Flere fremtrædende skribenter, med Sven Ove Gade, Hans Hauge og Bent Jensen i spidsen, og nu senest Christopher Arzrouni og Henrik Gade Jensen, bebrejder den nye bølge af aggressive ateister for at svigte eller overse kristendommens betydning for den vestlige kultur i almindelighed og den danske i særdeleshed. Jeg er en af disse aggressive ateister, og jeg melder hus forbi, men vil godt benytte lejligheden til at hylde både Jesus og 75-års fødselaren Sven Ove Gade
I dag bliver forfatter og tidligere chefredaktør for Ekstra Bladet, Sven Ove Gade, 75 år. Sven Ove Gade er et fyrtårn i dansk presse. En intellektuel sværvægter og en begavet ildsjæl, som ville noget med sit virke. Gade blev redaktør af alle de rigtige grunde. Han ville ikke magten, pengene eller prestigen. Han ville noget med sin avis. Han ville påvirke og ændre samfundet omkring sig.
Gade formåede den svære balance, det var at lave en læseværdig og relevant tabloidavis, og eftertiden vil på et tidspunkt forstå og værdsætte, hvor kolossal betydning det fik for os som nation, at diskursen om den ukontrollable og ansvarsløse indvandring blev ændret. Og det kan vi takke Sven Ove Gade for. Han var initiativtager til et utal af kampagner i sit virke, men ingen så vigtig som de to fremragende kampagner om indvandringen, som EB kørte i 90erne. Læser man artiklerne idag, er der ikke en, der ville løfte et øjenbryn, men tag ikke fejl: Ekstra Bladet og Gade blev lagt for had af de samme kræfter, der overfaldt Flemming Rose og JP tolv år senere.
Gade åbnede også spalterne for Søren Krarup, efter præsten var raget uklar med Jyllands Posten. Dette krævede meget mere mod, end man skulle tro. Men dette mod blev rigt belønnet. Svenske tilstande blev afløst af en livsvigtig åben debat. En debat som åbnede op for strømninger, der muliggjorde vitale stramninger af en halsløs og katastrofal indvandringspolitik. Ikke mindst på grund af ovenstående har de politisk korrekte og spinatfuglene altid haft det svært med en mand som Gade. Han passede ikke ind i båsene. Den iltre velskrivende redaktør fra Fredericia var og forbliver en idiosynkratisk enigma for det kulturradikale establishment. Han var dem intellektuel overlegen og samtidig chefredaktør for noget så sælsomt som Ekstra Bladet. Og så gav han spalteplads til ’Mørkets Fyrste’ fra Seem! Det var en ligning, de ikke kunne få til at gå op. Heller ikke i Politikens bestyrelse.
De færreste er klar over, at redaktøren, som så mange foragtede eller frygtede, også er et dybt kristent menneske. Og lad mig blive personlig for en kort stund. Jeg var også overrasket. Ikke fordi han var chefredaktør for Ekstra Bladet, men fordi jeg i min naivitet havde svært ved at forene et stort intellekt med noget så irrationelt som at tro på det evangeliske budskab, så intenst som Gade gør. Jeg har faktisk engang direkte og nysgerrigt spurgt ham, hvordan han kan være troende? Svaret var typisk Gade: Et Kierkegaard-citat afløst af et skarpt blik.
Vi har alle lov til at blive klogere. Jeg er stadig ikke-troende (ateist er et meningsløst ord) med en stærk jødisk identitet, men min respekt for Gade er fremdeles stor. Og han og alle andre skal naturligvis have lov til at tro, sålænge deres tro er personlig og ikke trænger sig på for at ville forandre dit og mit liv. Min respekt er stålsat, også selv om Gade, sammen med fortrinlige folk som Hans Hauge og Bent Jensen, har været endog særdeles håndfast i kritikken af os, der bekender os til, hvad de - med mine ord - betragter som bedrevidende, historie- og kulturløs ateisme. De mener, at vi ateister sælger ud af det kulturelle arvesølv og at vi dermed ukritisk og tankeløst sidestiller kristen tro med islamisk fundamentalisme i vores aggressive afvisning af noget guddommeligt. Ateisterne svigter dermed i kampen mod den militante politiske islamisme, der breder sig i Europa.
Jeg kan kun tale for mig selv, men intet kunne være mere forkert. Jeg – og jeg er overbevist om, at mange ikke-troende er enige med mig – anerkender og værdsætter i allerhøjeste grad den enorme betydning som kristendommen, især prostetantismen, har haft for udviklingen af den fri vestlige, demokratiske civilisation. At gøre andet, at benægte kristendommens betydning for europæisk kultur, ville være at benægte virkeligheden, og ganske rigtigt være historieløst.
Det vil føre for vidt at komme ind på her, men lad mig nøjes med at postulere, at filosoffen Kaj Sørlanders omfattende forfatterskab giver et troværdigt forklaringskompleks på disse problematikker. For selvom det af gode grunde ikke kan lade sig gøre at opstille et kontrolleret forsøg, så tilsiger erfaringen os, at ytringsfrihed, religionsfrihed og demokrati kun er opstået i den del af verden, der er baseret på de hellinistisk-judæo-kristne værdier. Det er ikke her vi dødsdømmer homoseksuelle og fratager kvinder retten til et frit liv. Den tid er overstået. Det er vi vokset fra.
Vi atesister afviser naturligvis tanken om en antropomorphisk altvidende, almægtig og altgod Gud. De besindige og fornuftige af os respekterer, dem der vælger at tro på det personlige plan, men vil aldrig lære at acceptere de religiøse institutioner, som intet godt har bragt med sig. Personligt accepterer jeg som ateist, at Jesu ord direkte lægger op til den kritiske adskillelse af politik og religion, der aksiomatisk er en forudsætning for det frie liv. Jeg afviser til gengæld kategorisk og med en vis foragt udsagn om, at ikke-troende lever et tomt og fattigt liv. Der er masser af poesi og skønhed at finde i den naturskabte verden omkring os, og der er ingen modsætning mellem det at benægte Guds eksistens og nyde de mange smukke ting, der er skabt for at hylde ham.
Det er lige så evident for mig, at der findes smukke og positivistiske forklaringer på alt det, vi ikke kan forstå, som det er, at vi mennesker har hang til religiøse forklaringer for at kunne bære en ofte hård tilværelse, der uundværligt vil ende med vores evige død. Jeg er derfor kommet til den overbevisning, at mennesket har brug for Gud. Også selvom han ikke eksisterer. Vi har brug for den trøst og sikkerhed, han giver. Også selvom ’han’ er et produkt, der stammer fra det overlevelsesinstinkt, som vores højtudviklede dyrehjerne har udviklet igennem en lang og hård evolution. Neurovidenskaben vil om føje tid give os en mere forståelig forklaring, når vi bliver i stand til at forske i etik og moral på en naturvidenskabelig måde.
Jeg mener ikke at man skal koble sit intellekt fra og turde tro. Jeg tror ikke ¨på menneskets behov for 'troens spring. Mennesket har intet at gøre på de 70.000 favne vand, men hvis der vitterlig skal være en ikke-eksisterende Gud, så er Gades Gud langt at foretrække. Også selvom Gades Guds proselytter i den institutionaliserede religions navn (kirkens) har begået et utal af forbrydelser. Det var dengang. Nu er nu. Og kristendommen har, stort set , tilpasset sig moderniteten. Det er bare at kigge sig omkring. Hvor er det bedst at leve? Hvor er sandsynligheden for en tryg og lykkelig tilværelse størst? Der er med andre ord ingen som helst tvivl om, at verden ville være et bedre sted, hvis alle mennesker var som Jesus og som Gade.
Længe leve Jesus og Sven Ove Gade!
