De første kameraer overvåger nu minutiøst Strøget, og det stopper ikke her. Planen er således, at der skal opsættes helt op imod 200 kameraer, på forskellige steder i København, især i områder hvor der findes mange diskoteker og værtshuse.
Nu hvor politiet har besluttet sig for at gøre brug af videoovervågning, så vil jeg opfordre til at overvågningen bruges med meget stor omtanke. Et konkret forslag kunne være, at kameraerne kun var tændt i nattetimerne, hvor stort set alt den personfarlige kriminalitet begås. Når man i forvejen har prioriteret at overvåge især værtshus- og diskoteksområder, så virker det kun logisk, at man holder kameraerne slukkede i dagtimerne, hvor de fleste af disse steder alligevel holder lukket. På denne måde kan man således minimere den offentlige overvågning af mange lovlydige borgere, og i stedet målrette indsatsen i de tidsintervaller, hvor der måske er en lille chance for at videoovervågningen har en positiv effekt.
Helt generelt har jeg dog svært ved at forstå, hvorfor selv liberalt sindede mennesker efterhånden som en ren rygmarvsreaktion svarer ”videoovervågning”, når en eller anden form for kriminalitet skal bekæmpes. Jeg har også svært ved at forstå, hvorfor tusinder af lovlydige borgere skal finde sig i at blive overvåget når de træder ud af deres gadedør, blot fordi der nu igen er en lille marginaliseret gruppe, der ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt. Når det samtidig er dokumenteret, at effekten ved videoovervågningen i mange sammenhænge er meget svær at få øje på, så synes jeg, at de ansvarlige politikere skal tænke sig grundigt om inden de vælger mere offentlig overvågning for at vise handlekraft.