Her på sitet har vi i høj grad manglet en debat om et særdeles aktuelt emne: grænsekontrol i udkants-Europa . For hvordan i al verden kan man, som frihedselskende og liberalt menneske se en gyldig grund til at grænsekontrol mellem småstater genindføres? Også selvom det blot sker som led i en politisk tuskhandel hvor principper gerne handles for synlige resultater.
Schengen-samarbejdet, som er det der de sidste 10 år har udgjort vores ydre grænse fungerer. Det fungerer bare sådan at vi deler grænse med ca. 400 mio. andre mennesker og altså ikke kun med os selv. De 400 mio. mennesker bor hverken i Kina eller i Mellemøsten. Det er vore nærmeste venner fra de gode gamle europæiske demokratier.
Schengen-samarbejdet havde før Amsterdam-traktaten intet med EU at gøre. Der er fortsat medlemmer af Schengen-samarbejdet, der ikke er EU medlemmer. Desuagtet ser man igen og igen at de to (og andre) samarbejder rodes sammen, selv i hoveder der burde være bedre oplyst.
December 2009 blev rigspolitiets holdning til grænsekontrol undersøgt via forespørgsel til daværende justitsminister. Rigspolitiet vurderede ikke at det ville have gavnlig effekt på organiseret kriminalitet at genindføre grænsekontrol.
Grænsekontrol vil koste skatteyderne op mod ½ mia. kr. Det i en tid hvor vi i den grad mangler penge til skattelettelser.
Genindført grænsekontrol må desuden ses som første skridt mod udmeldelse af Schengen-samarbejdet. Hvorfor i al verden skulle de andre stole på os, når vi ikke stoler på dem? Så kan det da godt være at de ”fattigste” pensionister i 2020 stadig får efterløn på bekostning af dem der gider spare op (jf. omfordelingscirkusdirektørernes seneste meldinger). Men så må de også leve med at det kræver visum at tage til Schlager festival i Harzen (ja DF-vælgersegment, Hansi Hinterseer rykker længere væk, den havde I vist ikke taget i betragtning).
Samhandel, bevægelighed og fællesmarked. Der bliver ikke køer ved grænserne og ingen kommer til at spilde tid i Kruså, lover Skaarup m.fl. os. Så siger vi det og Moses Hansen kan gå på vandet. Men hva’ fa’en skal vi så med kontrollen når ingen skal bruge tid på at blive kontrolleret? At købe den slags Skaarupske vrøvl, kræver nærmest religiøs overbevisning om mandens evner. Selvfølgelig kommer nogen til at spilde tid på at de skatteyderbetalte toldere og scannere leder efter fedtafgiftspligtig bratwurst, fjolletobak eller langfingrede rumænere i vore bagagerum, anderledes kan det logisk set ikke være.
Hvad man i stedet burde have gjort, men fravalgte da der ikke er synlige resultater i et valgår, var selvfølgelig at bruge mere krudt på de kontrolforanstaltninger der allerede findes som værktøj i Schengen samarbejdet. Man kunne sætte sig for at fortsætte samarbejde med vore ligesindede i stedet for blot at knalde bommen i. Særligt tåbeligt forekommer det at vi skal bruge hundredevis af millioner på fjollerierne når nu vi har eksperters ord for at det vil være spildte penge.
Men OK det passer nok enkelte meget godt. Det med at kunne stille sig ved ledet til sognet, snage i hvad og hvem andre tager med hjem og grundigt notere og arkivere utidigheder og amoralsk adfærd. Ja, enkelte kan muligvis bilde sig ind at genindført græpnsekontrol gør anden nytte end at styrke nationalisme på bekostning i frihed.