Kære læsere af 180Grader,
De næste tre måneder bliver afgørende for det liberale Danmarks fremtid. Så kort kan det siges. Går det godt for LA, kan vi stikke en kæp i hjulet på den socialdemokratisme, der totalt har ædt Danmark, incl. V og K op. Går det skidt, ja, så betyder det, at der enten er rødt flertal – eller at LA kollapsede, og VKO genvandt deres flertal alene. I begge tilfælde vil det blive udlagt som danskernes endegyldige nej tak til liberale tanker, ideer og reformer. Et nej tak til en mindre offentlig sektor, nej tak til lavere skat og nej tak til mere frihed.
LA går i al sin enkelhed ud på at fremme de fire mærkesager, som Torben Mark beskrev i sin klumme forleden. Tak for den i øvrigt! Meget fin beskrivelse.
Men LA er ikke en bevægelse, der går i takt. Jeg foretrækker at se LA som et tilbud til liberale af mange afskygninger om at få et tov at trække i den rigtige retning.
Nogle vil trække i vestlig retning, andre lidt mere i nordvest atter andre i sydvest. Nogle med mange kræfter, andre med færre kræfter – men tilsammen trækker vi betydeligt klarere i den rigtige retning, end det er set i mange, mange år i dansk politik. Vi tør bryde tabuer.
Jeg følger løbende, faktisk hver dag, debatten på 180Grader. Og jeg er ikke blind for den kritik, der ind imellem opstår: Gør folketingsgruppen for lidt, er vi for hårde overfor V og K, er vi skabsradikale, er vi for lidt ideologiske?
Her er, hvad vi er: Et tilbud om et talerør og et værn mod en flok politikere grebet af vælgerangst og jagt på den næste marginale vælger, der kan bestikkes med flere løfter om guld og grønne skove – betalt over skattebilletten.
Her er, hvad vi har præsteret indtil nu: Fra kollapset med Ny Alliance har vi forsøgt at strømline partiet og genvinde troværdighed.
Vi smed alle medlemmer ud og startede forfra. I januar 2009 overtog jeg ledelsen. Bakket op af ukuelige Leif Mikkelsen som landsformand, Lars Seier Christensen (der aldrig har svigtet, men stædigt troet på bl.a undertegnede) som formand for visionsgruppen (de der blev og bliver trukket (anonymt) på skal have stor tak) og Villum Christensen (eneste i folketingsgruppen ud over mig selv og med erfaring fra både kommunalpolitik og erhvervsliv), samt en stærkt prøvet Hovedbestyrelse.
For at sige det lige ud: Havde Leif, Lars og Villum vendt tommelen nedad (og ingen ville have fortænkt dem i det), så havde ”festen” været slut. Men de blev. Sekretariatet i Folketinget er løbende blevet tilpasset, strømlinet og mere målrettet i arbejdet. Hver dag knokler de med at levere varen.
Så kom EP-valget hvor Benjamin Dickow heroisk kæmpede mod alle odds. Helt, helt afgørende trådte Simon Emil ind på scenen med hele hans kamp mod Big-Mother og hans enorme flid og indsigt i dansk politik.
Kommunalvalget gav via valgkampen i Horsens for alvor os en idè om, hvor effektfuldt klare budskaber og annoncer i kombination kunne være. De fire mærkesager og kampagneplanen blev udarbejdet med afgørende assistance fra Søren Kenner, som i dag har overtaget posten som formand for visionsgruppen. Planen blev vedtaget af HB i januar 2010. Marts 2010 blev kick off for annnoncering. Slut april var vi over 2% og kunne på den baggrund holde landsmøde.
I efteråret 2010 præsenterede vi vores spidskandidater. En enkelt udskiftning er det blevet til undervejs (Thyra kom med, da Anne Sophia Hermansen sprang fra). De har været mødt med kritik, men sandheden er, at det er svært at pege på noget negativt ved deres arbejde. De suppleres af en lang række gode kandidater over hele landet. Selv har jeg holdt ca 300 foredrag i det forløbne år rundt om i hele landet.
8.-9. august afholder vi sommergruppemøde, fremlægger et stort og gennemregnet reformprogram og starter annonceringen op igen.
Kort sagt: Vi er klar til en af de mest afgørende valgkampe. Vi ligger p.t. på ca 3,5-4,0%. For lidt over et år siden lå vi på 0,0%. Og vi har en plan.
Jeg håber meget på masser af opbakning fra 180Graders læsere – også selvom vi ikke er enige om alt. Så længe vi trækker i samme retning, adskiller vi os voldsomt fra det, der blev Venstres og de Konservatives problem op gennem 00'erne: Nogle ville være socialdemokrater, andre være borgerlige. ”Socialdemokraterne” vandt.
Det gør de ikke hos os. Det gør derimod de liberale/liberalisterne.
Lykkes vi med at stå sammen, på trods af at ingen vil være 100% tilfredse med linien, skriver vi Danmarkshistorie. Lykkes vi ikke, går der mindst 15-20 år, inden chancen kommer igen. Så er der kun studiegrupper tilbage. Mens flere og flere bliver afhængige af offentlige indkomstoverførsler. Så det er NU, det gælder!
I disse minutter for fire år siden var jeg ved at forberede mig på min 40 års fødselsdag. Ny Alliance var gået i luften få måneder før (med bl.a. max 40% skat på arbejde på programmet). Diverse faresignaler var allerede begyndt at vise sig. Havde nogle den aften for fire år siden fortalt mig, at de næste fire år ville byde på partikollaps, alvorlige familiære udfordringer, incl. skilsmisse, offentlige ydmygelser i massevis, 2,5 år med ca. 0,0% i meningsmålingerne, ja, så tror jeg, at jeg var gået meget tidligt i seng. Men livet leves som bekendt heldigvis forlæns – og forstås muligvis til dels baglæns. Så jeg gik sent i seng, måske med en lidt dårlig mavefornemmelse – lidet anende hvad der ventede.
I aften går jeg i seng fuld af fortrøstning. For LA er i dag stærkt holdningsmæssigt funderet. Vi er ikke som de andre. Vi har et andet – og nødvendigt – bud på landets fremtid. 6.000 medlemmer, masser af gode kræfter, opbakning fra Mærsk, Saxo Bank, Industriens Arbejdsgivere og mange andre.
Lad os kaste os ud i det endelige opgør – lad os gøre det sammen.
