke kan få at vide, om de bryder loven, før de slæbes i retten af deres lejere og måske eller måske ikke bliver dømt.
Der er de stadig flere bestemmelser, som trods grundlovens ord giver myndighederne adgang til privat ejendom uden en dommerkendelse.
Der er naturbeskyttelseslovgivningen og terrorlovgivningen, som også bliver mere og mere omfattende.
Og så er der ikke mindst det danske skattetryk, og det vil jeg koncentrere mig om i dag. For ingen steder i verden er friheden til at beholde frugten af sit eget arbejde mindre end i Danmark.
Danmark har verdens højeste skattetryk, og dermed er Danmark også det land i den vestlige verden, hvor friheden til at forsørge sig selv med sit eget arbejde er mindst.
Vi har i efterhånden en del år snakket om det formålstjenlige i, at der opkræves en marginalskat på i dag 56 procent af den sidst tjente krone i Danmark. Det argument, som bruges i den offentlige debat, for at procenten skal sættes ned, er at folk ikke anspores til at yde en ekstra indsats, og det er ofte underforstået, at den indsats skal ydes, så der kommer endnu flere penge i statskassen, så der kan deles endnu flere penge ud til folk, som ikke arbejder, og så der kan bruges endnu flere penge i den offentlige sektor.
Men hvad med friheden? Hvordan har den det med, at staten i Danmark kradser op til 68 procent af danskernes indkomst ind, hvis vi lægger skat, moms og afgifter sammen?
Skidt! Men der tales kun lidt om det.
For Danmark domineres af den meget sejlivede venstreorienterede illusion, at man kan være fri, selvom man kun har råderet over en lille brøkdel af sin indkomst.
”Gør hvad du vil på lagnerne, få en gratis abort bagefter, løb nøgen rundt på stranden, skyd piercinger i hele ansigtet, få heroin af din læge – men din økonomi den styrer vi!”. Det er tankegangen i Danmark.
Og hvad er der galt med det billede?
Der er for det første det galt, at man ikke kan opkræve alle skatterne uden at true folk. ”Enten betaler du,” siger skattevæsenet, ”eller også putter vi dig i fængsel”. Det er ikke frihed, det er tvang. Og i Danmark står den slags tvang for opkrævningen af næsten halvdelen af den samlede produktion. Intet land i verden har mere skattetvang end Danmark. I intet andet land er friheden til at råde over sin egen indkomst så lille som i Danmark.
Men når vi har overstået den tvang, som bruges ved opkrævningen, så er ufriheden ikke mindre synlig. For så har vi mistet muligheden for at foretage et frit forbrugsvalg.
Politikerne bruger vores penge til at stille gratis daginstitutioner, gratis skoler, gratis universiteter, gratis sygehuse og gratis plejehjem til rådighed for os. Men rigtigt mange danskere synes faktisk slet ikke, at de tilbud, de får, er gode. De vil f.eks. hellere sende deres børn i privatskole eller opsøge et privathospital, når de er syge.
Og det gør danskerne så også i stor stil. Hvis de har råd. Men så tvinges de til at betale for op til to, hver gang de køber én: Først til det offentlige og så i det private. De, der ikke har råd, må nøjes med det offentlige, fordi politikerne har taget deres penge. Det er ikke frihed. Det er tvang.
En tredjedel af de penge, vi betaler i skat, får de fleste slet ikke tilbage i form af en offentlig serviceydelse. De uddeles i overførselsindkomst til folk, som ikke har et arbejde.
Igennem de seneste 50 år er der blevet stadig flere mennesker i Danmark, som ganske vist er i den arbejdsdygtige alder, men som alligevel ikke arbejder. I 1960 var der 200.000. I dag er der cirka 800.000.
Antallet af mennesker, som danskerne tvinges til at arbejde for er med andre ord blevet firedoblet. Og udtrykket ”tvinges til at arbejde for” er en nøgtern beskrivelse af, hvad der foregår.
Hvis gennemsnitsdanskeren vil tjene 100 kroner til sig selv, så skal han først tjene 33 kroner til naboen, som har været førtidspensionist siden 80’erne, hvor han var arbejdsløs, og hvor det var billigere for kommunen at have ham på førtidspension end på kontanthjælp. Eller han skal tjene de 33 kroner til manden nede på torvet, som er på kontanthjælp, fordi han hellere vil være fuld end at arbejde. Eller han skal tjene de 33 kroner til kvinden, som hellere vil modtage dagpenge og være hjemmegående end at arbejde.
Er det frihed? Nej, det er jo egentlig en form for slaveri. Den væsentligste forskel i forhold til gamle dage er, at slaveriet er blevet effektiviseret. Man har fundet ud af, at slaverne er mere produktive, når de selv må vælge deres arbejde – men man har beholdt retten til at inkassere arbejdets udbytte, så andre kan holde fri for pengene.
”Jaja, den er god med dig,” siger nogen: ”Men du glemmer jo, at vi selv har valgt vores politikere. Derfor betaler vi i virkeligheden vores skat frivilligt.”
Men friheden er individuel. Uanset hvor mange gange ens nabo og hans kolleger og deres venner og deres venners venner med familie har stemt på de politikere, som vedtager landets love, så kan man stadig ikke leve frit, når alle andre end en selv har ret til at råde over hovedparten af ens indkomst.
Og her er vi fremme ved den største trussel mod friheden i dag. Det er demokratismen. Den tanke, at bare fordi et flertal mener, at det er i orden, at begrænse andre folks frihed, så ER det også i orden. Og man behøver sådan set ikke andre argumenter for det.
* Hvorfor er det i orden at forbyde rygning på caféer? Fordi et flertal ikke længere ryger, lyder svaret.
* Hvorfor er det i orden at have en statskirke? Fordi flertallet af danskere er medlem.
* Hvorfor er det i orden at opkræve op til 68 procent i skat? Fordi flertallet synes det – og i øvrigt lever af pengene. Det er den klassiske fortælling om fåret og de to ulve, der stemmer om, hvad de skal spise til aftensmad.
For nogle år siden var Pia Kjærsgaard ude med krav om, at man ikke alene skulle forbyde kvindelige dommere at gå med muslimsk tørklæde. Det skulle heller ikke være tilladt for de mandlige af dem at have skæg på en måde, så de så muslimske ud.
Det fik mig til at tænke på, om Søren Kierkegaard mon havde lidt ret, da han i 1848 skrev imod den dengang forholdsvis nye idé, som man kaldte demokrati. Han skrev disse ord:
”En tyran som enkelt menneske er da så ophøjet, én så fjern at man for ham kan få lov til at leve privat som man vil. Det kan i al evighed ikke falde en kejser ind at bryde sig om mig, hvordan jeg lever, hvad tid jeg står op, hvad jeg læser o.s.v. - ordentligvis ved han slet ikke af, at jeg er til. Men i en folkeregering er jo 'ligemanden' det herskende. Ham beskæftiger sligt, om mit skæg er som hans, om jeg tager i Dyrehaven på samme tider som han, om jeg er ganske som ham og de andre. Og hvis ikke, ja da er det en forbrydelse - en politisk forbrydelse, en statsforbrydelse!"
Den amerikanske filosof og professor ved Harvard University Robert Nozick skrev tilbage i 70’erne en lille historie, som han kaldte ”Historien om en slave”.
Det er en meget lærerig historie om, hvorfor det er så vigtigt at have en samfundsorden, hvor både kultur og grundlov sætter grænser for flertallets magt over mindretallet – og grænser for magten over det meget lille mindretal, som er det enkelte menneske. Individet.
Historien er udformet som en udvikling med ni trin. Og jeg vil gerne bede jer om at lege lidt med her. Hvis vi på et tidspunkt, når til et trin i historien, hvor I ikke synes, at slaven er en slave længere, så skal I rejse jer op. Altså hvis jeg f.eks. er nået til trin seks, og hvis I så synes, at det jeg læser om slavens livsvilkår gør, at han ikke længere er en slave, så rejser i jer bare op.
Trin 1. En slave er fuldstændig udleveret til sin brutale herres luner. Han bliver ofte gennembanket, sendt på arbejde midt om natten og så videre.
Trin 2. Herren er venligere og slår kun slaven, når denne bevisligt har overtrådt herrens regler - når han for eksempel ikke har levet op til sin arbejdskvote og den slags. Herren giver slaven noget fritid.
Trin 3. Herren har en gruppe slaver, og han beslutter, hvordan goder skal fordeles mellem dem ud fra venlige kriterier, hvor han tager hensyn til behov, hvad de har gjort sig fortjent til og så videre.
Trin 4. Herren giver sine slaver fire fridage om ugen og kræver kun, at de arbejder tre dage på hans jord.
Trin 5. Herren tillader sine slaver at tage til byen for at arbejde (eller hvor de end måtte ønske det) for løn. Han kræver kun, at de sender tre syvendedele af deres løn til ham. Han beholder også retten til at tilbagekalde dem til sin plantage, hvis en eller anden nødsituation skulle true hans ejendom. Ligesom han beholder retten til at hæve eller sænke den lønandel, som slaverne skal sende til ham. Endvidere beholder han retten til at forbyde slavernes deltagelse i bestemte farlige aktiviteter, som kunne true han finansielle udkomme - for eksempel bjergbestigning og rygning.
Trin 6. Herren tillader alle sine 10.000 slaver - undtagen den slave, som vi følger - at stemme om de fælles beslutninger. Der er åben diskussion blandt slaverne, og de har magt til at bestemme, hvordan en hvilken som helst procentdel af slavernes indkomst skal anvendes, hvilke aktiviteter der skal være forbudte og så videre.
Bemærk her, at slaven har fået en ny herre. Det er ikke længere den gamle slaveejer, som bestemmer over ham, det er de 10.000 andre slaver.
Trin 7. Selvom slaven stadig ikke har nogen stemme, får han ret til at deltage i de andres diskussion, hvor han kan forsøge at overtale dem til vedtage en bestemt politik og bestemte måder at behandle ham og dem selv på. Derefter går de til afstemning for at stemme om politikker, som er udtryk for de meget vide grænser for deres magtudøvelse.
Trin 8. Som påskønnelse for slavens brugbare bidrag til diskussionerne, tillader de 10.000 ham at stemme, hvis deres afstemningsprocedure går i hårdknude. De bestemmer sig for denne procedure: Efter diskussionerne skriver slaven sin stemme på et stykke papir, og de andre tager af sted for at stemme. Skulle det ske, at de andre deler sig ligeligt i et spørgsmål - 5.000 for og 5.000 imod - så ser de på slavens stemmeseddel og lader den afgøre spørgsmålet. Dette er aldrig tidligere sket, de har aldrig haft brug for at åbne slavens stemmeseddel. Husk her, at også en enmands-herre kunne også forpligte sig til at lade sin slave bestemme i enhver sag, der har med slaven at gøre, hvor han - herren - er fuldstændig ligeglad med udfaldet.
Trin 9. De kaster slavens stemmeseddel i valgurnen - sammen med deres egne stemmesedler - med det samme. Hvis de står præcist lige, så afgør slavens stemme sagen. I alle andre tilfælde gør slavens stemme ingen forskel for afstemningens udfald.
Er der nogen, som har glemt at rejse sig undervejs?
Det er godt, og jeg er helt enig. Denne historie har aldrig ophørt med at være en historie om en slave, for det slaven mangler er sin frihed.
Han fik ikke friheden tilbage i sit liv, blot fordi han fik lov til at bestemme i den situation, hvor præcist 5.000 stemte for det ene, og andre 5.000 stemte for det andet.
Slaven ville først have vundet noget af sin frihed, hvis der var blevet sat grænser for, hvad hans herre, uanset om herren havde ét eller 10.000 hoveder, kunne gøre mod ham.
Det er derfor, vi fejrer grundloven. Fordi den forsøger at sætte grænser for, hvad den mangehovede herre, som vi kalder staten, må gøre mod os. Det skal vi glæde os over, men vi skal samtidig arbejde for, at der bliver sat flere grænser, for grundloven er ikke nok til at holde ufriheden stangen.
Det er også nødvendigt, at der er en opbakning til friheden blandt danskerne og blandt de folkevalgte.
Vores grundlov udstikker nogle retningslinjer for os, men den kan, når det kommer til stykket, ikke i længden redde os fra os selv.
Hvis vi danskere ikke vil friheden, så får vi den heller ikke. Derfor må vi hele tiden hjælpe hinanden med at huske, hvad Piet Hein satte på vers i et gruk, han kaldte ”Staten og vi”:
For hver ting, man skal ha lov for,
For hver mønt til skattens sum
knappes af det alburum,
livet i os har behov for.
Staten gør sig stor og bred a’
at den gør os pladsen trang.
Under magtens sejrsgang
voxer menneskene nedad.
Der er ingen andre end os, der er liberale til at få det budskab ud. Mange siger, at de går ind for frihed, men i praksis er der alt for ofte noget andet, der er vigtigere for dem.
Og ja, der findes meget andet, der også er vigtigt. Tryghed f.eks. Men hvis vi ikke først og fremmest bevarer friheden, så er vi at sammenligne med de affodrede beboere i baviangrotten i Zoologisk Have.
Som den daværende partileder for de Konservative, Aksel Møller, skrev i 1956:
”En for sin dyrevenlighed kendt og beundret direktør for en zoologisk have blev aldrig træt af at fremhæve, hvor meget sundere, raskere og tryggere dyrene var i hans bure, end i den verden, hvor de engang havde levet frit. Der er ikke så forfærdelig megen forskel på den tryghed, hans dyr nød, og den, der bliver os til del i den helt gennemførte socialdemokratiske velfærdsstat. Der vil heller ikke blive nogen særlig stor forskel på den pris, vi skal betale der for!”
Lad os kravle op af baviangrotten igen. Lad os kræve friheden tilbage.
Tak for ordet!
